Professor: Demokratiet er i krise, fordi vores forestilling om fremtiden smuldrer

Demokratiets problem

Vi har været her før i det moderne demokratis cirka 250-årige historie. Indtil nu er de forskellige kriser blevet håndteret af en omrokering af demokratiet, dets betydning, institution og praksis.

Groft sagt kan man sige, at analysen og løsningen altid er én af to.

Enten er demokratiets problem, at det er for demokratisk – for meget deltagelse af for mange mennesker, og så er løsningen at gøre demokratiet mindre, lægge beslutninger andre steder, begrænse befolkningens input etc.

Hvor meget undertrykkelse kan et demokrati holde til at udføre? 

Mikkel Thorup
Professor i idehistorie, Aarhus Universitet

Ellers er problemet, at det er for lidt demokratisk – for indirekte, for meget der ikke er demokratisk bestemt, og så bliver løsningen at udvide demokratiet, mere deltagelse, flere der kan stemme, mere der kan stemmes om etc.

Dén konflikt mellem to udlægninger af demokratiets krise findes også i dag, og det er endnu for tidligt at sige, hvilken fløj, der vinder, og som får lov at omforme demokratiet i sit billede, indtil næste gang. 

Klimakrisen påvirker også demokratiet 

Ét af de steder, hvor demokratiets påståede krise udspiller sig, og hvor vi må forvente, at skillelinjer og konflikter såvel som kompromisser og aftaler vil udspille sig, er på klimaområdet.

Der er flere afgørende spørgsmål. Det ene er, om vi får omstillet vores samfund og økonomier tids nok til at afværge og afbøde de værste konsekvenser.

Ender vi med et samfund stabilt og sikkert nok til, at demokratiet er en mulighed? Det andet er om, hvor gode demokratier er til at håndtere risici og kriser – for ikke at sige katastrofer?  

Demokratier er generelt langsomme. De diskuterer, sætter i udvalg og søger flertal, men hvad betyder det for håndteringen af en accelererende katastrofe, at der er et kort tidsrum til at handle i?

Nogle kommentatorer taler om behovet for en undtagelsestilstand eller endda et klimadiktatur, der i en periode kan suspendere demokratiet, gøre det nødvendige og så forhåbentlig geninstallere demokratiet.  

Andre taler mere håbefuldt om at bruge den grønne omstilling ikke kun til et nyt samfund med mindre forbrug og kødspiseri, afsavn og lidelse, men til mere demokrati, hvor vi forbruger og arbejder mindre, slipper fri af usunde strukturer og frigør tid og energi til det, vi gerne vil. Lokal- og basisdemokratiske tanker spirer i de økooptimistiske scenarier.

Dystopien, utopien eller et sted imellem

Der er også spørgsmålet om at håndtere effekterne af klimaforandringer. Om vi for eksempel kan foretage den grønne omstilling med opbakning fra størstedelen af befolkningen.

Vi ser allerede nu mobiliseringer imod CO2-afgifter – og i den ekstreme ende af spektret opkomsten af økofascistiske grupper. For andre går det alt for langsomt.

Katastrofe og sammenbrud er blevet normaliseret. De føles allerede som det givne.

Mikkel Thorup
Professor i idehistorie, Aarhus Universitet

For den ene part er livsstil og levebrød eksistentielle anliggender. For den anden part er klodens fremtid det eksistentielle.

Vi må imødese store globale omvæltninger og folkevandringer.

For hvad sker der, hvis politikerne for at opretholde velfærd og demokrati beslutter at skyde folk, der trænger sig på ved grænserne? Hvor meget undertrykkelse kan et demokrati holde til at udføre? 

Uanset om man lander i dystopien, utopien eller et sted imellem, synes de fleste at være enige om, at også demokratiet vil og skal ændre sig som del af enten det klimatiske kollaps eller den grønne omstilling. Det står ikke uden for klimaforandringerne. 

Er fremtiden ved at lukke sig? 

Der er altså en mærkelig lighed mellem klimaforandringer og demokrati. Begge bliver i stigende grad beskrevet i katastrofale termer – som det næsten uundgåelige kollaps af alt, vi holder af. Alligevel er svarene i bedste fald frygtsomme og moderate.

Katastrofe og sammenbrud er blevet normaliseret. De føles allerede som det givne. Klimatilpasning fremfor løsninger – eller fatalisme – er den dominerende reaktion.

Klimaforskere fortæller os, at mulighedernes vindue hurtigt lukker sig, og vi skal nu begrænse klimaændringer gennem drastiske nedskæringer i udledninger. Der er ingen nemme løsninger længere, og vi skal tilpasse os et radikalt skiftende miljø.  

Demokratiet har brug for, at fremtiden er åben, men det skal også være en åbenhed, man kan agere og handle i.

Mikkel Thorup
Professor i idehistorie, Aarhus Universitet

Måske sker der noget lignende med demokratiet. Det vælter frem med krisediagnoser. Det repræsentative demokratis æra synes presset, globalt set fra diktaturstater og såkaldt illiberale demokratier – og indefra fra populisme, overvågning, teknokrati og utilfredshed. Tidevandet stiger, og stormene raser.  

Der er ikke længere pæne rettelser til at holde tingene, som de var. Radikale ændringer er over os, men fremskrivningerne er i bedste fald utydelige eller urealistiske. Vi ved kun, at fremtiden ikke bliver som nu, og at håndteringen af forandringer ikke vil fungere længe. 

Nutidens politik efterlades stakåndet

Den britiske politolog Jonathan White har i sin bog 'In the Long Run' fra 2024 meget præcist skrevet: "Flygtigheden ved nutidens politik er forbundet med forkortelsen af fremtiden".

Vi har endnu ikke udviklet gode tidsteknologier, hvilket efterlader nutidens politik stakåndet. Demokratiet har brug for, at fremtiden er åben, men det skal også være en åbenhed, man kan agere og handle i.

Man skal diskutere, planlægge og stemme om en meningsfuld praksis. Ellers bliver den demokratiske energi fordrejet til intens nutid og individuel egenfokusering, individuelt fordi man ikke tror på de kollektive løsninger og nationalt, fordi man frygter alt, der kommer udefra.  

Når man ikke kan tænke stort, tænker man småt. Når man ikke kan se fremtiden som håbefuldt åben, så rækker man enten nostalgisk bagud i tid til noget, der forekommer velkendt og sikkert, 'Det Danmark du kender', 'Make America Great Again', man placerer sin politik langt fra historiens omskiftelighed hos gud som i fundamentalisme og teokratiske regimer, i biologien som hos etniske eller maskuline grupper, der søger at komme væk fra det 'flydende' til det 'faste',  eller man placerer den hos markedet, algoritmer og eksperter langt fra vælgernes dom som i teknokratiet.  

Det er alle strategier for at kompensere for det, der virker som en tabt mulighed for intentionelt og positivt at skabe en fælles fremtid. Det er alle forsøg på at håndtere, hvad der opleves som en krise for demokratiet ved at gøre det mindre, gøre det kun for nogle, sikre det imod det ukendte.

Dét er en mulig fremtid for demokratiet.

Mikkel Thorup forsvarer sin doktorafhandling Rogue Democracy – an intellectual history of democratic futures in the making tirsdag 10. juni kl. 10.30 på Aarhus Universitet.