Tidligere rådgiver: Uden en fælles vision får Socialdemokratiet i København aldrig vendt 20 års nedtur

Udvandet idealisme og ufrugtbar realisme

De børnepolitiske udmeldinger trænger ind på det politikområde, Konservative ellers snuppede for næsen af SF ved sidste kommunalvalg, men som de ikke har formået at tage ejerskab over i løbet af valgperioden.

Boligpolitikken er bagudskuende og pragmatisk – indtil videre er den 'lille revolution' på området, Rosenkrantz-Theil bedyrede omkring årsskiftet, udeblevet. Det blev til en 'tænkepause' til noget byggeri på Sydhavnstippen i stedet.

Ambitionerne om ikke at bygge himmelråbende grimme bygninger, kunne komme fra A til B med metro og have børnehave-transport som en fast del af morgentrafikken er sympatiske nok, men det er også lavthængende frugter og svært for de københavnske vælgere at være uenige med.

En landspolitisk damptromle ruller i øjeblikket hen over hovedstadens socialdemokrati.

Liv Rossander
Journalist og tidl. digital rådgiver, SF København

På tværs af de politiske udmeldinger virker det til, at Socialdemokratiet i København stiler efter at indrette sig efter det eksisterende – i stedet for at formulere, i hvilken retning de gerne vil trække Hovedstaden. Og selvom partiet længe har levet – og senere hen overlevet – på at være garant for kommunal driftssikkerhed, er det også længe siden, at den tilgang har virket.

Set med københavnerøjne er Socialdemokratiets nedtur ikke ny. Her skal man tilbage til 2005 for at finde det valg, hvor partiet sidste gang gik mandatmæssigt frem.

Den landspolitiske landgang

Allermest ærgerligt er det dog, at man ikke virker til at formå at koordinere internt med sig selv. Selvom Pernille Rosenkrantz-Theils politiske linje sikkert nok har hold i virkeligheden, har den ikke fuld opbakning hos de københavnske socialdemokrater, der lige nu sidder i borgerrepræsentationen.

Partiets nuværende gruppenæstformand Marcus Vesterager har sagt fra i flere fora, men selv hvis han havde holdt tand for tunge, virker det tydeligt, at der i øjeblikket ruller en landspolitisk damptromle hen over hovedstadens socialdemokrati. Det i form af en overborgmesterkandidat sendt fra Christiansborg, som aldrig har arbejdet med kommunalpolitik, udtaler sig kritisk om eksisterende aftaler Socialdemokratiet selv har stemt for og blander sig i forhandlingsforløb, hun ikke selv er en del af.

Ikke at alle kandidater er ukritisk enige med den nuværende socialdemokratiske linje. En af Socialdemokratiets andre kandidater, Jonas Mantley, beskriver Socialdemokratiets parkeringspolitik op til sidste valg som 'en fejl' og bedyrer, at det skal det skal være nemmere for, særligt børnefamilier, at have bil i København. Konservative kan åbenbart ikke have nogle af deres mærkesager i fred.

Meget læring at hente hos Konservative

Men der er også meget læring at hente hos Konservative. Ved sidste valg lykkedes de eksemplarisk med at gøre grøn idealisme til hverdagspolitik, da københavnerne opdagede, at den grønne omstilling, de selv havde stemt for, kunne koste dem (gisp) parkeringspladser. På valgnatten kvitterede vælgerne med næsten at fordoble Konservative i størrelse.

Med den linje som Socialdemokratiet lige nu lægger for døren, kunne det næste valg også godt blive et 'bekvemmelighedens hverdagsvalg'. På tværs af de politiske udmeldinger er det børnefamilierne, partiet bejler til. Til gengæld tyder det på, at SF og Enhedslisten får klimapolitikken nogenlunde for sig selv.

Som kommunalvalget kommer tættere på, må man håbe, at Socialdemokratiet bliver enige med sig selv.

Liv Rossander
Journalist og tidl. digital rådgiver, SF København

Som kommunalvalget kommer tættere på, må man håbe, at Socialdemokratiet bliver enig med sig selv. Og det er svært at se, hvordan det skulle kunne ske på anden vis, end hvis partiet – bagland som politikere og kandidater – accepterer Pernille Rosenkrantz-Theils autoritet entydigt og bakker op om den Christiansborg-kandidat, der er landet i deres midte.

Når Socialdemokratiet både skal ud at generobre bilejerne fra Konservative og navigere i et politisk landskab, hvor SF, hvis de tør tage et reelt opgør med lillesøsterrollen, kan ånde partiet i nakken, er der brug for fælles front.

For selvom de nye vinde, der blæser i hovedstadens socialdemokrati, næppe blæser nogen omkuld, skal man have formuleret en fælles fortælling, hvis man skal give vælgerne chance for at finde ud af hvad partiet vil med København – udover at beholde overborgmesterposten.