Sand: Kontanthjælpsloftet er et skridt i den forkerte retning

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand – De hjemløses landsorganisation

Med martyrbanneret i hånden, hvorpå der står, ”det skal kunne betale sig at arbejde”, kan man snart sagt tillade sig hvad som helst som politiker. Det er sådan set ligegyldigt, om der i dagens Danmark findes bare ét menneske, der nøje har overvejet situationen og tænkt: ”Nix, det her job giver færre penge, end hvis jeg var på kontanthjælp – jeg siger op.” Mantraet messes igen og igen. Og jo mere det kritiseres for at have mere fundamentalistisk karakter end reel værdi, jo højere og jo oftere gentages det.

Det fører også politiske initiativer med sig, som selvsagt virker forholdsvis tåbelige, hvis man ser det fra et hjemløseperspektiv. Det seneste skud på stammen er ”det moderne kontanthjælpsloft” og dertilhørende sanktioner.

Det vil næppe overraske nogen, at hjemløse sjældent er i stand til at varetage et fuldtidsarbejde endsige leve op til kravet om at have 225 timers arbejde om året. Loven giver kommunerne mulighed for at vurdere, at borgere har så begrænset arbejdsevne, at de kan fritages fra kravet, men i hvilken grad denne ”kattelem” benyttes, ved vi ikke noget om.

Nedskæringer modarbejder tiltag
Den helt store katastrofe med kontanthjælpsloftet er begrænsningerne af boligstøtten og § 34-støtten, som netop gør det muligt for folk med lave indkomster at bo i en lejlighed, der er dyrere, end de umiddelbart har råd til. Når man giver direkte støtte til at betale husleje, har man samtidigt en mulighed for at lave konkrete tiltag, der giver en mere mangfoldig beboersammensætning i en almennyttig bebyggelse, samtidig med at det forhindrer ghettodannelse i en anden.

Ved at mindske denne mulighed modarbejder man andre tiltag på det sociale område. F.eks. Socialministeriets politiske intention om at ville boligplacere hjemløse i egen bolig og give dem tilstrækkelig støtte til at kunne blive i den – den såkaldte ”Housing First” tilgang. Denne tilgang har lidt under, at der ikke findes billige boliger, til lavindkomstgrupperne.

Når du laver hullerne i sikkerhedsnettet større, indsnævrer du solidariteten i samfundet og mindsker sammenhængskraften.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand – De hjemløses landsorganisation

Ved at kunne anvise boliger, med en højere husleje end kontanthjælpen rækker til, ved at give boligstøtte/§ 34-støtte, har denne tilgang stadig sin berettigelse. Om få måneder vil muligheden for at anvise fattige borgere en bolig blive endnu mere begrænset, samtidig med at vi stille og roligt vil opleve en stigning i antallet af udsættelser, fordi folk har fået frataget eller begrænset dette universelle velfærdsgode.

Sammenhængskraften mindskes
Nok er det tragisk for den borger eller den familie, der ikke længere har adgang til sin bolig, men tragedien fortjener også at blive set i forhold til de konsekvenser, den har på samfundsniveau. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem fattigdom og social eksklusion.

Vi ved, at folk, der bliver smidt på gaden, har stor risiko for at blive hjemløse og herunder få psykiske problemer, misbrugsproblemer og/eller sociale problemer. Og vi ved, at da man satte kontanthjælpen ned for de 25-29-årige steg antallet af hjemløse i den aldersgruppe med 29 procent på to år.

Når du laver hullerne i sikkerhedsnettet større, indsnævrer du solidariteten i samfundet og mindsker sammenhængskraften. Troen på, at samfundet er til for dig, vil mindskes, og din ansvarsfølelse over for samfundet vil omvendt aftage. Lovændringen skulle netop få flere tættere på arbejdsmarkedet, men den vil med al sandsynlighed gøre det stik modsatte. Den vil forarme og desillusionere en bred gruppe af kontanthjælpsmodtagere, der måbende må spørge sig selv, hvor de der arbejdspladser er, som det var meningen, man skulle ud og besætte?

Svaret på spørgsmålet om, hvordan man sikrer en bedre hjemløseindsats i Danmark, er langt fra besvaret, men ”det moderne kontanthjælpsloft” er i hvert fald et skridt i den forkerte retning. En fundamentalistisk tilgang, der ikke levner plads til at tage faktuelle forhold som manglende jobmuligheder for ufaglærte og folk med nedsat arbejdsevne, sparker løsninger på hjemløseproblemet endnu længere væk.