SDU-professor: Storbyerne er afhængige provinsen, det er vi lidt historieløst ved at blive blinde for

”Hvor langt skal vi gå for at bevare livet på landet?”. Det er overskriften for denne temadebat, og allerede her ligger der en diskursiv præmis om, at vi som samfund øser store summer ud for at holde liv i landdistrikterne. 

Dermed er landdistrikterne allerede som udgangspunkt bragt i en defensiv position, hvor de skal forsvare sig i forhold til at være en belastning for samfundet.

Samme diskurs finder man i Altingets interview med Jonas Herby, hvori Herby argumenterer for, at det koster Danmark vækst og velstand at bruge penge på bosætning i landdistrikterne.

I artiklen efterspørger Herby en mere ”neutral politik”. Men politik kan og skal aldrig være neutral. Politiske beslutninger bygger på værdier og har altid konsekvenser for nogen og noget, både tilsigtet og utilsigtet.

Til gengæld kan man have nogle helt andre forventninger til forskningen, der skal være kritisk, refleksiv, uafhængig og nuanceret i sine analyser i forhold til det grundlag, som politikerne kan tage beslutninger ud fra.

Så i stedet for at svare på, hvor langt vi skal gå for at bevare livet på landet, vil jeg forsøge at komme med nogle faglige augmenter for at investere i udviklingen i provinsen.

Storbyerne er afhængige af provinsen
For det første er der meget ringe empirisk evidens for, at det går bedst for de lande, der investerer mindst i provinsen, hverken i forhold til økonomi eller kulturel sammenhængskraft.

Samtidig kan man argumentere for, at nogle af de virksomheder, vi som samfund bryster os af, ligger i provinsen, og alle har investeret massivt og vedvarende i lokalområdet. Det gælder for eksempel Lego, Danfoss og Grundfos.

I virkeligheden er det forbavsende få midler, der bliver brugt på at understøtte bosætning på landet

Egon Noe

Et anden - og mere grundlæggende - argument for at investere i landdistrikterne er, at centrene er afhængige af deres periferi. Det er en indsigt, som vi lidt historieløst er ved at blive blinde for.

Storbyerne er hver eneste dag afhængig af en massiv import af energi, varer, arbejdskraft og talentfulde unge mennesker og eksport af store mængder affald. En afhængighed, der først bliver synlig i det øjeblik, der sker noget drastisk i omverdenen, der påvirker disse strømme.

Ifølge den tyske sociolog Niklas Luhmann er det moderne samfund karakteriseret ved en funktionel uddifferentiering og dermed specialisering, blandt andet i form af sundhedsvæsnet, skolesystemet, uddannelsessystemet og vejvæsnet.

Det kommer også til udtryk i forhold til politik, som i stigende grad er uddifferentieret i forskellige politikområder.

Denne specialisering har den klare fordel, at den reducerer kompleksiteten, som det enkelte funktionssystem skal forholde sig til. Skolen skal producere mest mulig læring og disciplinering for pengene, landbruget skal producere fødevarer så billigt og effektiv som muligt og så videre.

Diskussionen er blind
Når økonomien regnes ud fra det enkelte funkionssystems perspektiv alene, vil det teoretisk set altid falde ud til fordel for centralisering og dermed storbyerne. Men prisen for denne kompleksitetsreduktion er en blindhed overfor transaktionsomkostningerne og de afledte effekter.

Hvordan regner man på effekten af de børn, der ikke passer ind i det specialiserede skolesystem? Hvad gør man med de patienter, der ikke passer ind i de specialiserede forløbsprogrammer? Hvordan beregner man de afledte effekter af det specialiserede landbrug i form af grundvand, klima og biodiversitet?

Centralisering er ikke en naturlov, men en logisk konsekvens af den måde, vi forstår og regner økonomi på.