Amalienborg mere åben end Christiansborg

KLUMME: Mens trafikken suser rundt om Amalienborg, lukkes trafikken nu ved en særlig sikkerhedszone om folkestyrets hus. Trist, mener Altinget.dks chefredaktør.
Slut med biler ved Christiansborg. Ærgerligt, mener Altinget.dks Rasmus Nielsen.
Slut med biler ved Christiansborg. Ærgerligt, mener Altinget.dks Rasmus Nielsen. Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk

Af Rasmus Nielsen
Chefredaktør

FORESTIL DIG AT sidde i Folketinget og skulle tage stilling til, om man skal følge PET's anbefaling om at lukke for biltrafikken til og fra folkestyrets bygning - af sikkerhedsgrunde.

Ville du sige ja som Folketingets formand og de øvrige i Præsidiet på nær Venstres Bertel Haarder? Fordi PET direkte henviser til tragedien i Norge forrige sommer, og du tænker, at man ikke kan sidde en sådan advarsel overhørig og tage medansvar for mulig dansk terror i fremtiden?

Eller nej, fordi åbenhed til folkestyret netop er et særligt dansk særkende, og fordi man går terrorismens ærinde, når man går et skridt videre til at indkapsle det danske parlament?

Uha, folkestyret er noget rigtig farligt noget, lidt atomkraftværk-agtigt, hvor familien Danmark på søndagstur ikke skal for tæt på.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør

I et sådant anliggende er politikerne i særlig grad alene bundet af deres personlige overbevisning. Skulle trafiklukningen have været til afstemning i folketingssalen, havde det været oplagt at sætte gruppedisciplinen fri og overlade det til den enkelte at træffe sit valg.

ALTINGET.DK HAR BRAGT frem, hvordan Folketinget først i det nye år spærres for biltrafik, så man ikke som i dag kan køre fra Slotspladsen ind i den indre Rigsdagsgård til Folketingets hovedindgang ved den store trappe. Eller vælge en smuk smutvej gennem det indre København ved at køre igennem Tøjhusgade gennem Folketinget og ud på den anden side mod Kongens Nytorv eller Amager. Den tid er forbi. Breivik har ikke levet forgæves, skal man forstå PET. 

Som formanden Mogens Lykketoft (S) forklarede os:

"Der er ikke noget nyt trusselsbillede. Men vi er påvirkede af erfaringerne fra Oslo. Det er svært at tage ansvar for at overhøre PET's anbefaling især efter det, der skete i Oslo." 

Havde en anden tidligere S-formand og medlem af Præsidiet, Svend Auken, levet i dag - og da uden tvivl været formand for Folketinget - tror jeg, han som Venstre havde sagt nej tak til PET's anbefaling. Auken var i sin sidste levetid stærkt imod tendensen til bid for bid at hindre adgangsvejene til folkestyrets hus.

DET ER USÆDVANLIGT af landets store parti at gå enegang i denne alvorlige sag, som dog afgøres pr. flertal og ikke pr. veto. Bertel Haarder selv havde ikke lyst at forklare sit nej, mens bl.a. gruppeformand Kristian Jensen og selveste partiformand, fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen, var særligt ivrige efter at udlægge deres nej til trafikstoppet:

"Jeg har naturligvis respekt for PET's rådgivning, men det er et politisk ansvar at forholde sig til den. Og helt personligt mener jeg, at vi reelt giver efter over for terrortruslen, når vi på denne måde forskanser det danske folkestyre," siger Løkke.

Enig. Det er trist, at dronningens København, hvor man i øvrigt da stadig kan suse rundt i bil inden om Amalienborg, nu får en anspændt, særlig sikkerhedszone ved Christiansborg. Biler forment adgang. Uha, folkestyret er noget rigtig farligt noget, lidt atomkraftværk-agtigt, hvor familien Danmark på søndagstur ikke skal for tæt på. I forvejen er der nu dobbelt-sikkerhedssluser ved hovedindgangen og bagagetjek mv. i den særlige besøgsindgang. Ærgerligt.

MEN NÅR DET er sagt, så lad os få det bedste ud af beslutningen i Folketingets Præsidium, for det er jo sådan set indirekte også en "grøn beslutning" om færre biler i byen. Den gamle drøm om at overdække Rigsdagsgården til et unik, nyt byrum med ekstra plads til det trængte parlament kan realiseres. Tøjhusgade op ad Christiansborg Ridebane er en smuk, historisk gade, der hidtil har været skæmmet af brølende bilers hastige gennemkørsel. Nu skal der kun være plads til cyklister og gående - og en ny lindeallé? Som indkørslen til et fint gammelt dansk gods? Trods alt - det kan blive cyklisternes nye, grønne motorvej gennem byen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Svend Auken

MF (S), fhv. miljøminister, Folketingets 1. næstformand, Formand for Europaudvalget
Cand.scient.pol.

0:000:00