Debat

S: Regeringens boligpolitik krakelerer

DEBAT: Den boligpolitik, som Socialdemokraterne var med til at bygge op, er regeringen i fuld gang med at rive ned. Det mener boligordfører Jan Johansen (S).

Foto: ft.dk
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Johansen (S)
Boligordfører

I mange af de særlig udsatte boligområder oplever vi lav beskæftigelse, lav indkomst og lavt uddannelsesniveau. Foruden udfordringerne med utryghed og behovet for en bedre integration.

Det ønsker Socialdemokraterne at ændre på. Vi skal undgå, at boligområder bliver isolerede kvarterer i forhold til det omgivende bymiljø. Og vi skal undgå, at boligområder bliver socialt marginaliseret. Vi ønsker i stedet boligområder med en bred og mangfoldig beboersammensætning, som skaber et stærkt og inkluderende fællesskab.

Den almene boligsektor skal prioriteres højt
Socialdemokraterne har, da vi sad i regering og nu, derfor den ambition, at antallet af særligt udsatte boligområder skal reduceres! Vores mål er fortsat, at antallet af særlig udsatte boligområder skal halveres i 2021.

Derfor blev den almene boligsektor i vores regeringstid prioriteret højt. Vi indgik hele fire boligaftaler, som resulterede i, at hver fjerde almene bolig bliver renoveret de kommende år. De fysiske rammer for både boligen og udearealerne spiller en væsentlig rolle i forhold til tryghed og trivsel, men gør det naturligvis ikke alene.

Derfor har vi også prioriteret det boligsociale arbejde, hvor midlerne blev prioriteret til indsatser, der øger trygheden og trivslen for beboerne, bryder den negative sociale arv og sikrer entydig ledelse i de sociale helhedsplaner.

Det ser desværre ud til, at Venstre er i gang med at gentage fortidens fejl.

Jan Johansen (S)
Boligordfører

Derudover fik vi afsat midler til en ny bandeindsats i særligt udsatte boligområder. Ligesom vi fik revideret kriterierne for de udsatte boligområder. For at kunne målrette og prioritere indsatsen kræver det nemlig, at vi får belyst, hvor problemerne er størst. Men den tidligere model for udvælgelse af særlig udsatte boligområder var ikke fintmasket nok til at indfange alle vigtige udfordringer i boligområderne.

Det ændrede vi på, så der også blev opstillet kriterier for uddannelse og indkomst foruden de eksisterende kriterier for integration, beskæftigelse og tryghed.

Vi sikrede også, at nogle af kriterierne blev beregnet som et gennemsnit på to år i stedet for fire år. På den måde kan vi hurtigere opfange og sætte ind, hvis et boligområde udviklede sig i en negativ retning.

Vi kan gøre det bedre og smartere
Den almene boligsektor var derfor højt prioriteret. Og de indsatser, som den tidligere regering iværksatte, har været vigtige. Men vi skal hele tiden se på, om vi kan gøre det bedre og smartere. Derfor synes jeg også, at vi skal se på nogle af de nye forslag, der kommer fra boligafdelingerne. Det kan eksempelvis være forslaget om at både sælge og nedrive dele af boligafdelingen, som man arbejder med i Taastrupgård, så man får mere blandede boligformer.

Socialdemokraterne er derfor med på, at vi ser på de værktøjer, der er i dag i værktøjskassen, og om der er behov for nye, så vi kan nå målet om at reducere antallet af udsatte boligområder.

Målsætningen er dog gjort markant vanskeligere at nå med regeringsskiftet og Venstre-regeringens førte politik. Det ser desværre ud til, at Venstre er i gang med at gentage fortidens fejl. Vi ved, at kontanthjælpsloftet sidst førte til en voldsom stigning i antallet af lejere, der blev sat ud af deres lejlighed på grund af manglende huslejebetaling.

Nu vil Venstre indføre kontanthjælpsloftet igen og desuden indføre en lav integrationsydelse, fjerne fattigdomsgrænsen og skære på uddannelsesområdet. Resultatet vil atter være større ulighed, flere familier, der sættes på gaden, og flere børn, der vokser op i fattigdom.

Den vej vil ikke give færre udsatte boligområder. Tværtimod. Det vil give større utryghed, øget marginalisering og mere ulighed. 

Det er derfor ikke vejen frem. Vi skal i stedet få den almene boligsektor tilbage på den politiske dagsorden, så vi kan fortsætte arbejdet med at sikre trygge boligområder. Vi viste, at med politisk vilje og en aktiv boligpolitik er det muligt at gøre en forskel, som betød færre udsatte lejere, massive renoveringer af nedslidte boligområder og nye værktøjer til at sikre nye og billige boliger. De resultater må ikke sættes over styr.

Dokumentation

Fra 18. maj og en måned frem sætter By- og boligdebatten fokus på særligt udsatte boligområder.

Følg debatten her.

Boligdebatten på Altinget: by og bolig har til formål at fokusere og styrke den boligpolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: by og bolig derfor eksperter, politikere, erhvervslivet og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og problemstillinger inden for boligområdet.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Johansen

Næstformand, Forsvarsudvalget, præsident, Beredskabsforbundet
servicemedarbejder (Lindø Værftet 1975)

0:000:00