Danske Bank: Nullerne værre end fattig-firserne

PÅ DET JÆVNE: Væksten i det seneste årti var samlet set lavere end i de tre foregående årtier, noterer Danske Bank i en status.
Rasmus Nielsen

Danske Banks researchafdeling gør status over årtiet, vi netop er gået ud af.
Banken sammenligner væksten i det private forbrug med fattig-80'erne:

"Trods den igangværende krise, så har der samlet set været vækst over de seneste ti år. Den gennemsnitlige årlige vækst har været på 0,9% - og der er skabt 119.000 nye job. Til sammenligning med de foregående tre årtier, så er der tale om lav vækst - men mange nye job - faktisk rekordmange i den private sektor. Kun det offentlige forbrug evnede i 00'erne at holde trit med væksten i de foregående årtier. Væksten i det private forbrug var meget lav og på niveau med forbrugsvæksten i "fattig-80'erne"," hedder det i statusrapporten.

Markant offentlig mervækst
Hvor væksten i det private forbrug i 00'erne lå væsentligt under gennemsnittet for de foregående årtier, så var billedet lidt mere blandt, når vi taler udviklingen i det offentlige forbrug, konkluderer banken:

"Det offentlige forbrug steg i løbet af 00'erne med 1,8 % i gennemsnit. I forhold til de planer, de var lagt for udviklingen i det offentlige forbrug i den såkaldte 2010-plan, så er der tale om en markant mervækst. I 2010-planen var det tanken, at det offentlige forbrug skulle stige med 1 % om året frem til 2005 for herefter at stige med 0,5 % om året."

Banken sætter udviklingen ind i en politisk sammenhæng ved lakonisk at notere:

"Det er vanskeligt at se nogen større forskel på udviklingen i det offentlige forbrug i 1980'erne, 1990'erne og 00'erne til trods for, at der i størstedelen af 1980'erne og 00'erne var borgerligt flertal, mens 1990'erne var karakteriseret af socialdemokratisk ledede regeringer."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00