Debat: Hornuglebebrillede djøf’ere redder ikke provinsen

DEBAT: Udflytningen af statslige arbejdspladser er en politisk genistreg, men importerede skattemedarbejdere er ikke det, der er brug for, for at puste liv i udkantsdanmark, skriver Frederik Lasserre, statskundskabsstuderende ved Aarhus Universitet.

Af Frederik Lasserre
Statskundskabsstuderende, Aarhus Universitet

Regeringen annoncerede for nylig anden udflytningsrunde af statslige arbejdspladser, som fordeler 4.000 job og en række uddannelser mellem 49 byer uden for København.

Hovedarkitekten bag den overcentraliserende kommunalreform giver den som udkantens frelser, når han flytter akademikerstillinger uden medfølgende ansatte til regionale hovedstæder som Odense og Aarhus trods regeringens egen utvetydigt dårlige erfaringsopsamling fra første udflytningsrunde.

En politisk genistreg
Det står alligevel soleklart, at udflytningen er en politisk genistreg.

Den stikker fingeren dybt ind i det åbne sår i forholdet mellem hovedstaden og resten af Danmark. Både center og periferi er overbeviste om eksistensen af et marxistisk udbytningsforhold – til modpartens fordel.

Udflytningen opildner den rituelle stammekrig, København mod rov – en symbolpolitisk tribalisme, der er stemmer i.

Når storbydjøf'erne bekymrer sig om videnstab, fejladministration og forsinkelser, hører fynboerne og jyderne, at de anskuer Horsens og Odense som ulande.

Storbysnuderne, der for en gangs skyld må forholde sig til verden rundt om København, hører omvendt ikke andet end den sædvanlige københavnerbrok fra provinsbønderne i den oversubsidierede Rådne Banan, når der stilles spørgsmålstegn ved, hvorfor alt partout skal foregå i hovedstaden.

Udflytningen er derfor den perfekte afledningsmanøvre – den skruer op for splittelsen og fortrænger al øvrig debat om årtiers voksende ulighed og dens utvetydige geografiske slagside.

Udkantsdebatten taber, når provinserne tvinges til at kæmpe om krummer fra atomiseringen af Skat. Det får udflytningen til at fremstå som et fuldgodt tiltag for at få hele Danmark med og blokerer for diskussionen af langt vigtigere udfordringer for at fremme et geografisk inkluderende opsving.

Boligpriserne er blevet pumpet op
Når udkantskommunerne tvinges i hundeslagsmål over kolporteringen af et par Djøf-stillinger, er der ingen, som afkræver regeringen svar på, hvad vi gør ved, at boligen har udviklet sig til den vigtigste årsag til stigende og geografisk koncentreret ulighed.

En ny rapport udarbejdet af DREAM-gruppen for Boligøkonomisk Videnscenter dokumenterer, at storbyboligejere, særligt de i forvejen allerrigeste, er de absolutte vindere af boliglotteriet siden 2000.

Lave renter, afdragsfrie lån og boligskattestoppet siden 2002 har pumpet boligpriserne op, gjort storbyboliger til et spekulationsobjekt og sikret hovedstadsvelhavere store arbejdsfrie formuestigninger.

De 10 procent rigeste boligejere er løbet med 28 procent af boligkapitalgevinsterne siden 2000 – en større andel end for den fattigste halvdel af boligejerne tilsammen.

Prisstigningerne har samtidig sendt familier i den lave ende af indkomstskalaen væk fra jobmulighederne i byen og ud i yderområderne i jagten på en bolig, som er til at betale.

Derude hvor boligmassen er dårlig, fordi der intet incitament er til opgradering, hvilket har efterladt en myriade af forfaldne huse, som skræmmer både indbyggere og mulige tilflyttere væk.

Derude hvor både borgere og firmaer nærmest ikke kan låne penge til boliger og erhverv, fordi postnummeret ikke klinger af København eller nærmer sig et helt tusindtal.

En lappeløsning efter strukturreformen
Man kan næppe bebrejde realkreditinstitutterne, fordi risiciene ved udkantsudlån kun er blevet større efter Løkkes strukturreform.

Daginstitutioner, skoler og uddannelser er lukket på stribe og har taget det lokale erhvervsliv med sig, når de sammenbragte storkommuner atter har været tvunget til at svinge den efterhånden nedslidte sparekniv.

Regeringen er udmærket bekendt med udfordringerne, men ved ikke, hvad den skal gøre ved det. Så er det trods alt nemmere at få yderområderne til at slås om at beværte Dansk Sprognævn.

I spørgsmålet om infrastruktur og fremkommelighed til landdistrikterne har regeringen retfærdigvis vist handlekraft.

I en ny aftale med DF afsætter regeringen hele 100 millioner til bedre fremkommelighed på vejnettet.

Samtidig vil man sikre et stærkt fremtidigt fundament for regelmæssige regionaltogsafgange ved at privatisere den københavnske S-togsdrift, en af få overskudsskabende aktiviteter i DSB.

Store, målrettede investeringer
Udkanten har ikke brug for en servering Djøf med løg(n), men store, målrettede investeringer i bedre infrastruktur, øget fremkommelighed samt skoler og dagtilbud, der kan tiltrække ressourcestærke familier.

Vi bør investere i – ikke bare flytte! – uddannelsesinstitutioner, som kan skabe lokale muligheder for unge mennesker. Hjælpe de stærke, lokale civilsamfund til at fremelske tillokkende kulturelle tilbud.

Gad vide, hvor mange skattekroner VLAK har kastet efter udflytningen, som ellers kunne have været brugt på tiltag, der rent faktisk har en teoretisk chance for at få hele Danmark med i opsvinget?

Men det er selvfølgelig nemmere at få udkantsborgmestrene til at brydes om at få lov til at beværte Dansk Sprognævn.

Danmark er for lille et land til store forskelle, og vi kan ikke alle sammen bo i København. I stedet for at lade udflytningen opildne den sædvanlige stammekrig bør vi fokusere debatten omkring reelle veje til at sikre, at Danmark ikke knækker over.

Importerede hornuglebebrillede skattemedarbejdere kommer jo ikke til at sparke gang i Skive, og Sekretariatet for Frivilligrådet sætter næppe Brovst i blomst.

Forrige artikel Debat: Valget kan stå mellem en metro og bevarelsen af Amager Fælled Debat: Valget kan stå mellem en metro og bevarelsen af Amager Fælled Næste artikel Region Sjælland: Kom bare med ’Bedre Balance III’ Region Sjælland: Kom bare med ’Bedre Balance III’