Tidligere advokat: Regeringens politik over for Israel er katastrofal for demokratiet

Den asymmetriske krig mellem Israel og Hamas er ikke uden historiske erfaringer. Frankrig og derefter USA lærte lektien i Vietnam. Som igen lærte den i Afghanistan og nok en gang i Irak.

Det ironiske er, at staten Israel selv er et eksempel på de selvsamme historiske erfaringer.

Historien gentager sig

Israel blev skabt af hjemvendte jøder, der ufortrødent tog den ulige kamp op mod det engelske mandat og med afgørende international støtte efter Anden Verdenskrig fik etableret staten Israel.

Og i dag oplever vi det igen: Et folks retfærdige kamp mod en besættelsesmagt kan ikke elimineres ved selv den mest grusomme udryddelseskrig. For hver dræbt Hamas-kriger skabes rødderne til nye krigere.

Den danske regerings holdning er ikke alene fodslæbende. Den er katastrofal for det danske demokrati.

Thorkild Høyer
Fhv. advokat

Militær undertrykkelse og udryddelse er ikke en løsning i sig selv. Dertil kræves yderligere en løsning af det grundlæggende forhold mellem besættelsesmagt og besatte.

I Israels tilfælde en løsning af Palæstinas helt rimelige og retfærdige – og desuden oprindeligt aftalte – krav på sin egen stat. En tilværelse uden undertrykkelse og plads til fri menneskelig udfoldelse.

Som udviklingen har vist det, vil Israel p.t. ikke det.

Den stærkt højredrejede israelske regerings mål er øjensynligt og i strid med alle internationale aftaler en total fjernelse af palæstinenserne, ja, Trump ønsker at omdanne Gaza til et badeland.

Israels krig mod palæstinenserne, der i de seneste måneder også har været gennemført ved at nægte adgang til vand og basale fødevarer – en udsultningskrig – har ført til brede og skarpe protester.

Stik imod den demokratiske model

I Danmark har Mette Frederiksen (S) og andre ledende politikere gentagne gange taget skarpt afstand fra Israels krigsførelse.

Regeringens retorik er over tid blevet skærpet adskillige gange, men uden at være blevet fulgt op af handlinger. Men kan Danmark handle?

Måske ikke sådan, at Danmarks handlinger i sig selv og alene kan føre til, at Israel stopper sin krigsførelse mod civilbefolkningen, men i hvert fald på en så markant måde, at det vil få indvirkning på den israelske debat og skubbe til andre vestlige landes reaktioner.

Danmark kan, som andre lande planlægger det, anerkende Palæstina som stat, stoppe våbeneksporten til Israel og desuden ensidigt træde ud af handelsaftalen med Israel og standse al import fra Israel.

EU har en handelsaftale med Israel, hvis gennemførelse er betinget af, at Israel overholder menneskeretlige standarder. Det gør Israel så åbenlyst ikke, og Danmarks holdning har været, at en udtræden af aftalen krævede hele EU's tilslutning.

En stor gruppe af den danske befolkning, måske flertallet, ser ikke sig selv i regeringens politik over for Israel.

Thorkild Høyer
Fhv. advokat

Det er en svag holdning. Vi kan og bør udtræde af aftalen, hvilket 49 procent ifølge førnævnte undersøgelse støtter.

Den danske regerings holdning er ikke alene fodslæbende. Den er katastrofal for det danske demokrati.

Den danske demokratiske model er baseret på, at en regering til hver en tid ikke alene repræsenterer det vælgermæssige flertal, som har valgt den.

Regeringen fører politik uden om flertallet

Vores tradition er, at regeringen i sin politik repræsenterer Danmark i sin helhed. Det betyder, at de, der er uenig i regeringens politik, også skal kunne se sig selv i regeringens politik. Og det er så åbenbart ikke tilfældet i øjeblikket.

En stor gruppe af den danske befolkning, måske flertallet, ser ikke sig selv i regeringens politik over for Israel. Den opfattes som ord, ord og atter ord og ingen konsekvenser.

Det har blandt andet ført til en meget skærpet og konfrontatorisk retorik omkring krigen i Gaza. En retorik, der er meget fremmed for os, og som regeringen har et medansvar for.

Det er en farlig udvikling. Ikke alene føler et flertal af befolkning sig ikke repræsenteret i dette spørgsmål, men risikoen er en alvorlig underminering af en generel tillid til vore politikere og politiske system.

Det fører igen til, at grupper af befolkningen kan blive fristet til at tage sagen i egne hænder. De skærper ikke blot retorikken, men overvejer måske også handlinger, der – tror de – kan få regeringen til at handle i overensstemmelse med deres holdninger.

Vi har set ansatser til det i forbindelse med de mange demonstrationer til støtte for Palæstina. Det er en glidebane frem mod en konfrontatorisk debat- og handlingskultur, nøjagtigt som vi oplever det i dag i USA. Og det er vel ikke det, vi – eller politikerne – vil. Håber jeg.