Debat

V: Vi skal have et retfærdigt og trygt boligskattesystem

DEBAT: Den nye aftale om boligskattesystemet kan gøre nogle danskere utrygge. Det ønsker vi at gøre op med ved overgangen til de nye regler, skriver Louise Schack Elholm, MF for Venstre.

Foto: Coloubox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Louise Schack Elholm
Skatteordfører, Venstre

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale om et nyt boligskattesystem. Målet har for Venstre været at give tryghed for boligejerne, så danskerne ikke ville blive tvunget fra hus og hjem af pludselige stigende boligskatter.

I 2021 vil det nye boligskattesystem træde i kraft. Men først kan vi se frem til de nye ejendomsvurderinger i 2019, der danner grundlaget for det retvisende boligmarked, som der længe har været behov for. Derfor skulle vi også lave en aftale, der passer sammen med det kommende ejendomsvurderingssystem.

Nogle vil opleve, at deres bolig får en højere vurdering, og andre vil opleve, at deres bolig får en lavere vurdering. Boligskatteaftalen betyder, at de, der får højere vurderinger, vil få en skatterabat, der sikrer, at de ikke vil blive beskattet fra hus og hjem. Det betyder, at de ikke stiger i boligskat. Vi ved også, at der er en gruppe borgere, som har betalt boligskat af en for høj vurdering i en årrække. De vil få pengene tilbage.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Usikkerhed skal komme danskerne til gode
Vi ved, at der er en usikkerhed på 20 procent på de nye ejendomsvurderinger. Den usikkerhed, ønsker vi, skal komme danskerne til gode. Derfor skærer vi 20 procent af vurderingerne, før vi beskatter boligejerne.

Derudover giver vi en skatterabat til alle nuværende ejere ved overgangen til de nye regler samt mulighed for at indefryse fremtidige stigninger. Indefrysningen betyder, at hvis boligen fremover stiger i pris, så skal de fremtidige øgede skatter først betales ved salg. Det er dog op til den enkelte, hvorvidt man vil indefryse sin skat eller betale løbende.

Den nye reform byder på en markant skattelettelse for mange, og særligt i landdistrikterne vil man opleve at skulle betale mindre i skat.

Louise Schack Elholm
Skatteordfører, Venstre

Den nye reform byder på en markant skattelettelse for mange, og særligt i landdistrikterne vil man opleve at skulle betale mindre i skat. Samtidig sikrer vi tryghed for boligejerne i de større byer, da de ikke vil opleve, at stigende boligskatter driver dem væk fra hjemmet. Vi får således et mere retfærdigt og trygt boligskattesystem.

Jeg er rigtig glad for den aftale, vi har indgået. Det er en langsigtet aftale, som kommer alle til gavn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Louise Schack Elholm

MF (V), fhv. kirkeminister, minister for landdistrikter og for nordisk samarbejde
cand.polit. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00