Debat

Slipper Thorning uskadt fra Østergaards åbning om boligskat?

KOMMENTAR: Venstre har indtil videre ikke slået hårdt til Morten Østergaards udtalelser om højere boligskatter. Det kan undre, at Venstre ikke har banket igennem på en dagsorden, som kan flytte stemmer. Måske holder Løkke 'krudtet tørt i kælderen', skriver Henrik Røjgaard.

Helle Thorning-Schmidt (S) smilede næppe helt så meget, da Radikales Morten Østergaard i weekenden genåbnede debatten om boligskatten. 
Helle Thorning-Schmidt (S) smilede næppe helt så meget, da Radikales Morten Østergaard i weekenden genåbnede debatten om boligskatten. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Røjgaard

Kommunikationsrådgiver i bureauet Friday & Partners

Realpolitisk er højere boligskatter en ret død sild. Hverken Socialdemokraterne eller de borgerlige partier kunne drømme om at gå til valg på højere skat på danskernes mursten. Risikoen for at påkalde sig vælgernes vrede er alt for høj.

Derfor kan det undre, at Venstre og resten af oppositionen ikke har slået hårdere ned på den radikale leder, Morten Østergaards, markante udtalelser til Berlingske i weekenden om, at boligskatterne bør følge lønudviklingen – eller på jævnt dansk: stige.

Historisk har boligskat været et giftigt tema i valgkampe. Der har været kørt benhårde kampagner med frygt og tvivl om modstanderens intentioner som drivkraft.

Selv om Venstre er kommet skidt fra start i valgkampen, har de endnu ikke med voldsom kraft forsøgt at skabe tvivl om den røde regerings skattepolitik på boligområdet.

Henrik Røjgaard
Rådgiver

For eksempel i 2007, hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i de allersidste dage op til valget i et personligt brev direkte til flere hundrede tusinde boligejere advarede om, at en Socialdemokratisk ledet regering sikkert ville hæve skatten på boliger. Og timingen var perfekt – med kun få dage til valget kunne Socialdemokraterne ikke nå at slå effektivt tilbage.

Ring til Sass
Politisk har positionerne ikke ændret sig meget. Godt nok aftalte et bredt flertal i Folketinget i 2012 at frede boligskatten frem til 2020. Men flere af partierne på venstrefløjen ønsker principielt at hæve beskatningen på ejendom, og 2020 er trods alt ikke en alt for fjern fremtid.

Eksempelvis sagde tidligere SF-skatteminister Jonas Dahl i 2014 – nærmest på sin vej ud fra regeringskontorerne – at man i hans optik lige så stille skulle indfase stigende boligskatter efter 2020 for at sænke skatten på arbejde.

Men selvom Venstre er kommet skidt fra start i valgkampen, har de endnu ikke med voldsom kraft forsøgt at skabe tvivl om den røde regerings skattepolitik på boligområdet.

Godt nok har politisk ordfører Inger Støjberg både i dagspressen og på sin velbesøgte Facebook-side forudsagt, at ”kommer der en rød regering efter valget, så kommer boligskatten til at stige”.

Og godt nok har en håndfuld socialdemokrater uden for regeringen talt for højere boligskatter i overordnede vendinger – hvilket kunne ligne en foræring til oppositionen.

Men de socialdemokratiske dissidenter er blevet overhalet godt og grundigt af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S). I Berlingske udsteder han en garanti mod at hæve nogen boligskatter og opfordrer samtidig de interne tvivlere til at ringe til ham, hvis de stadig er i tvivl om partiets linje.

Og samtidig har Venstres budskab ikke for alvor fået luft under vingerne – det tunge skyts er tilsyneladende ikke kørt i stilling. Det kan der være flere forklaringer på.

Venter Venstre?
Venstres vurdering kan være, at de ikke for alvor kan flytte stemmer ved at skrue op for en skræmmekampagne. Dels er der endnu et valg i pipelinen, før den nuværende fredning af skattestoppet udløber, og dels har S-toppen – både Thorning, Corydon og Sass – allerede mejslet det ud i granit, at boligskatterne ikke stiger med dem i spidsen.

Med De Radikales nuværende styrkeposition – eller mangel på samme - er Østergaards melding mindre risikabel, end hvis partiet havde samme styrke som før formandsskiftet. Og det radikale standpunkt er i øvrigt ikke nyt. Så Socialdemokraterne kan godt modstå et vist pres.

Løkke kan også – med en af hans egne vendinger – satse på at holde krudtet tørt i kælderen. Altså vente med at køre det tunge skyts i stilling, til vi er tættere på valgdagen og – som Fogh – time et angreb bedre.

Om Venstre vælger at skrue op eller ned for boligskatteblusset, har vi til gode at se – men meget taler for, at tonen vil skærpes, hvis det nuværende overraskende tætte løb mellem rød og blå blok er lige så tæt om et par uger. Og så kan en klassisk valgtraver som boligskatten hurtigt blive trukket af stalden.

---

Henrik Røjgaard er kommunikationsrådgiver og partner i bureauet Friday & Partners. Tidligere har han været særlig rådgiver for flere SF-ministre i hhv. Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet og før det politisk redaktør på Ritzau. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Sass Larsen

Adm. direktør, Aktive Ejere, formand, Klasselotteriet, bestyrelsesmedlem, Nordsøenheden
bachelor i HA/forvaltningsstudier (RUC)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00