Debat

3F: Dansk Byggeri sminker effekten af partnerskabsaftaler

DEBAT: Dansk Byggeri pynter på lærlingestatistikken, så den passer bedre ind i argumentationen for færre krav til virksomhederne, men det retter jo ikke op på manglen på faglært arbejdskraft, skriver Søren Heisel og Kim Lind Larsen fra 3F.

Læg pudderkvasten væk og tag et ordentligt kig på statistikkerne, lyder det fra 3F’s forbundssekretær Søren Heisel og formand for byggegruppen Kim Lind Larsen til Dansk Byggeri.
Læg pudderkvasten væk og tag et ordentligt kig på statistikkerne, lyder det fra 3F’s forbundssekretær Søren Heisel og formand for byggegruppen Kim Lind Larsen til Dansk Byggeri.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F 

og Kim Lind Larsen
Formand, 3F’s Byggegruppe

Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft i fremtiden. Det er der efterhånden ikke nogen tilbage i Danmark, der betvivler. Det bekræfter Dansk Byggeris underdirektør, Louise Pihl, i et debatindlæg i Altinget 15. januar. 

Et af svarene på den udfordring er at få skabt flere praktikpladser, så de ca. 10.000 unge, der i dag står i køen, kan komme ud i virksomhederne.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Desværre tror Dansk Byggeri, at den bedste måde at få flere lærlinge på, er at stille færre krav til virksomhederne og give lærlinge en dårligere løn.

Vi tror, i modsætning til Louise Pihl og Dansk Byggeri, at det er en god idé at kombinere de hårde krav fra uddannelsesklausulerne med de mere uforpligtende partnerskabsaftaler. Men det afviser Dansk Byggeri.

Se virkeligheden i øjnene, og tag hele værktøjskassen i brug, så vi kan få flere faglærte på fremtidens byggerier. 

Søren Heisel og Kim Lind Larsen
Forbundssekretær i 3F og formand for 3F’s Byggegruppe

Undskyldningerne holder ikke
Hvorfor skal det være enten eller? 

Vi er mere end enige om, at vi har behov for at få flere unge mennesker til at vælge den faglærte vej. Vi er helt enige om, at vi allerede om ganske få år sandsynligvis vil komme til at mangle flere tusinde faglærte bygningsarbejdere.

Hvorfor ikke bruge hele værktøjskassen til at skabe flere lærepladser?

Efter sigende fordi Dansk Byggeri mener, at klausulerne giver bøvl, og partnerskabsaftalerne giver lærepladser. Problemet med den udlægning er desværre, at den ikke er sand.

På bare ti år, fra 2004 til 2014, er antallet af udlærte i byggeriet faldet med 33 procent. Ligesom vi har set et markant fald i antallet af uddannelsesaftaler, der fører til et svendebrev.

Derfor er det også trist at se Louise Pihl forsøge at sminke effekten af de indgåede partnerskabsaftaler. Problemet er nemlig, at partnerskabsaftalerne ikke har fået virksomhederne til at tage de lærlinge, vi har brug for i fremtiden.

Fralægger sig ansvaret
Det er os en gåde, at Dansk Byggeri afviser, at der stilles krav til virksomhederne om at tage lærlinge på offentlige byggerier, hvor der bygges for vores fælles penge. I bund og grund er det jo branchens fremtid, det handler om.

Vi er derfor enige med Dansk Byggeri om, at alle skal bidrage – også udenlandske virksomheder.

Det er lige friskt nok, at Louise Pihl giver 3F skylden for at trække godkendelsen af udenlandske virksomheders lærlingeansvar i langdrag. Særligt set i lyset af, at det er arbejdsmarkedets parter, der i fællesskab skal give godkendelserne, og det derfor er noget Dansk Byggeri har et stort medansvar for.

Her har vi ellers være glade for, at vi har været enige om, at det er kvaliteten, der skal være styrende for en virksomhedsgodkendelse til at tage lærlinge. Heldigvis er vores lokale uddannelsesudvalg meget bevidste om det forhold og løfter opgaven fornuftigt.

Se virkeligheden i øjnene
Louise Pihl roser i hendes indlæg 3F for, at vi tror på, at økonomiske incitamenter kan være med til at regulere antallet af praktikpladser. Ligesom vi må rose Louise Pihl for at tro på de økonomiske incitamenter. 

Men hun har tydeligvis misforstået det med økonomi og incitamenter, når hun foreslår, at lærlinge skal gå ned i løn. Vi mangler et klart svar på, hvornår lavere løn sidst har gjort det mere attraktivt at søge mod en branche?

Men når nu økonomien betyder noget, så burde vi jo kunne blive enige om at skrue på incitamentet ved at skrue op for den økonomiske belønning for at tage en lærling betalt af et højere bidrag fra de virksomheder, der ikke vil bidrage til at uddanne fremtidens bygningsarbejdere. 

Vi ser ud til at være enige, men Louise Pihl skal måske arbejde på at overbevise hele DA-medlemskredsen. 

Vores opfordring til Dansk Byggeri er derfor: Drop sminken på lærlingestatistikkerne. Se virkeligheden i øjnene, og tag hele værktøjskassen i brug, så vi kan få flere faglærte på fremtidens byggerier. 

Lad os ikke forringe vilkårene for de unge, og så lad os gemme diskussionen om lærlingeløn til overenskomstforhandlingerne, hvor den hører hjemme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00