Aarhus-rådmand: Stop med at presse de svageste i samfundet

Af Kristian Würtz (S) 
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune

Frivilliggruppen ’Næstehjælperne’ plantede for nylig 64.500 hjerter i parker landet over, for med en stilfærdig protestaktion at gøre opmærksom på social ulighed og reformer, som rammer de svageste i samfundet.

Hvert hjerte repræsenterer et barn, der lever i fattigdom, og i Rådhusparken i Aarhus blev der plantet hele 3730 røde hjerter. Ét hjerte for mere end hvert tyvende barn. Dette er udtryk for sociale forhold, vi som samfund er forpligtet til at handle på, og i de store byer er boligmarkedet en nøgleudfordring.

Alt for mange svage børnefamilier kommer i klemme mellem stigende boligpriser og fattigdomsydelser. Børn fortjener lige muligheder i deres opvækst, og den brede forskning på området viser, at børn, som vokser op i fattigdom, tager en tung social arv med langt ind i voksenlivet.

Højere ydelser
Dette rammer ikke blot børnene selv, men også vores samfund som helhed. Børnefamilier med lave indkomster er dog ikke de eneste, som rammes af udviklingen.

Det samme gør andre lavindkomstgrupper, herunder enlige og socialt udsatte, som også er grupper, vi bør favne i vores bysamfund - i stedet for at ekskludere dem.

Kompleksiteten minder på mange måder om det morads af forskellige hjælpesystemer, som der blev gjort op med i Steinckes socialreformer.  

Kristian Würtz (S)
Rådmand, Aarhus Kommune

Der er behov for flere billige boliger i de store byer, ikke mindst almene boligforeningsboliger. Men udfordringerne kan ikke løses i boligbyggeriet alene. Det er også helt nødvendigt at se på sammenhængen mellem boligmarkedet, boligsikringen og ydelserne i kontanthjælpssystemet.

Det bør sikres, at vi har ydelser på et niveau, som det er muligt at leve for, og at ikke mindst børn kan få en opvækst uden afsavn, som præger dem for livet.

Mismatch mellem bolig- og socialpolitikken
Desværre har Løkke Rasmussen-regeringerne tværtimod lagt yderligere pres på folk med lave indkomster i form af de såkaldte fattigdomsydelser, herunder integrationsydelsen, 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, som ikke mindst virker gennem en påvirkning af boligsikringen.

Dette medvirker til et mismatch mellem bolig- og socialpolitikken, som ellers bør komplementere hinanden og sørge for, at alle har råd til et godt sted at bo. Den omfattende børnefattigdom og et meget højt antal fogedsager vidner om en udvikling, som er stik imod den danske idé om en samfundsmodel bygget på fællesskab og sammenhængskraft.

Og så endda i en periode med en historisk, økonomisk højkonjunktur. Socialdemokratiet har foreslået, at der nedsættes en ydelseskommission efter folketingsvalget, og det er der i dén grad brug for.

Forsørgelsesydelserne bør give modtagerne mulighed for at bo og leve et værdigt liv i byerne, men med de nuværende satser er dette meget vanskeligt. Her bør især kontanthjælpsloftet, som også sætter loft for boligstøtten, og integrationsydelsen, som det nuværende folketingsflertal har vedtaget at skære yderligere i, prioriteres.

Vanskeligt system
En ting er at have råd til at betale sin husleje, men hvis ydelsen er så lav, at man ikke har råd til at leve et værdigt liv, så forsvinder solidariteten og trygheden i vores samfund.

Dertil kommer, at der over tid er kommet så mange forskellige ydelsesniveauer i kontanthjælpssystemet, og så mange komplicerede sammenhænge til andre støtteforanstaltninger, som for eksempel boligsikring, at systemet er ualmindelig vanskeligt at gennemskue. Kompleksiteten minder på mange måder om det morads af forskellige hjælpesystemer, som der blev gjort op med i Steinckes socialreformer.

I dag presses folk med lave indkomster – herunder enlige, socialt udsatte og ikke mindst børnefamilier - mere og mere af en usammenhængende bolig- og socialpolitik.

I stedet er der brug for, at alle har råd til at bo godt i et godt kvarter i deres egen by. Det kræver en offensiv boligpolitik samt en reform af ydelsessystemet, som er en egentlig socialreform i ordets oprindelige forstand.