Borgmester til EL: Ghettoplanen er en kamp for frihed

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

I et svar her på Altinget kalder teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen ambitionen om at skabe et København fri for den utryghed, kriminalitet og sociale problemer, som findes i ghettoer, for himmelråbende dumt.

Den form for retorisk selvfornægtelse, lader vi lige stå i en kort stund, og tager i stedet fat på det åbenlyst mærkværdige i, at Enhedslistens borgmester såvel som øvrige dele af den yderste venstrefløj konsekvent ignorerer de store problemer, som vitterlig findes i bestemte geografisk afgrænsede dele af København.

Ninna Hedeager mener således, at hun med sociale indsatser og Københavns Kommunes Politik for Udsatte Byområder i hånden kan løse problemerne i ghettoerne.

Jeg ville virkelig ønske, at borgmesteren havde ret. Men problemet er, at der gennem de seneste 20 år ikke er sket nok.

Krav er nødvendige
Vi har forsømt at lave andet end sociale indsatser og kommunale redningsplaner pakket godt og grundigt ind i forventningens glæde om, at netop denne tryksag var gamechangeren, vi alle havde ventet på.

Lige nu har vi brug for en ghettoplan, der skaber rum til frihed og fællesskab for alle, og som lige nu er ved at blive vedtaget i Folketinget. 

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Faktum er, at problemerne i de hårdeste ghettoområder – som er de relativt få områder vi taler om - er så omsiggribende, at det er tvingende nødvendigt med regeringens ghettoplan, der tør stille krav til boligforeningerne og de udsatte områder om konkret og mærkbar forandring.

For borgernes skyld. For den personlige friheds skyld. Og for fællesskabets skyld.

Vi kan som samfund ikke leve med, at børn vokser op i parallelsamfund, hvor kriminalitet og utryghed er en del af dagligdagen, hvor hverken de eller forældrene har tilknytning til resten af samfundet, hvor de ikke lærer sproget ordentligt, hvor de ikke kommer i gang med en uddannelse, og hvor de ikke får chancen for at tage skridtet ind på arbejdsmarkedet.

Vi kan ikke leve med, at de unge bliver udsat for social kontrol, at sundheden er alarmerende dårlig, og at den sociale armod fostrer milliondyre kommunale indsatser.    

Ja, byggeri er løsningen
Jeg noterer mig, også, at borgmesteren mener, at problemerne kan løses ved, at vi bygger flere boliger.

Det er jeg faktisk enig i, og jeg vil anbefale Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen at tage det op med den ansvarlige borgmester på området, teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen.

Jeg er sikker på, at de ”to” i fællesskab kunne finde på en god løsning for københavnerne, som akut mangler boliger. 

Når Ninna Hedeager i øvrigt tager Trump-kasketten på for at male et skræmmebillede, hvor bulldozere venter på at rulle ind i Tingbjerg, så bliver jeg nødt til at korrigere.

For man skulle tro, at Teknik- og Miljøborgmesteren godt var klar over, at det slet ikke er på tapetet i København at rive boliger ned. Sådan er flertallet på Rådhuset.

De bulldozer-løsninger, som Ninna Hedeager beskriver, er i virkelighedens verden frasalg af almene boliger og fortætning med andre typer boliger i de mest udsatte områder.

Så er det også faldet Ninna Hedeager for brystet, at jeg og regeringen samt et solidt flertal i Folketinget taler de socialt udsatte områder ”ned” ved at erkende, at der er akut behov for forandringer.

Og selvom det er en del af den yderste venstrefløjs DNA at få problemer til at forsvinde ved at nægte at tale om dem, så er virkeligheden en anden, når man som regeringsparti tager ansvaret for, at samfundet bevæger sig fremad.

Så er man nødt til at adressere de problemer, vi står over for, og lige nu har vi brug for en ghettoplan, der skaber rum til frihed og fællesskab for alle, og som lige nu er ved at blive vedtaget i Folketinget.