Skiftedagen

"Hvornår kommer han?" spurgte en lille dreng sin far. "Han er kommet ud. Han står derhenne. Han er bare ikke så høj," lød svaret fra faren.

For landets nye statsminister hører ikke til de højeste gardere på slottet, men på denne forårskølige palmesøndag lignede Lars Løkke Rasmussen en mand, der voksede flere meter, da han kom ud af døren på Amalienborg.

For selv om bilagsrodet på et tidspunkt så ud til at sætte en stopper for hans videre politiske avancement, så kunne han nu omsider tage det sidste store skridt op af magtens stige i Danmark.

Forud for Løkkes udnævnelse var gået et par timer med livlig aktivitet på Amalienborg Slotsplads. Allerede i løbet af formiddagen begyndte de første kamerahold at indfinde sig, hvilket fik de forbipasserende turistgrupper til stoppe op. For hvad var det lige, der skete?

Og hvorfor stimlede stadig flere mennesker sammen om en grøn port? Svaret kom klokken 13.30, hvor Danmarks statsminister på det tidspunkt, Anders Fogh Rasmussen, ankom.

Storsmilende vinkede han fra sin faste plads på højre bagsæde i ministerbilen til de mange hundrede fremmødte, der ivrigt kippede med de blå Venstreflag, som Venstres Ungdom flittigt havde delt ud til alle, der ville have dem.

Efter et kvarters penge hos majestæten kunne Fogh forlade de royale gemakker og sætte kursen mod Prins Jørgens Gård, hvor han senere på eftermiddagen formelt skulle give stafetten videre til Lars Løkke Rasmussen.

Inden da skulle Løkke dog også lige en tur omkring dronningen, som var klar til at byde den tredje statsminister med efternavnet Rasmussen velkommen klokken halv tre.

Derfor kunne man som fremmødt have forventet tre kvarter, hvor man enten kunne nærstudere vagtholdets eksorseren eller trodse det kølige forårsvejr og finde det nærmeste ishus.

Det sidste var der utvivlsomt også nogle, der gjorde, men størstedelen valgte at blive på slotspladsen, hvor der få minutter efter Foghs exit udspillede sig et mindre drama, da Socialdemokraternes Ungdom tog opstilling ved rytterstatuen midt på pladsen med røde faner og et banner, der ikke efterlod tvivl om, hvad de unge DSU'ere mente om Løkke. Men det kunne de godt pakke sammen igen, lød beskeden fra politiet.

<img align="left" src="@nyimg=4705@" />

Den slags hørte ikke hjemme på Amalienborg Slotsplads, hvorfor DSU'erne hovedrystende måtte forlade slotspladsen. De gik dog ikke længere væk, end man fortsat kunne se dem.

For banneret måtte gerne være alle andre steder end slotspladsen, så DSU'erne valgte at stille sig på Frederiksgade, der fører ind til Amalienborg. For at de var utilfredse med landets nye statsminister var der ikke nogen tvivl om. Og det skulle de nok sørge for at vise.

Allé af mennesker
Midt i al virvaret løb tiden, og Løkke ankom til Amalienborg. Nøjagtig som sin forgænger kørte han i sin ministerbil ned gennem en allé af mennesker, der ville se giraffen. Et par hurtige vink blev det til, inden de grønne porte hurtigt lukkede sig bag ham.

Kvart i tre kom så det øjeblik, som de fleste havde ventet i flere timer på, nemlig Løkkes første møde med såvel pressen som befolkningen under titlen statsminister. Blikket i hans øjne sagde nærmest det hele, da han trådte ud på slotspladsen.

Løkke var en stolt mand. Lynhurtigt fik han stukket mikrofoner i hovedet, men selv om han svarede godt for sig, så var det de færreste, der kunne høre et ord af, hvad statsministeren sagde. DSU'erne havde nemlig parkeret bannerne og var nu vendt tilbage til slotspladsen, hvor de buhede af Løkke og ellers taktfast sang, at de ville have valg, og at Danmark havde brug for at få en socialdemokratisk regering igen.

Fandeme nej, lyste det ud af flere VU'ere, der derfor gav sig til at synge lige så højt om alle de mange fortræffeligheder, de mente, der var ved en borgerlig liberal regering. Løkke selv forsøgte at ignorere den politiske sangstrid, der udspillede sig for øjnene af ham, og efter et par spørgsmål søgte han igen ly bag de grønne porte, hvor ministerbilen ventede.

En ministerbil, der øjeblikkeligt kørte ham til den nye arbejdsplads, Statsministeriet, hvor blandt andet Fogh ventede.

Beklemt
Om det var oplevelserne fra Amalienborg, der påvirkede Løkke, skal være usagt.

Men han så unægtelig en smule beklemt ud, da han sammen med Fogh entrerede en kogende hed Spejlsal. Fogh var derimod i sit es. Den ellers så kontrollerede kontraktpolitiker havde både overskud til at vise følelser, komme med morsomme bemærkninger og give gode råd med på vejen til sin efterfølger.

Samtidig gav Fogh et nummer på sit nyeste politiske instrument, nemlig rollen som morfar. Med i Spejlsalen denne eftermiddag var foruden fru Anne-Mette også datteren Maria, der for få uger siden fødte datteren Martha, opkaldt efter Foghs afdøde mor.

Den lille pige, der i påskens anledning havde fået en gul kjole på, sov dog trygt og godt under den første del af seancen, hvor departementschef Karsten Dybvad talte.

Men morfars tale skulle hun alligevel lige have lidt med af, så da hun vågnede til lyden af klapsalver undervejs i talen, lagde hun sig til rette på sin fars arm, hvorfra hun kunne høre sin morfar sige tak for alt, og derefter give ordet videre til landets nye statsminister.

At svedperlerne ræsede ned af Løkkes pande kunne man næsten ikke andet end have forståelse for, eftersom de mange snurrende kameraer og et halvt hundrede mennesker forvandlede Spejlsalen til en sauna.

Samtidig gjorde nervøsiteten, som især dominerede den første del af Løkkes tale, det heller ikke bedre. Men Løkke fik, om man så må sige, talt sig varm, og endte til sidst med at høste dagens største latterbrøl, da den traditionelle gave skulle uddeles.

For Løkke var jo den tredje Rasmussen i træk, og selv om der bestemt var forskel på Rasmussen 1 og Rasmussen 2, og at der med sikkerhed også ville være forskel på Rasmussen 2 og Rasmussen 3, så var der alligevel en ting, som de alle tre havde til fælles, hvilket var glæden ved cykelsport.

En joke, som Løkke serverede på en måde, så de fleste lige akkurat nåede at tænke tilbage på den første Rasmussens cykeltur med en lidt for lille cykelhjelm tilbage i 90'erne.

Ifølge Løkke, der så sig selv som en langdistancerytter, så var Fogh en ægte tempospecialist, og derfor måtte den eneste rigtige gave være en enkeltstartshjelm. En gave, der tydeligvis morede Fogh. Desværre måtte fotograferne nøjes med at se Fogh holde hjelmen i hånden.

Historien havde alligevel lært ham, at en Rasmussen sjældent slipper godt fra at tage cykelhjelm på som statsminister.

<img align="left" src="@nyimg=4714@" />