Debat: Redegørelse om parallelsamfund indeholder metodiske fiksfakserier

Af Lars Iversen
Professor emeritus, sociolog og dr.med.

Regeringen har netop udsendt sin første årlige redegørelse om parallelsamfund i Danmark – eller huller i Danmarkskortet, som statsministeren så smagfuldt betegnede en række særligt udsatte boligområder.

I redegørelsens forord skriver indenrigs- og økonomiministeren, at nu sætter regeringen foden ned over for modborgerskab og parallelsamfund, og fremhæver samtidig, at Danmark er et samfund med højt til loftet, hvor vi passer på de sårbare.

Nu er sammenhængskraften imidlertid truet på grund af indvandrere fra lande med en anden kultur end vor danske. Derfor har regeringen fremlagt en plan, der senest i 2030 fjerner hullerne i kortet.

Det er ikke sort/hvidt
Planen indeholder drastiske elementer som blandt andet nedrivning af boligblokke, dobbelt straf for kriminelle handlinger inden for ghettoområder, tvangsmæssig indskrivning af småbørn i vuggestuer med videre. Udfordringerne er som bekendt ganske mange, og der må nu vises handlingskraft.

Nu foreligger den første rapport om parallelsamfundene, og den viser, at det hele nok ikke er så enkelt og sort/hvidt, som regeringen fremstiller det.

Det kunne være befriende, hvis vi kunne forholde os direkte til disse problemer, fremfor at opbygge skrækbilleder, der bygger på proportionsforvrængninger og dæmonisering af almennyttige boligområder i Danmark.

Lars Iversen
Professor emeritus, sociolog og dr.med.

Den viser endda fremgang i ghettoområderne, når det for eksempel gælder kriminalitet og beskæftigelse. I rapporten fastlås det endda, at der er sket klare fremskridt i de senere år.

Alligevel fremtræder rapporten som embedsværkets fortvivlede forsøg på at legitimere den meget selvfede retorik om truslen fra parallelsamfundene.

Hvad er et parallelsamfund?
Lad os starte med definitionen: Her slås det fast, at der findes ingen officiel eller entydig definition på et parallelsamfund, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, da det er udgangspunktet for ghettoplanen.

I rapporten anføres, at et parallelsamfund kan være kendetegnet ved at være fysisk eller mentalt isoleret fra det øvrige samfund og følger egne normer og regler uden nogen nævneværdig kontakt til det øvrige samfund og uden ønske om at blive en del af det øvrige samfund.

Denne definition leder unægteligt tanken hen på religiøse sekter som Amishfolket i USA, der kører i hestevogn og lever helt isoleret fra det øvrige samfund.

Dernæst slås det fast, at det er et individuelt spørgsmål, om en person føler et større tilhørsforhold til et parallelsamfund end resten af samfundet.

Det handler jo om personens selvopfattelse, identitet og værdigrundlag, og det er aspekter, som i sagens natur er ganske vanskelige at afdække, som rapporten så rigtigt fastslår. Ikke desto mindre er det jo den type personer, der er udgangspunktet for regeringens ghettoindsats.

I rapporten får vi ikke at vide, hvor mange af den slags personer der skal være i et lokalsamfund, før det truer sammenhængskraften. Er det 5, 10, 20 eller 75 procent af beboerne?  Det kan også være lige meget, for der foreligger ikke data, om hvor mange, der ”føler” et større tilhørsforhold til  et parallelsamfund.

Hvem der bor i parallelsamfund
Her kunne rapporten være afsluttet, men nu er opgaven alligevel at foregive at måle, hvor mange der lever i parallelsamfund. Da man ikke kan måle det direkte, er man henvist til en række såkaldte indikatorer, som søger at indkredse disse personer.

Indikatorerne  kan − som det hedder − selv sagt ikke eksakt sige, om en person faktisk lever i parallelsamfund.

Ja, det anføres ligefrem, at en person, som ikke har indikationer på at leve i et parallelsamfund, alligevel kan gøre det. Indikatorerne siger alene noget om en mulig risiko for at leve i parallelsamfund, som vi i øvrigt ikke kan definere nærmere.

Indikatorerne bygger på registre over boligforhold, kriminalitet, dagtilbud til børn, skoler, beskæftigelse og uddannelse og tilsvarende.

Det bemærkes, at hver for sig er disse indikatorer ikke i stand til at give et godt bud på, hvor mange der lever i et parallelsamfund, men hvis vi lægger dem sammen, kan de ifølge rapporten give et godt bud. Garbage in garbage out er vel en mere dækkende fortolkning af denne manøvre.

Hele familien tæller med
Næste overraskende skridt i rapporten er, at fokus nu ikke længere er på den enkelte person, men på vedkommendes familie. For som skrevet står, er det svært at argumentere for, at et enkelt familiemedlem kan leve i et parallelsamfund, uden at resten af familien også gør det.

Familien er jo en ubrydelig enhed, og hvis et medlem opfylder kravene til indikatorerne, så gør alle de andre familiemedlemmer nok også.

Væk er al snak om generationsopgør i indvandrerfamilier, om bekymrede forældre for, om deres unge sønner bliver radikaliserede, eller  de unge kvinders kamp for retten til at vælge, hvem de vil giftes med.

Hvor mange af den slags familier lever så i parallelsamfund? Her er problemet, at rapporten gerne skal have fyldt de mange huller i Danmarkskortet ud. Der skal et vist volumen til for, at det hele giver mening. For få familier vil jo unægtelig tage luften ud af den store ghettoplan.

Her vælger man så i rapporten helt uden begrundelse, at store familier (far, mor og 2+ børn) skal opfylde mindst tre af de otte indikatorer for at være i risikogruppen.