Arkitektforeningen: Nedrivning hjælper i udsatte områder

Når vi for alvor vil forandre et boligområde, skal vi have fat i den helt store værktøjskasse. Der skal så at sige saves i betonen og i murstenene, hvis livet, der leves mellem husene, for alvor skal forandres.

Jane Sandberg
Administrerende direktør, Arkitektforeningen

Af Jane Sandberg
Administrerende direktør i Arkitektforeningen

Det gør en forskel i udsatte boligområder at forandre arkitekturen, fordi der er tætte sammenhænge mellem det byggede og sociale miljø. Fysiske indgreb kan – sammen med sociale indsatser - hjælpe med at genføde et kvarter. For de to ting hænger sammen. Hverken fysiske indgreb eller sociale indsatser kan stå alene.

Når vi for alvor vil forandre et boligområde, skal vi have fat i den helt store værktøjskasse. Der skal så at sige saves i betonen og i murstenene, hvis livet, der leves mellem husene, for alvor skal forandres.
 
I en vigtig kronik i Politiken fra midten af maj stiller boligøkonom Søren Olesen spørgsmålet: Er fysiske helhedsplaner overhovedet vejen frem, hvis man vil ændre et områdes grad af udsathed? Søren Olesen svarer nej. Jeg svarer derimod, at gennemgribende strukturelle fysiske forandringer i samspil med sociale indsatser kan forandre et udsat område.

En evidensbaseret diskussion
I disse år gennemgår Gellerupparken i Aarhus og Kildeparken i Aalborg massive strukturelle forandringer af arkitekturen, og nu er der så afsat 800 millioner kroner til at lave den samme øvelse i Mjølnerparken i København. I sin kronik tvivler Olesen på effekten og argumenterer for, at pengene skal bruges til sociale formål, fordi det ikke nytter noget at ændre på arkitekturen.

Det er endnu for tidligt at måle på effekten af forandringerne i Aarhus og Aalborg, men udenlandske erfaringer viser, at det gør en social forskel i udsatte boligområder at forandre arkitekturen. Det har vi i Arkitektforeningen påvist med projektet ”Arkitektur der forandrer” fra 2008, og vi arbejder videre med evidensbaserede projekter, der vil give debatten om de udsatte boligområder en ny videnskabelig dimension.
 
Det er nemlig vigtigt, at vi bliver ved med at diskutere, hvordan vi bedst muligt arbejder fremadrettet med de socialt udsatte boligområder. Men det er endnu mere vigtigt, at vi gør det på så oplyst et grundlag som muligt, så det ikke ender i følelsesbetonede diskussioner fuld af gode hensigter.

Derfor skal vi kvalificere debatten om de almene boliger ud fra et evidensbaseret grundlag. Der er brug for fakta. Det skylder vi borgerne i de områder, vi kalder udsatte. Det skylder vi de en million mennesker, der bor alment og næsten dagligt skal se deres bolig omtalt som ghetto.