Er det uklogt som organisation at erklære sig uenig med en konkret politiker eller gå til kamp mod en ført politik? Og er det bedst ikke at kritisere fondene for deres prioriteringer?

Civilsamfundsorganisationer kan ofte stå i et dilemma, hvor de på den ene side ønsker at agere samfundets vagthund, men samtidig risikerer at save den gren over, de selv sidder på.

For spørgsmålet er, om ngo’er reelt risikerer at blive forbigået næste gang, der bliver delt penge ud, hvis de stikker næsen for langt frem i den offentlige debat. Og om organisationer, der er for kritiske, ikke bliver fremhævet som det gode eksempel eller inviteret med i vigtige fora.

Men er det en god ide at udøve selvcensur i den offentlige debat, når man er afhængig af indflydelse og midler fra offentlige og private aktører?