Debat

Cordua: Vil boligskatten skille Valentines-parret ad?

KLUMME: Efter Kristian Thulesen Dahls korte, nervøse flirt med Mette Frederiksen, ligner DF et skib uden kurs med en kaptajn i vildrede. Og hvad skal vælgerne nu tro, funderer Jarl Cordua.

BARE GODE VENNER? Med sin flirt med Mette Frederiksen sender Kristian Thulesen Dahl forvirrende signaler til sine vælgere.
BARE GODE VENNER? Med sin flirt med Mette Frederiksen sender Kristian Thulesen Dahl forvirrende signaler til sine vælgere.Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Dønningerne fra Kristian Thulesen Dahls tête-à-tête på valentinsdag med den røde oppositionsleder slår stadig ind mod Christiansborgs mure. Det bliver spændende at se, om det er noget, som ændrer på DF's målinger, selvom et flertal af DF-vælgerne i dagene derefter faktisk viste sig at være ret positive over for DF–S–samarbejdet.

Men måske er en snigende bekymring ved at indfinde sig i DF-lejren? I hvert fald måtte Thulesen Dahl søndag præcisere, at DF, også ved næste valg, agter at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Begrundelsen er, at samarbejdet med S ”er for nyt”.  I september 2016 sagde Thulesen Dahls tro væbner, DF-gruppeformand Peter Skaarup, til P1 Orientering, at det efter næste valg ikke var sikkert, at DF peger på Løkke eller en anden Venstre-kandidat.

DF gik sidst til valg på et genialt og sigende slogan: ”Du ved, hvad vi står for.” Men ved vælgerne, hvor de har DF, når det gælder politisk ledelse i dette land? Det er spørgsmålet efter den omgang flik-flak, som nationen er vidne til, hvor meldingerne hele tiden skifter. Det tyder på, at DF er et skib helt uden kurs, hvor kaptajnen på broen er i vildrede om, hvad han skal gøre.

Måske handlede sofa-arrangementet med Frederiksen om at fastholde de DF-velfærdsvælgere, der er på vej over hegnet til S? Det er der også en stor forståelse for i et regeringsparti som Venstre, så længe DF peger på en venstremand som statsminister.

DF gik sidst til valg på et genialt og sigende slogan: ”Du ved, hvad vi står for.” Men ved vælgerne, hvor de har DF, når det gælder politisk ledelse i dette land?

Jarl Cordua

Der er dog også dem, der mener, at Thulesen Dahls langsigtede strategi i virkeligheden er at blive statsminister. Men det vil aldrig kunne ske i koalition med Socialdemokratiet, der ikke på denne side af første verdenskrig har peget på andre end deres egen formand. Skulle DF pege på Frederiksen som statsminiser, så skal DF konkurrere med S, EL og SF som de glade givere af velfærdsgaver til vælgerne.

Den anden mulighed er at de blå partier peger på Thulesen Dahl som statsminister. Det vil dog kræve, at DF begynder at give indrømmelser for at nå det mål, og det har indtil nu ikke været DF's stil.

Tværtimod har DF hidtil været dem, der har krævet indrømmelser for at andre kunne regere. Intet tyder indtil videre på, at DF vil fralægge sig rollen som det nationalkonservative-sociale korrektiv til en borgerlig-liberal regering. Den rolle får DF igen lov at spille, når der for alvor bliver blæst op til forhandlinger om boligskat, hvor regeringen i dag spiller ud med en finansieringsplan.

Det bliver naturligvis DF's og Socialdemokratiets position at kræve yderligere progression eller hårdere beskatning i forhold til regeringens eget udspil, hvor de dyre huse blev beskattet med samme takst som alle andre huse.

Hvor hårdt resten af boligejerne skal beskattes? Ja, det har DF også stor indflydelse på. Der er groft sagt tre knapper, der kan skrues på: Selve beskatningen, finde pengene ved reformer, eller tage dem af det aktuelle store økonomiske råderum.

Det giver flere kombinationer. En lempelig beskatning kan finansieres ved at tage af råderummet, der dog så – kræver regeringen – skal genetableres senere ved at et flertal kræver pengene ind via reformer andre steder. Den model er DF formentlig mindst tilhængere af, også af taktiske grunde, da det tydeligvis ikke er noget socialdemokraterne er med på.

I stedet kan man undlade en større lempelse af boligskatten, hvorved behovet for finansiering – og dermed reformer – bliver mindre.

I øvrigt har regeringen lagt den luns ud til DF, at jo mindre råderummet bliver undervejs, jo mindre er ”kagen” med muligheder for indrømmelser til DF senere på året, når der, må man stadig formode, skal forhandles finanslov med støttepartiet. Det betyder, at regeringen derved forsøger at drive en kile ind imellem DF's og socialdemokraternes interesser i forhandlingerne.

Regeringens taktik er derfor også indledningsvist, som nævnt, at sige til partierne, at hvis en boligskatteaftale ender med, at der tages af råderummet, så skal det genetableres med reformer. Med andre ord: VLAK-regeringen er klar til lempelser af boligskatten, men kun hvis de finansieres med reformer. Og det er DF næppe med på.

I regeringen er man ikke desto mindre optimistisk med hensyn til at finde en aftale, selvom der i noget tid har været en hvis surhed at spore hos både DF og S, der har efterspurgt en finansieringsplan fra regeringen.

Indledningsvist har der som vanligt været en teknisk gennemgang i Skatteministeriet, der ikke har afsløret nogen større knaster. Nu er man fremme ved snorene for en forhandling, der bliver afgørende for omkring en million danske husejeres privatøkonomi, og som også kan få effekt på dansk økonomi som helhed i mange år frem.

Det sidste gør, at Socialdemokratiet trods alt vil gøre, hvad de kan for at påvirke forhandlingen, da de kommer til at leve med effekterne, når de engang måtte overtage regeringskontorerne. Der bliver næppe rørt ved boligbeskatningen i minimum de næste 20 år, når der først er blevet slået søm i en aftale.

Det bliver også sandhedens time for de konservative og Liberal Alliance i forhold til løfterne på boligbeskatningen og især bremsen på grundskyldens himmelflugt, som disse partier har stillet vælgerne med egen bolig i udsigt.

.......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00