Debat

Boligformand: Hvorfor fører S, SF og DF ultraliberal boligpolitik?

DEBAT: Parallelsamfundspakken er den aftale, hvor LA har haft bedst held til at føre ultraliberal politik. Det er dygtigt gjort af Ole Birk Olesen (LA), men gad vide om S, SF og DF overhovedet har læst, hvad de har skrevet under på, skriver Helge Andersen fra AAB Vejle.

Det er "grinagtigt" at bruge ordet parallelsamfund om et flertal af de boligområder, der nu skal sælges eller demoleres, skriver Helge Andersen.<br>
Det er "grinagtigt" at bruge ordet parallelsamfund om et flertal af de boligområder, der nu skal sælges eller demoleres, skriver Helge Andersen.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helge Andersen
Formand, AAB Vejle

En meningsmåling, offentliggjort mellem jul og nytår, om, hvordan vælgerne synes, at de forskellige ministre klarer sig, viste, at ministrene fra Liberal Alliance tog samtlige bundplaceringer.

Jeg tænker, at de straffes for ikke at have fået sat deres liberale aftryk i nævneværdig grad i forhold til, at de trods alt sidder i en borgerlig-liberal regering.

Ud fra en politisk saglig vurdering vil jeg mene, at det i hvert fald for én LA-minister er dybt uretfærdigt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten. Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Med parallelsamfundspakkens vedtagelse er det i dén grad lykkedes for boligminister Ole Birk Olesen (LA) at sætte et historisk eklatant aftryk på dansk boligpolitik i borgerlig liberal retning.

Han, som grundlæggende tror på de frie markedskræfter – også på boligmarkedet – har fået leveret et kraftigt anslag mod den almene boligsektor og iværksat en plan, som markant vil reducere antallet af almene familieboliger i en lang række danske byer.

Hvornår er det blevet et anliggende at føre ultraliberal boligpolitik for partier som Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF?

Helge Andersen
Formand, AAB Vejle

Ikke et ondt ord om det. Det er jo den politik, han er valgt på.

Socialistisk skamros
Det mest imponerende er imidlertid, at han også har formået at få et bredt flertal i Folketinget til ikke blot at stemme for det, men så sandelig også forsvare det med hud og hår. Senest i et debatindlæg i Altinget 7. januar.

Og det er her, at jeg begynder at undre mig: Hvornår er det blevet et anliggende at føre ultraliberal boligpolitik for partier som Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF?

I et fornærmende overfladisk og nærmest fakta-frit indlæg skamroser partierne sig selv for den handlekraft, de udviser i forhold til at tage et "endeligt opgør" med parallelsamfund i Danmark.

Eksempelvis skriver de, at de har bevilget milliarder til det ene og til det andet – renoveringer og boligsocialt arbejde. Nej, det har de ikke. De har pålagt Landsbyggefonden at bruge de almene lejeres egen opsparing til at gennemføre en plan, som på lange stræk vil være et historisk spild af ressourcer.

Læs også

Demonstration af handlekraft
For eksempel er man i byer som Holbæk, Kolding, Horsens, Vejle og Esbjerg lige nu i gang med at lave planer for, hvordan man kan reducere andelen af almene familieboliger i områder, som står snorlige, som ikke har problemer med kriminalitet, som oplever stigende beskæftigelse, hvor de unge i stærkt stigende grad uddanner sig, og som der er lange ventelister til at komme til at bo i. De er desuden netop blevet renoveret for et milliardbeløb.

Og renoveringer og boligsocialt arbejde er heller ikke opfundet ved parallelsamfundsplanens fremkomst. De værktøjer har Landbyggefonden, kommuner og boligorganisationer i årevis gjort god brug af. Og resultaterne har ikke manglet.

Jeg påstår ikke, at vi ikke har "lommer", hvor ordet "parallelsamfund" kan være relevant at bruge, men ærlig talt: Det er helt grinagtigt at bruge om et flertal af de boligområder, der nu skal sælges eller demoleres for at vise, hvor handlekraftige partierne er her i opvarmningen til folketingsvalget.

Vælgerne undrer sig
Set fra en position helt uden for Christiansborg virker det hele lidt meningsløst og underligt.

Tænk, at man skal læse et debatindlæg, hvor politikere fra sociale eller ligefrem socialistiske partier bryster sig af, at lejernes opsparing i Landsbyggefonden skal bruges til renovering, "så boligerne også bliver attraktive at købe for private og investorer".

Har Kaare Dybvad (S), Merete Dea Larsen (DF) og Kirsten Normann Andersen (SF) overhovedet læst, hvad de har skrevet under på? Og er de klar over, hvor meget deres normalt trofaste vælgere – hvoraf en stor del tilhører den million her i landet, der bor alment – også undrer sig?

Men: Stort tillykke til Ole Birk Olesen, der som den eneste LA-minister virkelig er kommet igennem med partiets politik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00