Pelle Dragsted: Vanopslagh dyrker Elon Musk som en gud. Han tør bare ikke stå ved det

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Alex Vanopslagh er ved at gå fuld Elon Musk. Også selvom han ikke rigtig tør stå ved det.
Fredag foreslog han at udnævne en "oprydningsgeneral" – en velpolstret direktørtype fra det private erhvervsliv – til at rydde op i regler, som vedkommende ikke kan lide.
Lyder det bekendt?
Hvis svaret er ja, skyldes det, at Alex Vanopslaghs forslag er en direkte kopi af Donald Trumps model, hvor tech-oligarken Elon Musk har fået ansvaret for det omdiskuterede DOGE (Department of Government Efficiency) – et organ, der uden demokratisk mandat fjerner regler og tilsyn, han ikke bryder sig om.
Forslaget får allerede stor ros fra Lars Boje Mathiesen, som har gjort det til sin fornemmeste opgave at kopiere Trumps og Musks politik og paroler. Han har endda foreslået den samme model, som Alex Vanopslagh er ude med, blot under navnet B.O.O.M. (Borgernes Offentlige Oprydnings Myndighed).
Ja, de inspirerer hinanden til kreative ordlege på højrefløjen i USA og Danmark.
Rendyrket oligarki
Hvis vi skal se nøgternt på realiteterne et øjeblik, hvordan er det så gået i USA? Hvad kan vi forvente os af Alex Vanopslagh og Lars Boje Mathiesens Musk-politik, hvis de sammen skulle få held til at gennemføre den her i landet?
Ja, det er ikke just et kønt syn.
Erfaringerne fra USA er lige så uduelige, som de er forudsigelige.
Alex Vanopslagh og Liberal Alliance har altid dyrket Elon Musk som et kæmpe idol og forbillede.
Pelle Dragsted (EL)
Politisk ordfører
Elon Musk bruger ret målrettet sin position til at fremsætte ønsker om at skære dybt i netop de offentlige organer, som kontrollerer hans egne virksomheder og magt – altså ingen klog regelforenkling til fordel for borgerne i USA, men snæver interessevaretagelse til fordel for klodens rigeste mand.
Det er nøgent oligarki. Ikke klog politik i et sundt demokrati.
Men det er samme retning, Alex Vanopslagh og Liberal Alliance nu vil have Danmark i. For læg nøje mærke til hvem de vil have som "oprydningsgeneral".
Det er ikke en hr-hvem-som-helst. Det er en direktørtype – en erhvervsboss. Og han kommer naturligvis til at varetage de største danske virksomheders interesser. I modstrid med det brede flertals.
For jeg er da ikke i tvivl om, at man kan finde en direktør, som kan få øje på regler, som måske generer ejerne bag de største og rigeste virksomheder i Danmark. Men det er jo ofte regler, som beskytter de helt almindelige ansatte, som går på arbejde i de virksomheder – eller som beskytter os andre imod skadelige stoffer i vores varer eller beskytter vores natur og miljø.
LA dyrker Elon Musk som en gud
Der findes uden tvivl åndsvage regler i Danmark. Men det afslørende er til hvis fordel, man vil rydde op i reglerne.
Her er forslaget fra Liberal Alliance ærlig talt en tilståelsessag.
For hvis man ønskede at stå på almindelige menneskers side, kunne man jo let sætte eksempelvis Forbrugerrådet og fagforeningerne til at se regelområder igennem for forenklingsmuligheder, så forenklingerne gavnede de mange forbrugere, familier og arbejdere i Danmark – og ikke kun de få direktører, storaktionærer og virksomhedsarvinger.
Det sidste, vi har brug for herhjemme, er at få det glade vanvid og rablende kaos, som præger Trump og Musks ledelse til Danmark.
Pelle Dragsted (EL)
Politisk ordfører
For selvom Alex Vanopslagh bedyrer, at det skam er en norsk model, han er inspireret af, kan han ikke løbe fra virkeligheden:
Liberal Alliance og Alex Vanopslagh har længe dyrket Elon Musk som en gud. Alex Vanopslagh skrev efter valget i USA et Facebook-opslag til sine 128.000 følgere under titlen "MERE MUSK OG MINDRE METTE", hvor han ville have mere "eventyrlyst a la Musk" til Danmark i stedet for Mette Frederiksens ledelse.
Ærlig snak. Og meget uklogt.
Nu ønsker han så at importere Donald Trump og Elon Musks oligarkiske milliardærcirkus fra USA til Danmark.
Det bliver et klart nej tak herfra.
Vi skal beskytte Danmark imod Musk
Det sidste, vi har brug for herhjemme, er at få det glade vanvid og rablende kaos, som præger Trump og Musks ledelse til Danmark – uanset hvor fascineret højrefløjen kan være af det.
Det vil ikke gavne vores land, befolkning eller de allerfleste af vores virksomheder. Tværtimod.
Vi skal beskytte Danmark imod Musk, ikke importere hans bøllemetoder og milliardærpolitik.
Pelle Dragsted (EL)
Politisk ordfører
Jeg synes vi skal svare på den krise, USA har kastet verden ud i, ved at styrke vores unikke, trygge danske samfundsmodel. Vores velfærd. Vores fællesskab.
Ikke ved at kopiere amerikanernes katastrofepolitik.
I disse afgørende dage viser det sig, hvem der reelt holder med Danmark, når det gælder. Og hvem som holder med Elon Musk.
Jeg ved godt, Alex Vanopslagh og Liberal Alliance altid har dyrket Elon Musk som et kæmpe idol og forbillede – og at mange af dem stadig gør det. Men tiden er inde til at se kendsgerningerne i øjnene og opgive illusionerne.
Vi skal beskytte Danmark imod Musk, ikke importere hans bøllemetoder og milliardærpolitik til vores gode velfærdsland.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Fredag bestod Sisse Marie Welling sin første styrkeprøve: Redaktør hæfter sig særligt ved én ting
- Erfarne embedsfolk kræver stop for "stedmoderlig" behandling af boligpolitik
- Kampen for Palads har fået et nådestød. Tilbage er kun en dødsrallen
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Problemerne er så store, at selv højrefløjens vælgere kan se behovet for et huslejeloft
Nyhedsoverblik

Eksperter opfordrer til et boligpolitisk "paradigmeskifte": Her er deres anbefalinger til Dan Jørgensen

København har fået sin egen succes galt i halsen

Boligminister til debattør: Du jamrer over en byudvikling, du selv har høstet frugterne af

Glem parkering og børnehaver: Boligpriserne er det, der optager københavnerne mest

3F: Boligmarkedets himmelflugt har negative konsekvenser for vores arbejdsmarked

Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinyler i Kødbyen og drikker naturvin. Og jeg er en del af problemet

LLO Hovedstaden: Hurra, hele rådhuset har indset, at vi er i en boligkrise

Regeringen vil gøre det lettere at bygge almene boliger

I flere år har regeringen lagt arm bag lukkede døre. Stort boligudspil er nu lige på trapperne






















