Debat

SF: Regeringen vil kaste minimumsnormeringer væk i frihedsforsøgets navn

Knapt er blækket tørt på aftalen om minimumsnormeringer, før Socialdemokratiet åbner døren for at sætte kommunerne fri af at prioritere børneområdet. Uheldigvis for Socialdemokratiet skal de forbi os i SF, før det kan lykkes dem, skriver Charlotte Broman Mølbæk (SF).

Flere tusinde forældre gik op til valget på gaden for at demonstrere og kræve flere voksne til børnene, og det må vi ikke glemme i frihedsforsøgets navn, skriver Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Flere tusinde forældre gik op til valget på gaden for at demonstrere og kræve flere voksne til børnene, og det må vi ikke glemme i frihedsforsøgets navn, skriver Charlotte Broman Mølbæk (SF).Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Charlotte Broman Mølbæk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Meget skal man se, før øjnene falder ud – et glimrende eksempel var, da jeg læste statsministerens udtalelse til Avisen Danmark om, at alle kommuner skulle kunne vælge at droppe minimumsnormeringer.

Vel at mærke, hvis borgmestrene vælger børneområdet, som det velfærdsområde, hvor de vil slippes fri fra statslige regler. Blækket på aftalepapiret om minimumsnormeringer er knap blevet tørt, før Socialdemokratiet åbner døren på klem for at lade kommunerne slippe.

Temadebat

Er Mette Frederiksens udvidelse af frihedsforsøgene vejen til at skabe det bedste børneliv? 

Alle kommuner skal i år tilbydes den samme frihed som frihedsforsøgskommunerne Rebild og Helsingør allerede har fået mulighed for på dagtilbudsområdet. 

Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen, da hun tegnede konturerne af det politiske år 2022 i sin nytårstale. 

Derfor spørger vi i de kommende uger Folketingets børneordførere, hvordan de ser på statsministerens idé:

  • Er det overhovedet en god idé at slippet området helt fri?
  • Skal udvidelsen af frihedsforsøgene være en total frisættelse af reglerne på området, eller skal der bankes yderligere hegnspæle i jorden, der indskrænker frihedsforsøgene?
  • Hvor stor forskellighed må frihedsforsøgene give i den kvalitet, der tilbydes i børnehaver og vuggestuer på tværs af landet?
  • Hvilke eksisterende regler og statslig styring vil det være bedst at slippe af med lokalt, hvis kvaliteten og arbejdsglæden hos personalet skal forbedres?
  • Og skal de statslige frihedsforsøg samtidig betyde, at kommunerne også selv skal opstille mål for, hvor meget af deres egen daglige styring af området, der skal slippes fri? 

Det ærgrer mig, at Socialdemokratiet vakler i sin opbakning til en historisk styrkelse af børneområdet, især eftersom Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lige var begyndt at omfavne minimumsnormeringer.

Men nej, Socialdemokratiet vil med udvidelsen af frihedsforsøgene tilbage fra før loven om minimumsnormeringer og lade kommunerne vælge selv, om de vil prioritere flere voksne til børnene.

Minimumsnormeringer er ikke unødvendig kontrol
Vil SF så slet ikke være med til at slippe kommunerne mere fri på børne-, skole- og ældreområdet? Jo, det må der ikke være tvivl om. SF går ind for at slippe kommunerne fri fra bureaukrati og unødvendig kontrol.

Særligt på skoleområdet glæder vi os over, at folkeskolen endelig står til at blive sat fri. På dagtilbudsområdet kigger vi også gerne på lovgivningen, men når vi taler med pædagoger og pædagogiske assistenter, så er det snarere alle de kommunale koncepter og målinger, som de gerne vil være fri fra. Ikke minimumsnormeringer.

Blækket på aftalepapiret om minimumsnormeringer er knap blevet tørt, før Socialdemokratiet åbner døren på klem for at lade kommunerne slippe.

Charlotte Broman Mølbæk (SF)
Børne- og undervisningsordfører

Tværtimod ved vi, at de oplever, at deres arbejdsglæde og kvaliteten af det pædagogiske arbejde stiger med minimumsnormeringer – særligt når det også betyder flere uddannede kollegaer.

Så kære socialdemokrater, frihed fra minimumsnormeringer er ikke en frihed, der kommer børnene til gode. Det er højest en frihed, der kommuner kommunekassen til gode. Så kommuner igen kan slippe for at prioritere børneområdet. Minimumsnormeringer er en sikring af ressourcer – ikke unødvendig kontrol og bureaukrati.

Vi flytter os ikke
Det var ikke for sjov, at SF gik til valg på minimumsnormeringer, fik det skrevet ind i forståelsespapiret og havde det som krav til den første finanslov efter valget. Børnene i vores daginstitutioner har brug for flere voksne omkring dem. Der var et helt tydeligt behov for at sikre en bund – et minimum af pædagogisk personale.

Flere tusinde forældre gik op til valget på gaden for at demonstrere og kræve flere voksne til børnene, forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen opstod. Forinden havde pædagoger længe råbt vagt i gevær og vist skilte med, hvor mange børn de stod alene med.

Så kære socialdemokrater, frihed fra minimumsnormeringer er ikke en frihed, der kommer børnene til gode.

Charlotte Broman Mølbæk (SF)
Børne- og undervisningsordfører

Årtiers besparelser på børneområdet havde i mange kommuner udhulet normeringen i vuggestuer og børnehaver, så antallet af voksne var alt, alt, alt for lavt til at sikre børnene det nærvær og omsorg, de havde brug for.

Loven om minimumsnormeringer og de næsten to milliarder kroner årligt er et historisk løft af børneområdet, der sikrer fundamentet for, at børnene kan få det bedst mulige børneliv i vuggestuer og børnehaver. I frihedsforsøgets navn, vil Socialdemokratiet kaste det væk.

Uheldigvis for Socialdemokratiet skal de forbi os i SF, før det kan lykkes dem. Og her kan jeg berolige alle forældre, der bekymrer sig: vi flytter os ikke.

I SF ser vi frem til forhandlingerne om udvidelse af frihedsforsøgene. For der er mange regler, vi meget gerne vil slippe kommunerne fri fra. Men loven om minimumsnormeringer skal bestå.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00