Anmeldelse af 

Lykketoft: Nyt hovedværk om Anker Jørgensens tid er en kraftpræstation

ANMELDELSE: Historikeren Thorsten Borring Olesen har forfattet et uhyre veldokumenteret, veldisponeret og levende mammutværk om Anker Jørgensens tid fra 1972 til 1982. Det skriver Mogens Lykketoft, der kvitterer med seks A'er.

Anker Jørgensen, august 1980.
Anker Jørgensen, august 1980.Foto: /ritzau/Jytte Bjerregaard

Mogens Lykketoft Af Mogens Lykketoft
MF (S), fhv. formand for Folketinget og fhv. minister

Mange vil blive overvældet af rigdommen på detaljer i Thorsten Borring Olesens bog om Anker Jørgensens tid. Men det, vi får leveret, er dét blivende faghistoriske hovedværk om Ankers tid. En kraftpræstation.

Som den eneste af Ankers ministre, der 35 år efter regeringens afgang endnu overlever i Folketinget, har bogen for mig været et spændende genbesøg i en epoke, hvor jeg fulgte begivenhederne på meget tæt hold: Jeg var fra min post i AE-rådet med til at formulere politiske udspil om økonomisk demokrati (ØD), skattereform, boligpolitik, økonomiske kriseforslag og et nyt socialdemokratisk principprogram i 1977 – og derefter blev jeg i det sidste halvandet år Ankers skatteminister.

Der fortælles sobert, nøgternt og nuanceret om Ankers uhyre vanskelige opgave som regeringschef i den dramatiske overgangstid fra guldalder til oliekriser med konstant voksende arbejdsløshed.

Mogens Lykketoft
MF (S), fhv. formand for Folketinget og fhv. minister

Det er meget lidt af dét, jeg kan huske, som Borring Olesen har overset eller glemt.

Der fortælles sobert, nøgternt og nuanceret om Ankers uhyre vanskelige opgave som regeringschef i den dramatiske overgangstid fra guldalder til oliekriser med konstant voksende arbejdsløshed og underskud på betalingsbalance og statsbudget – og med voldsomme politiske opbrud.

Bogen giver ikke næring til myterne om Ankers manglende omsorg for samfundsøkonomien, men giver os det dybe indblik i den udmattende kamp for i et opsplittet Folketing at skaffe flertal for utallige kriseindgreb, som den internationale udvikling gjorde nødvendig.

Vi får genoplevet Ankers spontane og intuitive politiske stil, der gav ham både store sejre og nederlag, men definitivt placerede ham som den mest folkelige og elskede leder – statsministeren, alle var på fornavn med.

Politiske rutsjeture
Bogen beskriver Ankers mange politiske rutsjeture. Han var for partiets unge og progressive det friske pust og store håb oven på opgøret om medlemskabet af Fællesmarkedet (EU). Han talte mod USA's krig i Vietnam. Han gennemførte sammen med SF vigtige sociale forbedringer, og han satte ØD på dagsordenen. Han var energisk fortaler for international afspænding og instinktivt imod atom- og raketoprustning. Den holdning, der efter regeringstiden førte til NATO-fodnoterne, var ikke en kovending hos Anker.

Kun godt et år efter, at Anker første gang blev statsminister blev han fejet væk ved jordskredsvalget i 1973, der gav Venstres smalle regering 14 måneder ved magten. Det var en dyb nedtur, hvor der var tvivl om hvorvidt Anker kunne overleve som leder. Det lignede egentlig et tilfælde, at han kom tilbage som statsminister, fordi Glistrups anarkisme gjorde det borgerlige flertal uarbejdsdygtigt. Men fra 1975 til 1980 havde Anker som statsminister én lang optur i folkelig opbakning – markeret ved flotte socialdemokratiske valgsejre i 1977 og 1979 med 37-38 procent af stemmerne.

Det var Ankers personlige bedrift, at Glistrup blev banket tilbage som konkurrent om arbejdernes stemmer.

Det var også en stor bedrift i en urolig krisetid med stor arbejdsløshed at sejle gennem de mange kriseforlig, der i øvrigt ikke blev mindre påkrævet på grund af den vældige ufinansierede skattelettelse, Hartling havde udløst i sit forsøg på at vinde valget i 1975.

Det overraskende og i grunden mislykkede mellemspil med SV-regeringen kom Anker ud af med en efterlønsreform i hus, og han kunne mirakuløst nok straks efter score sin største valgsejr!

Bitter dyst og modstand
Borring Olesen beskriver meget levende, hvordan Anker oven på sine vælgertriumfer måtte udkæmpe en bitter dyst med den altid kritiske LO-formand Thomas Nielsen, fordi regeringen var nødt til gang på gang at gribe ind i overenskomsterne for at hjælpe beskæftigelse og konkurrenceevne – og fordi man trods gentagne forsøg ikke kunne skaffe flertal for selv en meget behersket start på ØD-projektet.

Vi hører også om, hvordan de mange kompromiser, som kriseforligene med borgerlige partier medførte, også gav modstand og dissens i folketingsgruppen og på kongresserne. Anker måtte flere gange se sine egne forslag til poster i gruppe og partiledelse blive underkendt.

Slutfasen begyndte da Anker udskrev og tabte valg i december 1981, men ligesom de to foregående år havde et flertal med Radikale og SF. Trods sin egen tilbøjelighed til at gå i opposition lod Anker sig presse af folketingsgruppen til at fortsætte.

Partilederrunde i 1981 med Bent Stuckert, Anker Jørgensen, Henning Christophersen, Mogens Glistrup og Niels Helveg Petersen (foto ritzau)

Hvad Borring Olesen ikke nævner er, at der i denne situation var en mere end halv aftale mellem Anker og Niels Helveg om, at de radikale skulle med i regeringen. Det blev imidlertid annulleret af Anker på en telefon fra LO-hovedkvarteret, fordi ideen løb ind i stærk modstand på et kontaktudvalgsmøde mellem parti og fagbevægelse.

Politisk opbrud
Jeg tror, at dette mellemspil spillede en stor rolle for Helvegs voksende mistro til Ankers ledelse. Samme vej trak det, at der netop i denne tid voksede et nært personligt venskab frem mellem Helveg og den konservative leder, Poul Schlüter.

Anker-regeringens fortsatte liv blev kort, også fordi de radikale oplevede en Anker, der efter mange slagsmål med LO ikke orkede et nyt, stort sammenstød ved igen at standse dyrtidsreguleringen af lønningerne. Derfor bed Niels Helveg ikke på, da en SR-regering igen blev overvejet i sommeren 1982. Det var også tvivlsomt, hvad SF kunne lægge ryg til af upopulære forslag til indgreb fra en sådan regering.

Vi var alligevel nogle, der mente, at regeringen skulle holde ud, og i hvert fald ikke vige uden valg.

Men finansminister Knud Heinesen var endnu mere dyster end før i sin bedømmelse af regeringens chancer for at manøvrere igennem de oprørte bølger: Hverken nye runder af devaluering eller indkomstpolitik så ud til at være en mulighed, og de borgerlige nægtede at skaffe staten indtægter ved at inddrage noget af den høje skattefri realrente i pensionsselskaberne. Det ville de først, da de kort efter selv havde regeringsmagten!

Statsunderskuddet gik amok, fordi det i denne periode skulle finansieres til en rente på op mod 20 procent og derfor var ved at rulle frem som en lavine over de følgende år!

Derfor valgte Anker i september 1982 at træde tilbage uden at udskrive nyvalg, og Schlüter dannede sin firepartiregering med parlamentarisk støtte fra Helveg og Glistrup. De fleste socialdemokrater troede optimistisk, at det ville blive et kort mellemspil, fordi det brogede borgerlige sammenrend ikke kunne enes.

Borring Olesen skriver, at Anker ikke delte denne optimisme. Han vidste, at det kunne blive en længere ørkenvandring. Selv sagde jeg, at det kunne tage seks år. Det tog som bekendt mere end ti år.


Anker Jørgensens tid 1971-1982
af Thorsten Borring Olesen, Gads forlag, 622 sider.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anker Jørgensen

Fhv. statsminister (S), fhv. partiformand, fhv. MF, fhv. forbundsformand
lagerarbejder

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00