Almene boligselskaber: Psykiatriplanen er også et redskab til at skabe bæredygtige boligområder

I den almene boligsektor er vi rigtigt glade for den brede politiske opbakning til at forbedre vilkårene i forbindelse med aftalen om den nye 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed.

Det første skridt er taget. Nu udestår arbejdet med udmøntningen og en kontinuerlig sikring af de ressourcer, det kræver at få realiseret planen. I den forbindelse vil vi gerne bidrage med perspektiver fra vores hjemmebane, hvor psykiatrien spiller en stor rolle for mange – ikke blot dem, der er i direkte berøring med den.

I de almene boligområder er der en overrepræsentation af personer, der har psykiske udfordringer, når vi sammenligner med resten af befolkningen. Ligeledes er det den almene sektor, der i høj grad står som modtager, når borgere med psykiske problematikker skal boligplaceres efter et ophold på en psykiatrisk afdeling eller i et fængsel.

Et kæmpe hul i indsatsen

Vi vil gerne løfte sociale opgaver. Men strategien om, at personer med mentale problematikker skal leve så tæt på normalområdet som muligt og helst være i eget hjem uden støtte har efterladt et kæmpe hul i indsatsen. 

Hvad der skulle være et forsøg på en afinstitutionalisering af personer med mentale problemer, ender i stedet med, at personen overlades til sig selv

Michael Buch-Barnes og Bo Mouritzen
Formand, Brøndby Boligselskab og sekretariatsleder, Brøndby Strand Projektet

Tilsyneladende har de, der udtænkte strategien, glemt, at de psykisk syge eller psykisk sårbare også har en hverdag, hvor de ikke nødvendigvis er tilknyttet socialpsykiatrien eller får hjælp fra psykiatriske afdelinger. 

Konsekvensen er, at den primære indsats i forhold til de beboere, der har psykiske udfordringer, iværksættes og betales af beboerne i den almene sektor.

Det er ofte andre beboere, ejendomsfunktionærer, afdelingsbestyrelser eller boligsociale medarbejdere, der opdager, at der er en beboer, som har det skidt.

Det kan handle om, at der er lugtgener fra lejemålet, at personen er udadreagerende og for eksempel råber efter andre eller truer andre beboere i nærheden af lejemålet. Det kan være beboere, der klistrer vinduer helt til og aldrig lufter ud. Det kan også være beboere, der har vendt op og ned på dag og nat eller kaster ting ud af vinduet - også fra meget store højder.

Boligselskaberne bliver en kastebold 

Alt for ofte kommer vi som boligorganisation først ind, når konfliktniveauet er så højt, at det ikke længere er muligt at skabe en ramme, så den psykisk syge kan blive boende i opgangen.

Vi oplever, at det, der skulle være et forsøg på en afinstitutionalisering af personer med mentale problemer, i stedet ender med, at personen overlades til sig selv, selv skal sørge for sin medicinering og selv skal bevare kontakten til systemet. Der handles egentlig først, når personen har det så skidt, at naboerne har fået nok, eller politiet har været inde over.

Når vi forsøger at handle, så ender vi ofte med at blive kastebold mellem de forskellige enheder. En væsentlig del af de borgere med psykiske problemer, som vi er i kontakt med, har også misbrugs- og kriminalitetsproblematikker. Der må vi erkende, at der ikke er et system til kombinationen misbrug og psykisk sygdom, mens psykisk sygdom, der inkluderer kriminalitet, ofte venter på et retssystem, der har et meget langt efterslæb.

Ikke kvalificeret til at tackle problemet 

Vi vil rejse spørgsmålet, om et menneske reelt kan magte at bo i egen bolig, når vi kommer ind i lejemål, der er beskidte, lugter eller ved fraflytning skal renoveres for flere hundrede tusinde kroner.

Psykisk syge er sandsynligvis det største enkeltstående ”problem”, vi har i den almene sektor

Michael Buch-Barnes og Bo Mouritzen
Formand, Brøndby Boligselskab og sekretariatsleder, Brøndby Strand Projektet

Det er problematisk, både fordi vi har at gøre med mennesker, der lever under meget uhumske og ind imellem også sundhedsskadelige forhold. Det er uværdigt, og det kan vi ikke være bekendt. Vi kan heller ikke være bekendt, at regningen skal betales af lejerne i den almene sektor.

Og så må vi erkende, at hverken vores beboere, ejendomsfunktionærer, beboerdemokrater eller boligsociale medarbejdere som udgangspunkt er kvalificerede til at takle borgere med psykiske problemer. Som udgangspunkt kender vi heller ikke til baggrunden eller eventuelle diagnoser hos den enkelte beboer.

Psykisk syge er sandsynligvis det største enkeltstående ”problem”, vi har i den almene sektor.

I den forbindelse skal man huske, at en del af de domme, der gives til beboere i de almene områder, og som vi bliver bedømt på i forhold til ghetto- og forebyggelseslister, er til psykisk syge borgere. Det vil sige, at der er et overlap her, som ikke bare skal løses med at sætte en psykisk syg beboer ud.