Kommission: Væk med støtte til sundhedsforsikringer

SKAT: Skattekommissionen foreslår at fjerne skattefradraget på sundhedsforsikringer. De borgerlige politikere afholder sig fra at udtrykke støtte til fradraget.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

420 millioner kroner til at lette skatten på arbejde.

Det er ifølge Skattekommissionen, hvad man man vil få ud af at fjerne skattefriheden ved de cirka 765.000 arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer (se deres argumenter i bunden af denne artikel).

Hvorvidt fradraget i en kommende skattereform vitterligt også bliver afskaffet er uklart.

Hverken sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), eller Dansk Folkepartis sundhedsordfører ønsker at kommentere på kommissionens anbefaling på dette område.

DF's Liselott Blixt slog så sent som i sidste måned fast, at de støtter skattebegunstigelsen af sygeforsikringerne, mens oppositionen i lang tid har advaret om, at sundhedsforsikringerne øger uligheden i sundhedssystemet.

Minister var villig til at diskutere
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen erklærede sig dog i november sidste år som villig til at diskutere, om skattefradraget skal fjernes til fordel for at sænke skatten på arbejde.

"Så selvom sundhedsforsikringer kan siges at bidrage til mindre lighed, er diskussionen ikke helt enkel. Jeg erkender, at den sagtens kan rejses, og det er da ingen hemmelighed, at jeg som konservativ er parat til at se på, om det f.eks. var bedre, at pengene blev brugt til at nedsætte indkomstskatten," sagde Jakob Axel Nielsen i et interview i Mandag Morgen i november sidste år.

Her pegede han på en række fordele ved sundhedsforsikringerne for samfundet.

Partiformanden satte minister på plads
Udmeldingen blev dog taget ilde op af hans kolleger i regeringen.

"Det ligger helt fast, at der fortsat vil være skattefrihed for medarbejdere, der er dækket af en sundhedsforsikring. Det har ligget fast i regeringsgrundlagene lige fra 2001 og fremefter. Og jeg er sikker på, at sundhedsministeren står bag regeringsgrundlaget," sagde skatteminister Kristian Jensen (V) som reaktion på udmeldingen fra sundhedsministeren.

Også formanden for Konservative Lene Espersen reagerede prompte på interviewet i november og slog fast, at der ikke var planer om at ændre på skattefradraget.

Hun ville dog i går over for Altinget ikke gentage sin støtte til fradraget med den begrundelse, at hun ikke kommenterede konkrete forslag fra kommissionen inden forhandlingerne.

Dokumentation

DOKUMENTATION:

Læs, hvad Skattekommisionen skrev om ophævelse af skattefritagelser for sundhedsforsikringer:

I løbet af de fem år, hvor arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring har været et skattefrit personalegode, er udbredelsen steget betydeligt. Seneste tal fra 2007 viser, at der samlet set var ca. 850.000 sundhedsforsikringer, hvoraf ca. 765.000 var arbejdsgiverbetalt.

Udbredelsen af sundhedsforsikringer er højere blandt de højt lønnede end blandt lavtlønnede, og samtidig er de mere udbredt blandt privat ansatte end blandt de offentligt ansatte. Ophævelsen af skattefritagelsen vil derfor bidrage til at gøre skattereformen fordelingsmæssigt balanceret

Væksten i brugen af ordningen vidner om, at arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er en meget gunstig og efterspurgt aflønningsform. Sundhedsforsikringer vil ofte være en del af en såkaldt lønpakke, hvor medarbejderne kan "krydse af", hvilke personalegoder - herunder sundhedsforsikringer - de ønsker som en del af lønnen.

Medarbejderne accepterer således typisk at gå ned i kontantløn mod at modtage en skattefri sundhedsforsikring. Både arbejdsgivere og medarbejdere vil have en sammenfaldende interesse i at planlægge sammensætning af medarbejderens løn, så en større del af lønnen udmøntes i skattefrie goder frem for i beskattet kontantløn.

Samtidig kan skattefriheden indebære forvridninger - nemlig at mange medarbejdere vælger en sundhedsforsikring, blot fordi den er skattefri. Medarbejderne kan selv vælge at købe en sundhedsforsikring for beskattet løn og vil i den forbindelse have et større incitament til at vurdere, om ordningen er fordelagtig selv uden en skattefordel, eller om familien i forvejen er dækket af en tilsvarende forsikring mv.

Sundhedsforsikringer kan mindske de offentlige sundhedsudgifter, men der er samtidig en betydelig risiko for afgrænsningsproblemer mellem sundhedsydelser og "wellness" prægede ydelser. Det problem kan forstærkes ved den efterhånden betydelige udbredelse af ordningerne.

På den baggrund foreslår kommissionen at ophæve skattefriheden for sundhedsforsikringer og anvende provenuet på generelle skattenedsættelser. Dette er samtidig i tråd med andre tiltag på personalegodeområdet - blandt andet afskaffelse af skattebegunstigelsen ved tildeling af medarbejderobligationer og -aktier og indførelse af en multimedieskat - nemlig at alle former for løn principielt bør beskattes ensartet.

Med ophævelsen af skattefriheden ligestilles private sundhedsforsikringer desuden med bidrag til Sygeforsikringen Danmark og andre private forsikringsordninger, som ikke er fradragsberettigede.

Forslaget om at afskaffe skattefritagelsen for sundhedsforsikringer skønnes at medføre et umiddelbart merprovenu på ca. 420 mio. kr.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Liselott Blixt

1. viceborgmester, Greve Kommune
buntmager (Lollands Buntmageri, 1986), social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Greve, 2002)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jakob Axel Nielsen

Direktør, Cryos International, fhv. minister (K) & MF
cand.jur. (Aarhus Uni. 1994)

0:000:00