Dansk Fjernvarme efter udskydelse af regulering: Lad fjernvarmen medvirke til grøn varme i alle boliger

DEBAT: Udskydelsen af en ny bagudskuende regulering af fjernvarmesektoren har nu givet landets politikere en kæmpe mulighed for at planlægge grøn fjernvarme som en central og effektiv brik i den grønne udvikling, skriver Kim Mortensen.

Af Kim Mortensen
Direktør i Dansk Fjernvarme

Det har været en god uge for fjernvarmesektoren. Og således også for hele klimaambitiøse Danmark.

Med støtte fra en række partier besluttede regeringen at udskyde udrulningen af planlagt regulering, der pålægger fjernvarmeselskaberne krav om omfattende besparelser, centralisering og bureaukrati.

Udskydelsen er en foreløbig kulmination på Dansk Fjernvarme og vores medlemmers arbejde samt ansvarlige politikeres beslutning om at gøre grøn fjernvarme til en hjørnesten i klimapolitikken.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensens beslutning illustrerer, at der har været stor politisk lydhørhed, når vi har sagt, at ny lovgivning om såkaldte indtægtsrammer og benchmark-regulering vil være en forkert vej at gå ned ad, hvis Danmarks klimaambitioner skal løftes mest effektivt.

CO2-neutral fjernvarme
Dansk Fjernvarme fremlagde sidste år et bud på en 2030-plan for fjernvarmesektoren, som vil blive en kæmpe hjælp til politikerne i realiseringen af Danmarks klimaambitioner.

I 2030 skal fjernvarmen være komplet CO2-neutral. En sådan omlægning kan samlet opnå CO2-reduktioner, der svarer til næsten halvdelen af den manko, der skal til for at nå i mål med Danmarks samlede reduktioner i 2030.

Vores sektor vil dermed levere det absolut største bidrag til Folketingets klimamål, som samtidig vil være det mest omkostningseffektive håndtag, politikerne kan dreje på for at nå målet, særligt på den korte bane.

Mulighederne i fjernvarmesektoren og i energisektoren bredt set vil vi diskutere på en konference 5. februar, når vi igen afholder Energi på Toppen hos DAC i København.

Grøn varme i en grøn omstilling
Indtægtsrammer og benchmark er nu taget af bordet. Og det er en fantastisk nyhed.

Regeringen og Folketinget har nu indtil næste folketingsår givet sig selv tid til at genbesøge de såkaldte stemmeaftaler fra 2016 og 2017 og i stedet finde enighed om en mere nutidig måde at regulere boligopvarmningen på, med udgangspunkt i klimaplaner og visionerne for fremtidens CO2-neutrale boligopvarmning.

Som brancheforening for alle landets fjernvarmeselskaber vil vi naturligvis bidrage konstruktivt i dette arbejde.

"Udskydelsen sker, fordi det for mig og regeringen er vigtigt, at den nye regulering aktivt understøtter de ambitiøse målsætninger, vi har på klimaområdet," udtalte klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til Politiken, da han i Politiken annoncerede udsættelsen af reguleringen.

Dansk Fjernvarme opfordrer ministeren til, at regeringen og Folketingets partier griber muligheden for at lade grøn varme blive en drivende kraft for den grønne omstilling, ligesom vi har været det historisk.

I dag kommer cirka 60 procent af fjernvarmen fra vedvarende energi, og når vi i fremtiden skal helt i mål, skal fjernvarmen sektorkobles til de øvrige teknologier.

Vi kan gemme massive mængder energi fra sol og vind i de mere end 60.000 kilometer fjernvarmerør, der gemmer sig under jorden, ligesom kraftvarmeværkerne også i fremtiden vil kunne bidrage til at balancere elnettet ved at producere el, når sol og vind svigter.

Markant løft til 2030-målsætningen
Det er en væsentlig og stor opgave, som sektoren gerne tager på sig.

Det vil derfor være naturligt, at der oprettes et selvstændigt varmespor i regeringens klimahandlingsplan med en klar og visionær strategi for, hvordan Danmark skal tænke grøn opvarmning ind i den samlede 2030-plan.

En sådan plan kan som sagt give et markant løft til 2030-målsætningen.

Og en klar, langsigtet strategi for grøn varme kan ydermere også give væsentlige løft til øvrige energitunge sektorer, når ambitionen om dansk CO2-neutralitet skal indfries i 2050.

Med et grønt, særskilt varmespor kan politikerne give sig selv en enestående mulighed for at lave tegningerne til en ny, moderne regulering, der skaber gunstige forhold for forbrugerne, samtidig med at man sikrer selskabernes mulighed for at udvikle teknologiske løsninger for grøn varme over hele landet – til alles fordel.

Forrige artikel Projektleder: Det kræver et fælles sprog at forstå de komplekse smarte byer Projektleder: Det kræver et fælles sprog at forstå de komplekse smarte byer Næste artikel K: Simpel ændring af Blackstone-indgreb vil lade andelshaverne gå fri K: Simpel ændring af Blackstone-indgreb vil lade andelshaverne gå fri