"Fakta skal have magt", plejede tidligere klima- og miljøminister Espen Barth Eide (Arbeiderpartiet) at sige, hver gang han modtog en ny rapport om klimatiltag eller naturens tilstand.

Faktum er, at juli, august, september og oktober 2023 alle var de varmeste måneder af sin slags, der er registreret i moderne tid, med så ekstreme rekordmarginer, at klimaforskere kæmper for at forstå, at det er sandt.

Faktum er, at afbrænding af fossile brændstoffer er hovedårsagen til menneskeskabte klimaændringer, og at det globale forbrug af fossile brændstoffer stadig ikke har toppet.

Faktum er, at verden planlægger at producere mere end dobbelt så meget olie, kul og gas, som der er mulighed for, hvis verden skal begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader (110 procent mere), ifølge den seneste rapport om produktionsgab fra FN's miljøprogram.

Dette afspejles dog ikke i den regering, Barth Eide er en del af, og der er intet, der tyder på, at Støre-regeringen vil ændre kurs i oliepolitikken.

I Norge har vi længe haft én klimapolitik og én oliepolitik, hvor de to områder er blevet holdt adskilt fra hinanden og behandlet som to forskellige ting.

Det politiske flertal har hidtil ladet olie- og gasudvindingen fortsætte, næsten som om der ikke var nogen klimaændringer, og dermed adskilt klimapolitik fra oliepolitik

Kun klimapolitikker, som olie- og gasindustrien kan leve med, eller som gavner dem, har vundet flertal i Stortinget. Industrien er gået med på at reducere emissionerne i produktionen af olie og gas gennem elektrificering og energieffektivitet. Men de er ikke gået med til at skære ned på selve produktionen – hvor de store penge og udledninger ligger.

Flere norske regeringer har arbejdet aktivt for, at Norge skal indtage en ledende rolle inden for CO2-fangst og lagring (CCS) og blå brint – som produceres af fossil gas med CCS. Der er formentlig brug for både CCS og brint i energiomstillingen, men begge dele kan kombineres med fortsat udvinding af olie og gas. Selvom udviklingen af de to teknologier stadig er kommet til kort, er meget dyr, og der er få konkrete planer for produktion af blå brint, legitimerer retorikken en stabil kurs i oliepolitikken.