Svenske Vattenfall vinder udbud om kystnære havmølleparker

UDBUD: Lars Chr. Lilleholt præsenterede mandag svenske Vattenfall som det vindende bud om kystnære havvindmøller. Regeringen lægger i 2025-planen op til at droppe hele projektet.

Vattenfalls bud på 47,5 øre per kilowatttime er det vindende fra energiforliget.
Vattenfalls bud på 47,5 øre per kilowatttime er det vindende fra energiforliget.Foto: Henning Bagger/Scanpix
Frederik Tillitz

Det er den svenske energi-gigant Vattenfall, der har leveret det bedste bud på opførslen af de kystnære havmølleparker, der er en del af energiforliget fra 2012.

Det siger energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) efter at have præsenteret vinderen for energikredsen mandag.

”Buddet fra Vattenfall viser, at det går godt med at drive omkostningerne på havvind ned, hvilket i sig selv er en glædelig nyhed. Det er flot, at branchen har formået at sænke prisen så væsentligt,” skriver han i en pressemeddelse.

Det er dog ikke sikkert, at de omtalte havmøller vil blive opført. Regeringen lægger nemlig op til helt at sløjfe opførslen. De samlede støtteomkostninger til de to pågældende havmølleparker vil løbe op i 3,6 milliarder kroner – og det er for meget, lyder det fra ministeren.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen ønsker at droppe opførelsen af de kystnære vindmøller, hvilket vi fortsat vil arbejde for,” skriver Lars Chr. Lilleholt.

Det er, selvom opførelsen af de kystnære havvindmølleparker er en del af energiforliget fra 2012 mellem samtlige partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance og Alternativet. I aftalen står, at 350 MW kystnære havvindmøller skal opføres.

Vattenfalls bud på 47,5 øre per kilowatttime er lavere end forudsætningerne i energiforliget.

Industrien: Historisk lavt bud
I Vindmølleindustrien mener man, at Vattenfall har leveret et historisk lavt bud, som sætter nye standarder for havvind.

”Det er meget glædeligt og flot, og prisen er med til at understrege, at det er i Danmark, at vi går forrest med at drive omkostningerne ned,” siger Jan Hylleberg, administrerende direktør for Vindmølleindustrien og forsætter:

”Jeg regner stærkt med, at politikerne med denne pris vil være med til at sikre finansieringen og opbakningen til de kystnære møller.”

I Dansk Energi er man glade for, at havvindmølleparkerne kan opsættes inden for den økonomiske ramme, da beslutningen om det samlede energiforlig i 2012 blev sat.

”Når det ser ud til at være muligt at nå det, man aftalte i forliget, bør man også politisk gennemføre det,” siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.

S: Regeringen er tosset
I oppositionen insisterer man på, at vindmøllerne skal opføres. Socialdemokraternes energiordfører, Jens Joel, er positivt stemt over for vindmølleindustriens bud.

”Det understreger, hvor tosset det er, at regeringen holder fast i en aflysning, der rammer erhvervet og sender arbejdspladser ud af landet,” siger han til TV 2 News.

Også i Konservative står man fast ved, at energiforliget skal overholdes, og at nye havmølleparker skal bygges.

”Der er ikke længere nogle økonomiske argumenter imod de kystnære havmøller,” siger finansordfører Brian Mikkelsen (K) til Jyllands-Posten.

DF mener derimod, at kystnære vindmøller er en dårlig ide. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00