Venstre i boligudspil: Nyt fradrag skal lade flere udleve drømmen om at eje egen bolig

Venstre kommer i nyt udspil med flere boligpolitiske løfter til danskerne. Blandt andet vil partiet give førstegangskøbere et nyt fradrag, når de sparer op til at købe en ejerbolig. Samtidig vil partiet sikre 122.000 flere ejerboliger over de næste ti år. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Den socialdemokratiske regering har med sit store fokus på almene boliger svigtet det store flertal af danskere, der foretrækker at bo i egen bolig.

Sådan lyder analysen fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der i et interview med Berlingske søndag aften præsenterer flere elementer i et nyt boligudspil.

"Rigtig mange danskere drømmer om at bo i en ejerbolig, men det er nu mindre end halvdelen, der rent faktisk bor i en. Vores opgave som politikere er ikke at sige til folk, hvordan de skal leve eller bo – det er at skabe rammerne for, at de kan leve det liv, de rent faktisk drømmer om," siger Jakob Ellemann-Jensen til avisen.

I det nye udspil præsenterer Venstre ifølge Berlingske forud for et kommende folketingsvalg flere konkrete, boligpolitiske løfter til danskerne.

Eksempelvis skal førstegangskøbere kunne oprette en særlig boligopsparingskonto med et skattefradrag på 25 procent af op til 50.000 kroner om året i en periode på maksimalt fem år.

Det betyder, at et boligsøgende par vil kunne spare en halv million kroner op og spare 100.000 kroner i skat. 

Der er ifølge Venstre hver år cirka 50.000 danskere, der vil kunne bruge det nye fradrag, der altså vil koste statskassen cirka en milliard kroner om året. 

Som et andet element i udspillet foreslår Venstre at sætte 100 millioner kroner af til at belønne de kommuner, der har en kortere sagsbehandlingstid for byggetilladelser og opfører flere ejerboliger end den historie vækst i antallet af boliger. 

Venstre anslår, at den samlede plan kan føre til opførelsen af 122.000 nye ejerboliger. 

I interviewet fastslår Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre ikke vil rulle sidste efterårs smalle aftale om 22.000 nye almene boliger tilbage, hvis partiet vinder regeringsmagten efter næste folketingsvalg. 

Ifølge Altingets oplysninger vil Venstre løfte sløret for resten af det nye udspil ved et pressemøde klokken 10.30 mandag formiddag. 

Rabjerg: "Yderligtgående" forslag

Berlingske har forelagt forslagene for flere politiker, herunder boligminister Christian Rabjerg Madsen.

Han mener, at udspillet mangler øje for manglen på betalbare boliger, som han kalder "den største udfordring" i de store byer. 

"Med det her forslag indtager Ellemann i mine øjne en helt skæv og meget yderliggående liberalistisk position, som vil give danskerne mindre frihed til at bosætte sig," siger Christian Rabjerg Madsen til Berlingske.

Omvendt bakker flere borgerlige partier ifølge avisen op om forslagene.

Artiklen er opdateret 8. august 2022 klokken 7.30.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00