Direktør: Kortsigtede økonomiske hensyn forhindrer energivenligt byggeri

Af Helene Egebøl
Adm. direktør, Schneider Electric og medlem af Regeringens Grønne Vækstteam

Regeringen er fortaler for offentligt private innovationssamarbejder, når det gælder energieffektive løsninger inden for dansk byggeri.

Alligevel fravælger det offentlige system gang på gang innovative danske byggeprojekter for i stedet at give ordrerne til de lavest bydende.

Vel at mærke uanset potentialet for energieffektivitet og langsigtede besparelser.

Som medlem af Regeringens Grønne Vækstteam har jeg flere gange peget på denne problemstilling over for teamet, hvis formål er at skabe mere grøn vækst i Danmark.

Nu bringer jeg emnet på banen i offentligt regi, fordi der er tale om et stort problem for dansk byggeri og for Danmark som sådan.

Hvordan skal innovationen ellers nogensinde finde frem til offentlige danske bygninger i et system, hvor de ansvarlige vælger den billigste opførselsomkostning - frem for den optimale løsning set over hele bygningens levetid?

Helene Egebøl
Adm. direktør i Schneider Electric og medlem af Regeringens Grønne Vækstteam

Der er ganske enkelt behov for at ruske godt og grundigt op i måden, som mange udbudsprocesser foregår på, så vi både i privat og offentligt regi går i retning af energieffektive bygninger i stedet for at fokusere på billig opførsel af bygningerne. 

Billigste indkøbspris vinder
I det private erhvervsliv er det kutyme, at udviklingsprojekter bliver delt op i to tempi. Sådan at forstå at en virksomhed kan få til opgave at udvikle et nyt produkt eller en ny løsning til en kunde.

Sker det med tilfredsstillende resultat, bliver samme virksomhed belønnet med den ordre, som samarbejdet fra begyndelsen var lagt an på. I privat regi ser vi derfor mange eksempler på fremsynede og innovative byggeprojekter, hvor energieffektivitet og bæredygtighed spiller en hovedrolle.

Noget anderledes forholder det sig, når offentlige instanser er en del af udviklingsprocessen.

Uanset resultatet af pilotprojektet er det således standarden, at opgaven bliver udbudt i licitation, og her er resultatet som oftest, at løsningen med den billigste indkøbspris vinder.

Vel at mærke uanset om pilotprojektet har påvist at være både det mest energieffektive og den økonomisk billigste løsning set over en længere årrække. 

Samarbejdsmodellen er uden værdi
Udbudsprocesser i det offentlige system er sat i verden for at sikre den bedst mulige udnyttelse af de offentlige midler. Det giver i sig selv god mening.

Men når samarbejder med innovation og energieffektivitet for øje bliver fejet til side for i stedet at gå efter laveste fællesnævner, mister de stort anlagte samarbejder deres værdi.

I en verden med enorme udfordringer på klimaområdet og ikke mindst i et foregangsland som Danmark, er det offentlige system nødt til at have større ambitioner end at opnå kortsigtede økonomiske gevinster. Dem redder vi ikke verden med.

Den grønne omstilling koster penge her og nu, og de energieffektive byggeløsninger er endda billigere på langt sigt, når de rigtige løsninger kommer i spil. Det gælder i både privat og så sandelig også i offentligt regi.

Brug for et realitetstjek
Lad mig slå fast, at Schneider Electric både nu og fremadrettet gerne deltager i offentligt private innovationssamarbejder.

Vi har en lang tradition for, at private virksomheder samarbejder med det offentlige omkring innovation, og der gives direkte og indirekte støtte via en række organisationer som EUDP, Gate 21 og ELFORSK. Omdrejningspunktet er, at parterne samarbejder med henblik på at udvikle og nytænke innovative løsninger. Et glimrende udgangspunkt, som ikke desto mindre trænger til et realitetstjek.

En mulighed kunne være, at det offentlige system lader sig inspirere af set-uppet i privat regi og lader selve forskningssamarbejdet hænge sammen med den efterfølgende opgave.

Sådan at forstå, at hvis pilotprojektet skaber gode resultater, er det denne model, der arbejdes videre med, og ikke en model, der kun udmærker sig ved at have fokus på den kortsigtede økonomi.

Hvordan skal innovationen ellers nogensinde finde frem til offentlige danske bygninger i et system, hvor de ansvarlige vælger den billigste opførselsomkostning - frem for den optimale løsning set over hele bygningens levetid?