SF vil have tårnhøj afgift på nye naturgasfyr: ”Skal have samme effekt som forbud”

Populære tilskudspuljer er ikke nok til at få gasfyrene sendt på pension inden 2030. Derfor foreslår SF at indføre en ny afgift på 50.000 kroner, der skal fungere som et forbud mod nye naturgasfyr. Socialdemokratiet er skeptisk.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Der er ikke udsigt til, at alle cirka 380.000 naturgasfyr i de danske hjem i dag er udskiftet med mere klimavenlige løsninger inden 2030, men det skal der laves om på, mener SF.

Derfor foreslår partiet nu at indføre en klimaafgift på 50.000 kroner, hvis man vil erstatte det gamle naturgasfyr med et nyt.

”Det er vigtigt for vores klimamål, at langt flere dropper at fyre med gas og vælger varmepumper eller fjernvarme i stedet. Men det kommer ikke af sig selv,” siger Signe Munk, klimaordfører for SF, der vil tage forslaget op i energiforligskredsen.

Mange vil vælge gas igen
Tirsdag åbnede Energistyrelsens for en ny tilskudspulje til energisparende tiltag som varmepumper, og allerede om aftenen blev puljen lukket, da der er modtaget ansøgninger om flere penge, end de 250 millioner kroner, der er afsat.

Men selvom der er gang i udskiftningen til mere klimavenlige alternativer til naturgasfyr med tilskud til varmepumper og fjernvarmenettet udbygges, så tyder en del samtidig på, at der også er mange, der ikke har travlt.

En fortsættelse af tilskudsvejen vil være dyrt for samfundet og træg, da mange forbrugere helst bare vil beholde naturgassen. Så det er rigtigt, at der også skal andre løsninger til.

Søren Dyck-Madsen
Seniorkonsulent, Concito

SF-ordføreren henviser til en ny adfærdsanalyse fra statens gasselskab Evida, hvor omkring hver femte svarer, at de under de nuværende forhold vil vælge gas igen. Ifølge analysen er sandsynligheden for, at gaskunder i Vestjylland og Nordjylland køber en gaskedel igen omkring 25 procent.

”Vi kan desværre se på Evidas undersøgelse, at rigtig mange har tænkt sig at fortsætte med gas. Derfor er det vigtig at se i øjnene, at der skal mere til og udskiftningen ikke sker af sig selv,” siger Signe Munk.

Samme som forbud
Afgiften på 50.000 kroner er ifølge SF så høj, at den vil have samme effekt som et forbud, som Klimaministeriet har meddelt, ville stride imod EU-reglerne.

”Vi er parate til at diskutere det konkrete beløb og hvornår afgiften skal træde i kraft. Bare vi sikrer, at det bliver billigere at vælge den grønne løsning og langt dyrere at vælge den sorte,” siger Signe Munk.

Evidas adfærdsanalyse af gaskunder

Hovedkonklusioner i Evidas analyse:

  • 49.000 kunder forventer at konvertere væk fra gas i løbet af de næste to år: Adfærdsanalysen viser, at 13 procent af Evidas kunder forventer at skifte til en anden opvarmningsform inden for to år. I 2020 udskiftede ca. 5.000 kunder, svarende til ca. 1 procent af Evidas kunder, deres gaskedel til en anden opvarmningskilde. Analysen peger på, at dette tempo forventes at stige markant de kommende år.
  • Gaskedlens alder er afgørende: Interessen for boligopvarmning stiger med den gennemsnitlige gaskedelalder. 64 procent regner med at skifte kedlen ud, når den når den alder, hvor den typisk stopper med at virke, eller når den faktisk går i stykker.
  • Langsommere konvertering i Vestjylland og Nordjylland: Sandsynligheden for, at gaskunderne i Vestjylland og Nordjylland køber en gaskedel igen, er hhv. 26 procent og 24 procent. I de øvrige landsdele er sandsynligheden for, at gaskunderne køber en gaskedel igen under 20 procent, mens landsgennemsnittet er 19 procent.
  • Opvarmningens betydning for klimaet vægtes forskelligt på tværs af landet: 50 procent af gaskunderne fra københavnsområdet vælger opvarmningsform med afsæt i anlæggets klimavenlighed, mens kun 36 procent af nordjyderne siger, at de prioriterer dette.

Kilde: evida.dk

I blå blok kan Venstre sagtens se problemet med at få sat en stopper for nye naturgasfyr.

Derfor vil partiets forsyningsordfører Carsten Kissmeyer heller ikke afvise SF’s forslag på forhånd, om end han godt kan se nogle udfordringer med en ny tårnhøj afgift, der reelt skal fungere som et forbud.

”Der vil jo være nogle områder, hvor alternativerne til naturgasfyr ikke er så ligetil. Nogle kvarterer nord for København har for eksempel ikke let ved at installere varmepumper, og selvom fjernvarmeselskaber er aktive, så tager det måske 10 år at udrulle fjernvarme i naturgasområder, og i de områder, vil det da være en meget høj omkostning af pålægge folk som ikke har et alternativ,” siger Carsten Kissmeyer.

S er skeptisk 
Mere lunken modtagelse får forslaget hos regeringspartiet Socialdemokratiet.

”Helt grundlæggende er vi da altid spændte på, hvad vores gode støttepartier har af forslag og gode ideer. Men jeg synes det her forslag rejser en række spørgsmål,” siger klimaordfører Bjørn Brandenburg.

Hvad vil klimaeffekten være, hvordan vil den ramme fordelingspolitisk og vil EU ikke alligevel se det som konkurrenceforvridende, selvom det ikke er et ”rigtigt” forbud, savner S-ordføreren for eksempel svar på.

”Det skal da undersøges, for her skylder man da nogle svar. Der har tidligere været forsøg på at omgås EU’s konkurrenceregler, og selvom jeg ikke er jurist, har jeg forstået, at det jo ikke altid er så lige til,” siger Bjørn Brandenburg.

Ros fra Concito
Hos tænketanken Concito synes man SF’s forslag indeholder nogle gode takter, men også her mener man det er nødvendigt at undersøge de konkrete effekter nærmere.

Det er for eksempel vigtigt, at det ikke ender med at stille naturgaskunder uden alternativer, ligesom det heller ikke kan være meningen at presse en stor mængde naturgasforbrugere til at etablere individuelle varmepumper i områder, hvor det er mere optimalt med fjernvarme, som kan tage tid at få udbygget. Og så skal man også se på, om el-nettet rent faktisk kan klare de mange ekstra varmepumper.

Det er ikke alle, der kan skifte til varmepumper, så vi skal passe på med at tage en kollektiv forsyning fra nogen, uden de får et nyt alternativ.

Kim Mortensen
Direktør, Dansk Fjernvarme

”En fortsættelse af tilskudsvejen vil være dyrt for samfundet og træg, da mange forbrugere helst bare vil beholde naturgassen. Så det er rigtigt, at der også skal andre løsninger til,” siger Søren Dyck-Madsen, seniorkonsulent i Concito.

Han peger på, at en eventuel afgift på nye naturgasanlæg bør gradueres efter, hvor gammelt ens naturgasanlæg er og om alternativerne til naturgassen i potentielle fjernvarmeområder er til stede eller ej.

”Mange kan umiddelbart skifte til individuel varmepumpe, men nogle steder vil det være bedre med en kollektiv fjernvarmeløsning, og andre steder kan man bare ikke skifte til en varmepumpe, da der ikke er afstand til naboen eller ordentlig varmekilde til rådighed. Det bør medtænkes,” siger Søren Dyck-Madsen.

Kommuner har nøglerolle
SF tænker selv forslaget kan blive en støtte til fjernvarmeudbygningen, og hos Dansk Fjernvarme mener man da også umiddelbart, at tanken om en afgift på nye naturgasfyr er fornuftig. Den kan dog på ingen måde stå alene, hvis man vil af med naturgasfyrene, tilføjes det hurtigt.

”Det er helt afgørende, at kommunerne inden udgangen af 2022 får fart på den kollektive varme- og energiplanlægning. Der er behov for at få lavet nogle planer for, hvor der skal være fjernvarme og hvor der skal individuelle varmeløsninger til i naturgasområderne, og der sidder kommunerne med nøglen,” siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Han fortæller, at de populære tilskudspuljer til varmepumper lige nu er med til at bremse den slags planer nogle steder, fordi det er svært at gennemskue om der er økonomi i at levere fjernvarme til et område, hvis tilpas mange i stedet er skiftet til varmepumper.

Afgift fra 2025
Holbæk og Gentofte nævnes som eksempler på områder, der er tilkoblet naturgas, og hvor en meget høj afgift på nye naturgasfyr kan give problemer.

”Det er ikke alle, der kan skifte til varmepumper, så vi skal passe på med at tage en kollektiv forsyning fra nogen, uden de får et nyt alternativ. De borgere, der skal lave en ny investering skal også have et alternativ,” siger Kim Mortensen og tilføjer:

”Holbæk er største by, hvor der er naturgas og ingen fjernvarme. Hvis der skal være en chance for at lave kommunalplanlægning og det lokale fjernvarmeselskab Fors A/S skal lave det, så skal man ikke brandbeskatte borgerne før den varmeplanlægning i praksis kan ske. Måske skal man sige en afgift på nye naturgasfyr kan gælde fra 2025? Så man har en tidshorisont at arbejde med.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjørn Brandenborg

MF (S), formand for Folketingets Skatteudvalg, organisator, 3F Sydfyn
bachelor i politik & administration (Aalborg Uni. 2015)

Carsten Kissmeyer

Kandidat til Europa-Parlamentet (V)
cand.oecon. (Aarhus Uni.), pædagogikum

Kim Mortensen

Direktør, Dansk Fjernvarme, fhv. MF (S)
elektriker (Esbjerg Tekniske Skole 1986)

0:000:00