Mindeord: Henning Larsen, 87 år

Som forholdsvis ung arkitekt kom jeg i 1984 op på Henning Larsens tegnestue. Det var lige efter Udenrigsministeriet i Saudi-Arabien, og der var gang i den med Skala Magasin, galleri, opgaverne og ikke mindst de mange konkurrencer, som vi arbejdede på i døgndrift med Nina Hagen på anlægget ved siden af Hennings tegnebord. Der var en fed international stemning og en utrolig optimistisk tilgang til tingene. På bordene lå der ordentlige bøger opslået, og var man af sted til f.eks. Berlin, blev tegnedrengen fyldt op med penge og forpligtelse til at købe ind til biblioteket. ’Oppe hos Henning’ mærkede man fra første dag en ægte kærlighed til arkitekturen og hans stille, men myndige gang mellem bordene. Hans altid superenkle skitser, der i ét hug satte tingene på plads, står indprentet som noget af det bedste, jeg har oplevet. Det så så legende let ud, når Henning gik i gang. Jeg er sikker på, at vi er mange, der kan skrive under på, at en tur på Henning Larsens tegnestue har betydet uendeligt meget. Der var virkelig en særlig ånd, hvor Henning til tider kunne være direkte og barsk, men mest generøs, mild og oprigtigt interesseret i at lytte til os uprøvede. Man mærkede med det samme, at her blev der arbejdet med arkitekturens fundamentale elementer som rum, lys og stoflighed. Når man selv var optaget af det mere klassiske, var det helt fantastisk at opleve, at man ikke blev buhet ud, men faktisk forstået og ligefrem opildnet. Personligt ser jeg det som et mirakel at have været på det rette sted på det rette tidspunkt – at have oplevet, hvordan Henning Larsen på sin helt egen måde optrådte som inspirerende mentor for mange af os.