Bliv abonnent
Annonce
Debat

SF: Bæredygtigt byggeri skal ikke være et valg, men et krav

Regeringen skal stramme op på konstruktionen i deres strategi for bæredygtigt byggeri, skriver klimaordfører Signe Munk (SF).
Regeringen skal stramme op på konstruktionen i deres strategi for bæredygtigt byggeri, skriver klimaordfører Signe Munk (SF).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
27. januar 2021 kl. 04.00

S

Klimaordfører

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ser man blot få år tilbage, så var klimapolitik det samme som energipolitik, men sådan er det ikke længere.

Nu er al politik også klimapolitik. Derfor skal vi også se hele vejen rundt om byggeriet med klimatiltag for øje. Vi skal se på, hvordan vi begrænser CO2-udledningen fra byggematerialer, energiforbruget i boliger og maskinerne på byggepladserne.

Vi har ved årtiers arbejde gjort Danmark til et førende land inden for tiltag til at spare på energien, men nu skal vi tage næste skridt.

Min ambition er, at Danmark skal være førende inden for bæredygtigt byggeri. Det kræver, at vi får vendt blikket mod klimaaftrykket fra vores byggematerialer.

Det er alt for sløvt at vente til 2027 med at stille CO2-krav til byggeriet

Signe Munk (SF)
Klimaordfører

En vigtig del bliver, at vi sætter en lovbestemt grænse for CO2-ledningen for nybyggeri og renovering. Mit udgangspunkt er, at det allerede skal ske fra 2023 på et niveau, hvor de fleste kan være med, og samtidig med en klar plan for, hvordan grænsen vil blive strammet løbende. Desuden skal vi blive langt bedre til at genbruge byggematerialer for at passe på klodens ressourcer.

Ikke nok af frivillighedens vej
Selvom flere i byggebranchen efterhånden har erfaringer med bæredygtigt byggeri, så er det ikke i sig selv nok at lade udviklingen ske af frivillighedens vej.

Der skal en politisk retning til, hvor vi klart signalerer, at bæredygtigt byggeri ikke i fremtiden er et valg, men et krav. Jeg tror faktisk også, at byggebranchen er klar til at sætte kursen mod det bæredygtige byggeri med de udmeldinger, som jeg hører lige fra lokale entreprenører til formanden i byggeriets klimapartnerskab.

De fleste danskere er efterhånden gode til at være opmærksomme på boligens varmekilde og sørge for at få isoleret loftet og sat termovinduer i.

Men det nye er, at vi også skal forholde os til, hvad huset er bygget af, og de omkostninger, som det har for klimaet og miljøet.

Når statens byggeinstitut ser på moderne bygningers CO2-aftryk, så er det tydeligt, at den CO2, som er udledt ved produktionen af byggematerialerne, fylder meget – også meget mere end energiforbruget over bygningens levetid.

Og selvom det er svært at opgøre i det danske CO2-regnskab, så gør det lige meget skade for kloden. Drivhusgasser skeler ikke til landegrænser.  

Læs også

Regeringen skal stramme op
Jeg tror, at vi kan være med til at vise resten af verden vejen til energirigtigt og bæredygtigt byggeri. Men det kræver, at vi kommer i gang.

Derfor skal vi allerede i 2023 stille obligatoriske krav til CO2-aftrykket for alt nybyggeri og samtidig lave en plan for stramninger af disse krav samt løbende tage flere og flere af byggeriets faser med. 

Jeg håber, at regeringen vil være med til at lægge byggeklodserne til et nyt skridt i klimakampen. Men så skal de også stramme op på konstruktionen i deres strategi for bæredygtigt byggeri.

Det er alt for sløvt at vente til 2027 med at stille CO2-krav til byggeriet. Jeg ved godt, at der er udfordringer med miljødata for byggevarer, håndhævelse af livscyklusberegninger og uddannelse af arbejdskraft.

Ved at sætte et krav om livscyklusberegninger og belønne virksomheder, der laver miljøvaredeklarationer på materialer, kan vi fremskynde mere og præcis miljødata for byggevare.

Samtidig kan vi finde inspiration fra energiområdet, hvor vi i flere år har sat krav til energirammen for nye bygninger, så det blev indarbejdet i udformningen af byggeriet og kontrolleret ved byggetilladelse.

Og sidst, men ikke mindst, så skal vi styrke uddannelse og viden om bæredygtige materialer. Der er altså udfordringer, men det skal vi insistere på at løse, og vi har brug for, at byggebranchen hjælper.

Lad os bygge en ny og vigtig vej i klimakampen. Jeg tror på, at vi i fællesskab kan gøre Danmark til et førende land inden for bæredygtigt byggeri. Og jeg ved, at det vil være godt for klimaet.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026