Politikere bukker under på stribe, mens regeringen tromler videre: arbejd, arbejd, arbejd!

I en uge, hvor endnu en toppolitiker knækkede halsen af alt, alt for meget arbejde – denne gang Jakob Ellemann-Jensen; tidligere var det Alex Vanopslagh, Jacob Mark, Ida Auken, Simon Kollerup, etc.; og hvem mon det bliver i morgen? – tromler regeringen videre:

Væk med store bededag! Hurtigere igennem uddannelserne! Gå senere på pension! Arbejd, arbejd, arbejd! Hele formålet med livet, ifølge regeringen, synes at være at gå på job! Budskabet er altid det samme: Arbejdsudbuddet skal op af hensyn til erhvervslivet.

Sikken et indskrænket, kedsommeligt, og, tillad mig at sige det, fattigt syn på livet.

I en tid, hvor stress og mistrivsel er et evigt stigende problem, og hvor den ene politiker efter den anden; den ene popstjerne efter den anden; det ene sportsidol efter det andet; og den ene erhvervsleder efter den anden, bukker under for arbejdspresset, bør vi tænke nyt:

Lad os arbejde noget mindre, komme tidligere på pension, og, ja, oh skræk, forlade calvinismens snerrende moral om hele tiden at knokle og slide og slæbe. Sig dog farvel til det oldnordiske sludder om, at ’vi skal yde, før vi kan nyde!’ Nyd dog livet! Arbejd af og til!

Som John Mogensen synger i sin smukke, melankolske tekst:

”Livet er kort, livet er kort//Tænk dig godt om//Før du sløser det bort//Graven er sort, graven er sort//Var der mon ting//Som du ikke fik gjort?”

Mogensen, der selv sled sig ihjel ved knokle som en gal i jagten på succes og derfor døde alt for ung, stiller i den korte tekst, alle de livskloge spørgsmål, vi alle burde minde hinanden om, ikke mindst: Var der mon ting, som du ikke fik gjort?

Lad os dog få lov at leve livet…lad os dog for lov at holde fri store bededag…lad os dog få lov at arbejde noget mindre og slappe noget mere af.

David Trads

Og, inden denne verdens hændervridende økonomer med deres bekymrede surmuleri belærer os alle om, hvordan x- og y- og z-initiativer, som vil sikre, at vi arbejder mindre, slapper mere af og nyder livet mere, vil ende med at ruinere os, så kig til Frankrig:

Præsident Emmanuel Macron, dette indbegreb af neoliberalismen, forsøger igen-igen – præcist som danske regeringer – at få sit folk til at arbejde mere. Aktuelt ønsker han at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år. Det kan han godt glemme at få held med:

”Giv sit liv til sin chef? Nej!,” står der på bannere i Paris’ gader.

Folk går simpelthen ikke lige så meget op i arbejde, som de gjorde for bare få årtier siden: I dag svarer kun hver femte franskmand, at deres job er ’meget vigtig’ for deres liv. For bare en generation siden var det tal tre gang så højt. Livet er i dag vigtigere end jobbet. En dejlig nyhed.

Franskmænd har, forklarer Simon Kuper, Paris-korrespondent for Financial Times – ja, erhvervslivets bibel – i årtier kæmpet for at arbejde mindre hver dag, gå tidligere på pension end alle andre, og, nyde livet mere. Og her er pointen: Det virker! Også for økonomien.

Der er styr på statens budgetter, statsgælden er i den grad bæredygtig, udbetalingerne til pensioner er under kontrol, og, allervigtigst, ældre lever stadig bedre liv; mere sunde; mindre syge; og…meget, meget lykkeligere end de plejede at være.

Mens det officielle Danmark i årtier – og med konstant stigende styrke siden 1990’erne – har pisket folk til at arbejde mere og længere og hårdere med reform på reform på reform, har Frankrig ført en helt anden kurs. Helt tilbage i 1981 gik Francois Mitterrand til valg på løftet om en tidligere og bedre pension under sloganet ’Lev til sidst!’

I Frankrig deler man pensionen op i to faser – først den gyldne, hvor man fortsat er rask og rørig; dernæst den hårde, hvor man langsom bliver svagere og til sidst dør. Målet er at give folk et ’gyldent årti’, inden deres liv ebber ud. Det sker bedst ved at gå på pension i slut-50’erne eller i de tidlige 60’ere. Franskmænd elsker det!