Tomme almennyttige boliger i landets yderkommuner er et stort problem

Af Carsten Kissmeyer
Borgmester i Ikast-Brande og medlem af KL's miljø- og teknikudvalg, Venstre

I Danmark findes der ca. 550.000 almennyttige boliger. Boliger som for de flestes vedkommende ingen problemer har med at blive lejet ud.

Men der er et problem med tomgangsboliger i flere yderkommuner – et problem, som kan få store økonomiske konsekvenser for både de almene boligselskaber og de berørte kommuner i de pågældende geografiske områder.

Det drejer sig om ca. 3.500 boliger i alt i dag. Et tal, som er hastigt eskalerende. Det lyder måske ikke umiddelbart af så mange, men for de berørte boligselskaber, er det en katastrofe, som kan være med til at trække gulvtæppet væk under ellers velfungerende afdelinger.

Og hvad kan vi så gøre ved problemet? Her er det vigtigt at understrege, at løsningen ikke findes ved alene at se isoleret på de almene boliger. Vi bliver nødt til at se situationen i sammenhæng med det private boligmarked, idet der også her står en lang række tomme boliger i de samme områder.

Carsten Kissmeyer
Borgmester i Ikast-Brande

Mekanismerne i de almene boligselskaber er sådan, at når et lån i forbindelse med den oprindelige finansiering af en almen bolig er udbetalt, skal afdelingerne fortsat betale samme ydelse, selvom restgælden er kr. 0. 1/3 af ydelsen indbetales til boligselskabets dispositionsfond, som er en del af selskabets egenkapital, og 2/3 indbetales til landsdispositionsfonden.

Dispositionsfonden i boligselskaberne skal som hovedregel dække husleje/fraflytningstab i en afdeling. Dog kan hjemstedskommunerne give dispensation, hvis nogle økonomiske forhold er opfyldt. Ydermere kan dispositionsfonden give tilskud til forebyggelse af tab i driften af afdelingerne samt til moderniseringer og forbedringer i afdelingerne. Midlerne i dispositionsfonden er således sikkerhedskapital for afdelingerne. Dispositionsfonden kan træde til, hvis en/flere afdelinger har økonomiske problemer, der truer afdelingens videre drift.

Landsdispositionsfonden administreres af Landsbyggefonden, og er det sted, hvor boligselskaberne blandt andet henter lån til de store helhedsplansprojekter, som er igangsat i den almene sektor.

Som en indskudt bemærkning, så blev de almene boliglån i 1980’erne og 90’erne finansieret med indekslån. Det betyder, at de restgældsbeløb, som skal indfries, ofte er større end den oprindelige hovedstol. En problematik, som ikke gør økonomien i de forskellige afdelinger bedre.

Tomme boliger medfører konkursrisiko
Ovenstående betyder, at tomme boliger, i et ellers velfungerende boligselskab, kan dræne dispositionsfonden, sådan at renoveringsprojekter i velfungerende afdelinger ikke kan gennemføres. I yderste konsekvens kan et helt boligselskab gå konkurs. På trods af at det alene er en lille andel af selskabets boliger, som ikke kan udlejes.

Et eksempel fra min egen kommune – Ikast-Brande. Vi er hjemstedskommune for boligselskabet Bomidtvest. Som navnet indikerer, så dækker boligselskabet et større geografisk område end bare Ikast-Brande Kommune. Boligselskabet har afdelinger i flere vestjyske kommuner, som er ramt af befolkningstilbagegang, og hvor det derfor er svært af leje alle boliger ud.

Som hjemstedskommune for Bomidtvest, har vi som kommune besluttet, at give en dispensation, sådan at boligselskabets mange afdelinger fungerer uafhængigt af hinanden – også økonomisk. Årsagen er, at vi som kommune har stillet en række garantier.

Hvis dårlig udlejning i nogle afdelinger, som ligger placeret i andre kommuner, medfører, at moderselskabet går konkurs, så betyder det, at vores garantier på et to-cifret millionbeløb straks skal indfries. Også selv om der ikke er udlejningsproblemer her i kommunen. Ved at give dispensation til boligselskabet, sørger vi for at begrænse problemet til det pågældende geografiske område, og undgår dermed en dominoeffekt, hvor velfungerende afdelinger og moderselskaber ryger med i faldet. Men det ændrer jo ikke ved, at hjemstedskommunen for den skrantende afdeling vil stå med en stor økonomisk forpligtelse – og det kan være kommuner, som i forvejen har problemer med dalende befolkningstal.

Konklusionen er, at der er et alt for stort boligudbud i flere egne af landet.

Nedrivning er en mulighed
Og hvad kan vi så gøre ved problemet? Her er det vigtigt at understrege, at løsningen ikke findes ved alene at se isoleret på de almene boliger. Vi bliver nødt til at se situationen i sammenhæng med det private boligmarked, idet der også her står en lang række tomme boliger i de samme områder.

Det er mit bedste gæt, at det er nødvendigt fjerne ca. 5.000 boliger i løbet af de næste år. En opgave, som vil komme til at koste i omegnen af 5-6 mia. kr. - inklusiv håndtering af restgæld.

Når vi taler i den størrelsesorden, og vi taler om kommuner, som i forvejen oplever negativ befolkningstilvækst, så kan de ikke stå alene med ansvaret for at løse opgaven. Det er derfor helt afgørende, at man i de politiske drøftelser på landsplan finder løsninger på dette problem, og finder midler til fjernelse af boligerne – både de almene og de private.