Knud Vilby: Skizofrent ghettoudspil gør forskel på Hellerup og Gellerup

Bertel Haarder talte grundlovsdag i Greve om, at vi ikke vil have ”huller i det nationale fællesskab”. Derfor stiller vi kærlige krav til ghettofamilierne for at sikre børnene sproglig og kulturel oplæring, så de ikke – ligesom forældrene – ender i et ”udenforskab”. Det er ikke særlig liberalt, men det er nødvendigt, siger Haarder.

Pyt med, om det er liberalt eller ej. Det er ikke hovedproblemet. Bertel Haarder siger jo mange ting. Og et af hovedproblemerne er, at det kun er halvandet år siden, Bertel Haarder som tidligere kulturminister stod fadder til en Danmarkskanon over danske værdier, som blandt andet handlede om lighed.

Hvad blev der af lighed for loven?
”Kønslig ligestilling” og ”lighed for loven” er to af de centrale danske værdier ifølge Haarders kanon. Ved præsentationen talte Haarder om, at der er områder, hvor vi aldrig må gå på kompromis, og han fremhævede selv kønslig ligestilling. Men hvad med lighed for loven? Er det bare sådan en kompromisting, der er fin i skåltalerne, men ikke i virkeligheden?

Haarders Danmarkskanon har en hjemmeside, og her står der, at ”lighed for loven” er en værdi, vi skal værne om. Det er nemlig ”en af samfundets grundlæggende spilleregler”. Med andre ord en værdi, der nok kan være værd at tale om på en grundlovsdag, der gerne skal fortælle, at det danske samfund er for alle danskere med nogenlunde ens spilleregler for høj som lav, for brun som hvid.

Jeg var selv til grundlovsmøde på Kapelvej på Nørrebro i København. Her talte vi også om lighed for loven og om forholdene i ghettoerne. Og jeg talte om, at det vist danmarkshistorisk er første gang, Folketinget helt bevidst vil bruge lovgivning til at skabe ulighed for loven. Det gælder både den nye regel om tvangsdemokratisering af børn fra etårsalderen i det, regeringen kalder ghettoer, og det gælder for forslaget om at indføre særlige strafzoner med skærpede straffe.

Det er ikke blot ikkeliberalt. Det er lovgivningsmæssig diskrimination. Og det talte vi om på Nørrebro og i øvrigt dagen efter i Studenterhuset i København.

Men hvad med lighed for loven? Er det bare sådan en kompromisting, der er fin i skåltalerne, men ikke i virkeligheden?

Knud Vilby
Journalist

Krav om vuggestue
Regeringen har stort besvær med sine egne argumenter for diskriminationen. Derfor er der grund til at gennemgå dem.

Kravet om, at helt små børn skal i daginstitutioner er direkte knyttet til ghettoerne, altså til børnenes og deres forældres bopæl. Lad os springe over det lidt latterlige i, at etårige skal opdrages til demokrati. Det er vel bare retorik. Derimod er der naturligvis fornuft i at konstatere, at der findes familier, hvor danskkundskaberne og kendskabet til dansk kultur er så ringe, at det vil gavne børnene at komme meget tidligt i daginstitution. Det talte vi også om på Nørrebro, og jeg tror, vi var enige.

Men vi talte også om, at inden for det, regeringen definerer som ghettoens grænser, gælder reglen som udgangspunkt alle, men udenfor gælder den for ingen. Det vil sige, at familier med et stort behov uden for ghettoerne ikke er omfattet. Ikke de socialt udsatte på Lolland eller i byområder, der ret tilfældigt ikke er defineret som ghettoer. Til gengæld får også nogle ressourcestærke i ghettoerne nogle særlige økonomiske fordele.

Naturligvis skal samfundet stille krav, men det må vel være ud fra et lighedsprincip og ud fra en konkret vurdering. Som sociale indsatser også traditionelt er baseret på.

Men her er kriteriet alene, hvor folk bor. Jeg er ikke jurist, men kunne forestille mig, at det er retsstridigt, fordi det er diskrimination via loven.

Forskel på Hellerup og Gellerup
Kravet om skærpede straffezoner er lidt anderledes. Her siger man, ifølge forslaget, som det er præsenteret, at der kan indføres særlige, skærpede straffezoner, og at forbrydelser begået i disse områder straffes markant hårdere, end hvis de begås i andre områder.

Justitsminister Søren Pape Poulsen ved godt, at det kan være et problem, at loven skaber ulighed for loven, så han siger i en artikel i Fyens Stiftstidende, at det simpelthen er forkert, at forslaget bryder med princippet om lighed for loven. Det knytter sig nemlig ikke til, hvor man bor, men hvor man begår kriminaliteten. (Så når banderne fra Charlottenlund begår kriminalitet i Tingbjerg, straffes de hårdere, end når Tingbjerg-knægtene begår kriminalitet i Charlottenlund, hvis altså Tingbjerg er udlagt som skærpet straffezone!).

Men for det andet – understreger Søren Pape Poulsen – kan en skærpet straffezone udpeges overalt – både i Hellerup og Gellerup. Der er altså ikke noget at komme efter. Endelig skriver han, at der ikke er noget nyt i, at straffen skærpes under særlige omstændigheder.

Argumentationen er jo interessant, al den stund at hele teksten i øvrigt handler om parallelsamfund og udsatte boligområder. Men argumentationen halter også. I regeringens præsentation af forslaget handler det ikke blot om meget alvorlig kriminalitet, men også om hærværk og brugstyverier. En form for kriminalitet, der typisk foregår nær boligen.

Der er næppe tvivl om, at straffezoner i udsatte boligområder primært vil ramme beboere i udsatte boligområder, og det er også hensigten. Ellers kunne man jo også bare nøjes med den eksisterede lovgivning, der allerede giver mulighed for skærpet straf under særlige omstændigheder.

Skizofrene jurister?
Nu er det jo ikke lov endnu. Men i begge tilfælde er der reelt tale om, at man indfører forskellige regler for forskellige borgere. Blot med grundlæggende forskellig argumentation. Når det gælder børnene, er der ingen tvivl om bopælskriteriet, men når det gælder straf, argumenterer regeringen modsat. Regeringens jurister må være skizofrene.

Det store billede er, at integrationen i Danmark går ret godt. Der er fald i kriminaliteten, der er vækst i beskæftigelsen, der er flere og flere børn, der helt frivilligt og på grund af fornuftige forældre kommer tidligt i daginstitution. Tilbage er nogle alvorlige problemer, som samfundet skal sætte ind overfor.

Men når man gør det ved at indføre to forskellige regelsæt og lovkomplekser: Et for såkaldt almindelige borgere, et andet primært for ghettobeboere med anden etnisk baggrund, så skaber man naturligvis dyb og inderlig modvilje blandt de sidste mod det samfund, de gerne skulle integreres i.

Haarder kan alle ordene. Det handler om tillid til institutionerne og til folket. Det handler om lighed for loven. Jeg fatter ikke, at jeg ikke har hørt Bertel Haarders højlydte protester mod, at regeringen skyder den Danmarkskanon ned, som han og Kulturministeriet lagde så meget arbejde og prestige i.