Debat

Socialdemokratiet: Danmark er et for lille land til at have store forskelle

Det er vigtigt, at man kan leve det gode liv udenfor de store byer. Og det kan vi sagtens gøre bedre, uden at det er på bekostning af byboerne. Vi skal være bedre til ikke at skabe modsætninger og bruge nedladende sprog som eksempelvis ”den rådne banan” eller ”københavneri”, skriver Kris Jensen Skriver (S).

Vi har qua vores størrelse som land en styrke i, at der er en udvikling
i hele landet. Samtidig handler det også om, hvilke muligheder vi har for at
leve det gode liv, vi ønsker, skriver Kris Jensen Skriver (S).
Vi har qua vores størrelse som land en styrke i, at der er en udvikling i hele landet. Samtidig handler det også om, hvilke muligheder vi har for at leve det gode liv, vi ønsker, skriver Kris Jensen Skriver (S).Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Kris Jensen Skriver
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har svært ved at se meningen i at opstille et skel mellem land og by. Det gavner sjældent hverken sammenhængskraften eller forståelsen og i virkeligheden udelukker det ene ikke det andet.

Hvilken interesse skulle byboerne have i, at nogle områder af Danmark bliver affolket og derved stille og roligt dør ud? Jeg har mødt argumenter om, at der er tale om en helt naturlig udvikling, som vi ikke kan eller skal gøre noget ved. Det er jeg meget uenig i.

Temadebat

Hvor langt vi gå for at bevare livet på landet?

Det er hovedspørgsmålet i en ny temadebat på Altinget By og Bolig, hvor vi i de kommende uger har inviteret både politikere og aktører til at debattere forskellen på land og by, og hvor meget vi skal gøre for at udligne den.

For skal vi blot acceptere forskellen mellem Danmarks store byer og yderområderne? Eller skal der nye tiltag til?

Og hvor mange ressourcer skal vi blive ved med at poste i yderområderne, når udviklingen indtil videre har vist sig så svær at vende? Er der en grænse? Og i så fald hvor går den? 

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du et vigtigt input til debatten og vil deltage? Kontakt Altingets debatredaktion på [email protected].
 

Al politik handler om at gøre noget ved de udfordringer, man ser. Vi har qua vores størrelse som land en styrke i, at der er en udvikling i hele landet. Samtidig handler det også om, hvilke muligheder vi har for at leve det gode liv, vi ønsker. Der er stor forskellighed i, hvad vi vil som mennesker.

Nogen finder sig godt til rette i en storby, mens andre trives bedst med meget plads omkring sig. De forskelligheder skal vi dyrke. Vi skal være bedre til ikke at skabe modsætninger og bruge nedladende sprog som eksempelvis ”den rådne banan” eller ”københavneri”.

For mig er det vigtigt, at man kan leve det gode liv uden for de store byer. Og det kan vi sagtens gøre bedre, uden at det er på bekostning af byboerne. I mine øjne spiller civilsamfundet og de frivillige kræfter en helt afgørende rolle.

Det skal gøres nemmere at være frivillig
Jeg bor selv i en del af landet, hvor det er afgørende, at vi har frivillige. Jeg har selv stået ude på fodboldbanen som frivillig og oplevet, hvad det kan, og hvor stærkt det er for det lokale fællesskab.

De frivillige giver livsglæde, da de er med til at skabe gode oplevelser for andre, ligesom de er med til at skabe sammenhold i det unikke fællesskab, de er en del af. Fra politisk hold skal vi sikre, at de frivillige får mulighed for at gøre det, som de gerne vil.

De frivillige må ikke drukne i papirarbejde, bøvl med banken, tilladelser fra mange forskellige myndigheder, eller hvad man ellers hører om. Derfor vil jeg kæmpe for at styrke foreningslivet ved at afvikle de bureaukratiske byrder.

Hvilken interesse skulle byboerne have i, at nogle områder af Danmark bliver affolket?

Kris Jensen Skriver (S)

Det hele er ikke gjort med frivillighed, for vi skal også som samfund investere og prioritere, at vi har et Danmark i balance. Det er eksempelvis afgørende, at der er uddannelses- og jobmuligheder udenfor de store byer.

Noget af det vigtigste er, at vi skal værne om de ungdomsuddannelser, der ligger i de mindre byer. Grindsted Gymnasium, som jeg har gået på, er et glimrende eksempel på et lille, lokalt gymnasium, der er vigtigt i lokalområdet, og som har lavet en fusion med Erhvervsgymnasiet for at fremtidssikre sig.

Men alle ungdomsuddannelser kan ikke løse udfordringerne med faldende elevtal selv. Vi kommer til at se på, hvordan taxametersystemet skal give et bedre økonomisk grundlag for mindre gymnasier i tyndtbefolkede egne af Danmark.

Én taxa tilbage i Odder
En anden udfordring er transport. Det er velkendt, at den kollektive trafik desværre nærmest er ikkeeksisterende nogle steder. Det er bunden opgave at gøre det bedre.

Derfor er jeg glad for, at regeringen vil nedsætte et ekspertudvalg, der skal undersøge busdækningen for både byer og yderområder. Det er et første, men vigtigt skridt til en bedre kollektiv trafik udenfor de store byer.

Ligeledes er det positivt, at regeringen lægger op til, at flere unge med langt til uddannelse skal have billigere adgang til offentlig transport. En anden udfordring med transport er taxadækningen. Der er i tyndtbefolkede områder ingen taxadækning eller meget få vognmænd.

Læs også

Det seneste eksempel, jeg er stødt på, er i Odder, hvor der kun er én taxa tilbage i byen. Vi snakker om en by med flere tusinde borgere, som er den største by i kommunen med samme navn. Her kan man da med rette forvente, at der både er kundegrundlag og udbud til mere end én taxa.

Det er ikke til gavn for områderne udenfor de større byer, ligesom det bidrager til fortællingen om områder, der dør hen. Vi skal i arbejdstøjet for at gøre rammerne for det gode liv uden for de store byer bedre.

Mine eksempler kan vi kaste os ud i uden at skulle bruge tid på at snakke om skel mellem land og by, som slet ikke findes. Danmark er ganske enkelt et for lille land til at have store forskelle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kris Jensen Skriver

MF (S), kommunalbestyrelsesmedlem og 2. viceborgmester, Billund Kommune

0:000:00