Analyse af 
Esben Schjørring

Konservativ skævert på Ukraineflygtninge var et ekko af kiks fra nullerne

Det er et problem for Søren Pape Poulsens image og drømme om at være potentiel statsminister, hvis K begynder at agere som et protestparti.

Da integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth "mildest talt chokeret helt ned i min grundvold” forlod forhandlingerne med Matias Tesfaye om særloven, var det ikke bare overraskende og – åbenbart – i fuld koordination med formand Søren Pape Poulsen. Det var også et forsøg på igen at stævne ud i et farvand, der i nullerne udgjorde en mineret skærgaard, hvor partiet igen og igen led skibbrud.
Da integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth "mildest talt chokeret helt ned i min grundvold” forlod forhandlingerne med Matias Tesfaye om særloven, var det ikke bare overraskende og – åbenbart – i fuld koordination med formand Søren Pape Poulsen. Det var også et forsøg på igen at stævne ud i et farvand, der i nullerne udgjorde en mineret skærgaard, hvor partiet igen og igen led skibbrud. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Værdipolitik, især udlændingepolitik, har – sjovt nok – aldrig været en stærk konservativ disciplin. Det viste Det Konservative Folkeparti gang på gang i nullerne, og i forbindelse med aftalen om særloven for de ukrainske krigsflygtninge skete det så igen.

Her meldte Det Konservative Folkeparti sig ud af gruppen af aftalepartier, fordi særloven inkluderer lidt over 2000 mennesker fra Mellemøsten, Ukraine selv har givet asyl. Herefter stillede K et ændringsforslag, som faldt, alt imens man efter heftigt pres, også fra baglandet, lovede at stemme for særloven alligevel.

Havde det ikke været for indgåelsen af det historiske nationale kompromis om dansk forsvar, ville billedet, der stod tilbage, være af et parti og en partileder med manglende taktisk tæft og strategisk overblik – ligesom det afslørede en uklar idé om, hvilket slags parti man egentlig er.

Er man en dyb og integreret del af politisk mainstream – et parti, der står sammen med de andre gamle partier og indgår nationale kompromisser, der forandrer grundvilkårene i dansk politik i al forudsebar fremtid?

Eller er man et mindre, borgerligt protestparti, der stikker en kæp i hjulet på førnævnte mainstream for egen vindings skyld?

Når K melder sig fuldt og helt ind i en kamp med DF og NB om de yderste udlændingepolitiske stemmer, glemmer partiet, at man historisk set er en del af politisk mainstream; ikke et protestparti.

Ultimativt er det svaret på det spørgsmål, der står tilbage efter slingrekursen på særloven for K. For man kan kun blive statsministerparti på én af måderne. Den første.