Vi hører mest om dem, når de er med i Melodi Grand Prix. Men Moldova, Georgien og Armenien er en del af Europa.

Det mærkede jeg ved selvsyn, da jeg i marts besøgte Armenien og Georgien. Der er en fornemmelse af Europa overalt. Især en ny generation vil Europa 100 procent. Deres drøm er medlemskab af EU.

Lige nu er de frie. Frie folk og frie lande. Men de er bange. Bange for Rusland. Bange for, hvad der sker, hvis de vender sig for meget mod Europa, og vi ikke er der nok for dem. Bange for deres selvstændighed og det vakuum, det tomrum, der opstår fra ansøgning om medlemskab til optagelse. Det kan tage år. Og tomrum er farligt, når man er ubeskyttet og uden sikkerhed.

Selvfølgelig skal vi være forsigtige med, hvem vi tager med ind, hvis EU skal bevare sine værdier. Sporerne fra Ungarn skræmmer. Men vi kan også vente for længe.

Jon Stephensen
Folketingsmedlem, medlem af Udenrigsudvalget

Eller som statsminister Mette Frederiksen (S) sagde det på Christiansborg, da der blev afholdt konference om Ukraine:

”Der er intet i den russiske fremfærd, der siger, at de stopper med Ukraine. Rusland vil vokse.”

Den samme situation

Det er 20 år siden, at Estland, Letland og Litauen blev en del af Europa og EU. Var de klar, da de blev medlemmer? Næppe helt.

Men ved hjælp fra blandt andet Danmark blev de det. Vi hjalp dem i mål. Med uddannelse, udvikling og større udsyn. Vi lukkede dem ind for at beskytte dem mod Rusland. Vi gjorde det tidligt og sikkert også tidligere, end de var berettiget til, fordi det var nødvendigt.

Nu gentager situationen sig længere væk, længere væk fra os – men situationen er den samme. Lande helt tæt på Rusland og op af den russiske grænse. Engang en del af Sovjet. Små og nu truet, bange for at blive det næste mål og en del af Rusland igen, men samtidigt med et inderligt ønske om at forblive fri og en del af den europæiske familie.