Radikal Ungdom: Friis Bachs exit er vores befrielsens øjeblik

Kan stoppe slingrekursen

Uden at tage noget fra Christian Friis Bach, som jeg vil huske som en dygtig og ordentlig politiker, så tror jeg, at det her kunne blive et tiltrængt befrielsens øjeblik for vores parti.

Hvorfor så det? Politiske kommentatorer kommer formentlig til at udlægge teksten som om, at Radikale mister en stor og respekteret profil, og at Martins Lidegaards projekt nu aldrig har stået svagere.

Jeg tror, at det her kunne blive et tiltrængt befrielsens øjeblik for vores parti.

Tobias Lawaetz
Politisk forretningsudvalgsmedlem, Radikal Ungdom

Hvis man ikke engang kan holde på kerneradikale Christian Friis Bach, hvad kan man så?

Man bør her huske tilbage på de forgange snart tre år, og hvad der - ud over kronisk manglende fremgang - har kendetegnet Radikale Venstre: slingrekurs.

Tænk bare tilbage på den manglende regeringsdeltagelse, der blot er en af de mange sager, hvor Friis Bach offentligt har undsagt den radikale linje - til stor frustration, særligt for os i Radikal Ungdom.

Som om det ikke skulle være nok, så er det heller ikke længe siden han kaldte to miljøforskere for ekstreme politiske aktivister. Det er ikke noget, der ubetinget passer ind i Folketingets grønneste parti, men nok passer meget godt ind i landsmandspartiet Venstre.

Det er godt for noget

I mine øjne er det nærmest en blåstempling af projektet, at Friis Bach ikke længere kan se sig selv i den linje, han så ofte har undsagt.

Jeg tror, at hans afgang endelig kan føre til en klar og samlet politisk linje.

Tobias Lawaetz
Politisk forretningsudvalgsmedlem, Radikal Ungdom

Christian Friis Bach er en politiker af den gamle skole i et parti, der vil være til for den næste generation. Hvis man skal ville det, skal man turde være ultimative på klima, miljø og uddannelse - alle sammen ting, Friis Bach selv begrunder sit skifte væk fra Radikale med.

Jeg tror, at hans afgang endelig kan føre til en klar og samlet politisk linje. Det ville være tiltrængt.

Selvom det aldrig er en positiv historie for et parti at miste et folketingsmedlem, så er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Nogle gange må man netop gå et skridt tilbage for at tage to nye frem.

Måske har dette netop den afledte effekt, at man kan gå planken ud som parti på netop det, man tror på, uden risikoen for, at et folketingsmedlem offentligt undsiger linjen.

Det må vel være en ubetinget succes.