Professor: Ny lov mod "meningsagenter" risikerer at ramme ytringsfriheden

Kritikere kaldte det for diktaturlov
Professor Mogens Fog gjorde som ordfører for kommunisterne ved førstebehandlingen i Folketinget i 1950 opmærksom på, "hvor tilfældigt loven vil kunne anvendes, og i hvor stor usikkerhed den lader landets borgere med hensyn til deres handlefrihed".

Han mente, at "en lov i forslagets form til enhver tid vil være et våben i hænderne på de øjeblikkeligt styrende, et våben, som de vilkårligt kan bruge, når, i hvilken udstrækning og mod hvem de ønsker".

Han fremhævede yderligere, at "enhver politisk virksomhed, organisatorisk, bladmæssig eller personlig, som ikke er i overensstemmelse med en regerings politik, specielt dens udenrigspolitik, vil stå i fare for at medføre straf".

Ved førstebehandlingen af det i 1951 på ny fremsatte forslag havde Aksel Larsen overtaget ordførerposten for kommunisterne. Han betegnede de foreslåede bestemmelser som "en diktaturlov og ikke noget andet" og "et frygteligt vilkårligt instrument i de til enhver tid herskende myndigheders hånd", der i tilfælde af vedtagelse ville forvandle Danmark til "en politi- og militærstat", "slå demokratiet og retssikkerheden ihjel under påskud af at ville forsvare demokratiet".

"Praktisk talt alt i dette lovforslag er netop så uklart, at ikke alene domstolene må være i tvivl og formodentlig desværre i de fleste tilfælde vil henholde sig til den siddende regerings autoritative fortolkning af loven udtrykt derigennem, at regeringen har rejst tiltale, men at det også er sådan, at den almindelige borger aldeles ikke kan vide, når han gør sig strafskyldig," lød det fra Aksel Larsen.

Sædvanlig journalistik er ikke strafbart
Uden begrænsninger i forhold til sin ordlyd er § 108 dog ikke. Det er i den forbindelse af særlig vigtighed at være opmærksom på bemærkninger i de forarbejder, som Rigsdagen lagde til grund.

Lovudvalget, Justitsministeriet og Rigsdagen opfattede helt klart forholdet således, at § 108 kun omfatter ulovlig efterretningsvirksomhed, jævnfør bestemmelsens ordlyd.

Det betyder, at det er helt afgørende for den strafferetlige bedømmelse af en kontakt med et fremmed efterretningsvæsen, hvilken vej informationerne går.

Paragraffen kom til alene at rette sig mod videregivelse af oplysninger til udenlandske agentorganisationer. Til trods for sin vidtgående ordlyd omfatter den gældende bestemmelse ikke modtagelse eller omgang med oplysninger, som sådanne organisationer måtte forsyne nogen med.

Lovudvalgets udkast nævnte i øvrigt udtrykkeligt, at efterretningsvirksomhed, som falder ind under "sædvanlig journalistisk virksomhed, eller som tjener rent erhvervsmæssige interesser", ikke er strafbar.

Denne del af bestemmelsen udgik for at undgå "misforståelser" med hensyn til ulovlig efterretningsvirksomhed, der drives under dække af journalistisk eller erhvervsmæssig virksomhed, men undtagelsen gælder rent faktisk, om end heller ikke den kan betegnes som synderlig præcis.

Forslag om straf for at være meningsagent
Det fagkyndige lovudvalg havde i øvrigt efter svensk forbillede foreslået at indføre en bestemmelse, der udtrykkeligt skulle gøre det strafbart at virke hemmeligt som betalt meningsagent. Den foreslåede bestemmelse omfattede støtte til al politisk propagandavirksomhed. Et lignende forslag kom til at indgå i regeringens første udspil.

Ved rigsdagsbehandlingen mødte forslaget til en sådan kriminalisering stærk kritik. I Folketinget fremhævede Johannes Christensen fra Det Radikale Venstre, at et demokrati må kunne klare sig på anden måde end retsforfølgning mod politisk propaganda.

Det kommunistiske parti anlagde en ganske anden synsvinkel ved på skrømt at erklære den foreslåede bestemmelse sin støtte. Aksel Larsen krævede bestemmelsen kontrolleret og håndhævet, idet man derved angiveligt ville ramme socialdemokraternes modtagelse af Marshall-penge og andre amerikanske midler!

Denne linje gav anledning til voldsomme og omfattende meningsudvekslinger mellem kommunistiske og socialdemokratiske medlemmer af begge ting.

Da det til drøftelse af lovforslaget nedsatte folketingsudvalg afgav betænkning i 1952, gik udvalget enstemmigt ind for at slette nævnte bestemmelse. Begrundelsen var, at den ”næppe ville være et effektivt værn over for propaganda, og at dens virkninger ville være meget usikre”. Justitsministeren tilsluttede sig udvalgets indstilling.

Ved Folketingets afstemning var kun kommunisterne demonstrativt for gennemførelsen af bestemmelsen, mens stort set alle andre var imod. Virksomhed, som ville have været omfattet af den foreslåede, men forkastede bestemmelse, kunne naturligvis ikke efterfølgende behandles som ansvarspådragende ved, at man i stedet for den forkastede regel anvendte gummiparagraffen i § 108.

Fuld af svævende begreber
Lovgivningsmagten besluttede således i 1952, at påvirkningsagenters virke ikke skulle kriminaliseres. Der er stadig gode grunde til at være forbeholden over for tanken om en sådan retstilstand. Kriminalisering af påvirkningsvirksomhed i samarbejde med en fremmed efterretningstjeneste har større ulemper end fordele.

I bemærkningerne til det aktuelle lovforslag nævnes der et eksempel med en bot- og trollfabrik, og det viser jo noget om, hvad det er, man ønsker at bekæmpe.

Men paragraffen kommer til at dække et meget bredere område, og det bliver svært at vide, hvad man må og ikke må. Lovbemærkningerne er fulde af svævende begreber, for eksempel påvirkning af "den almene meningsdannelse/den offentlige debat". Strafansvaret omfatter ikke "sædvanlig journalistik"; men hvad betyder det?

Alt andet lige er det dog positivt, at ministeren hen ad vejen har strammet op på sit forslag. I det første lovudkast kunne "samarbejde eller kontakt" udgøre et strafbart forhold. I selve lovforslaget forudsættes der et egentligt "samarbejde", og der redegøres nærmere for, hvad der skal til for at løfte anklagemyndighedens bevisbyrde.

I den sidste ende bliver det domstolenes opgave at lægge snittet på en fornuftig måde. Det er imidlertid med rette, at Dommerforeningen i et høringssvar har gjort opmærksom på udsigten til vanskelige grænsedragninger, herunder i forhold til ytringsfriheden.

Det er bekymrende, at der nu tegner sig et flertal for vedtagelse af justitsministerens lovforslag. Det ville være bedre at modarbejde udenlandsk påvirkningsvirksomhed med andre midler end de strafferetlige, herunder ved at lade sandhedsværdien af tvivlsomme oplysninger stå deres prøve i den offentlige debat.