de svarer ikke

Pligtlæsning på Christiansborg

Af |
6. marts 2011 kl. 11:45
ANMELDELSE: Christian Kocks "De svarer ikke" burde være pensum på journalistuddannelserne og pligtlæsning for alle politikere. Bogen er dybt relevant, men desværre nok med beskeden effekt, skriver Altinget.dks Ida Skytte.
| Flere

 

Man skal blot åbne en avis eller tænde for fjernsynet, hvis man vil se beviser for påstandene i retorikprofessor Christian Kocks nye bog "De svarer ikke - fordummende uskikke i den politiske debat".

Nemlig at den politiske debat er blevet reduceret til "blah, blær og blame-game", altså irrelevant udenomssnak tilsat selvros og mistænkeliggørelse af modparten.

Mange vil utvivlsomt blive opildnet til at forbedre den nødlidende debatkultur og den politiske journalistik efter at have fået Christian Kocks gedigne og nødvendige opsang. Men uanset hvor gerne politikere og journalister vil give plads til spinfri argumentation med substans - og dermed klæde befolkningen bedre på til at tage stilling - så er det desværre svært at forestille sig, at bogen vil ændre noget fundamentalt.

Ida Skytte
Journalist, Altinget.dk
Stråmænd og fortielser
Eksemplerne i bogen er utallige. Og ofte tåkrummende.

Her udfører Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde det, som Kock har døbt en "stråmand" ud fra et spørgsmål fra en journalist om, hvad statsministeren mener om et S-SF-forslag om at udskyde vedtagne skattelettelser i topskatten på grund af underskuddet på statsbudgettet:

"Jamen jeg har godt set, hvad det er, de foreslår. Og det er på mange måder befriende, fordi så er det jo til at kende billedet igen af en opposition, som kun har en overskrift, nemlig at sætte skatterne op."

Løkke fordrejer ifølge Kock modpartens standpunkt og pådutter dem en holdning i stedet for at svare på spørgsmålet. Og den metode er Løkke bestemt ikke ene om at benytte sig flittigt af, viser bogen. Generelt stemples Venstre og især Fogh i bogen som mestre i de mange fordrejende debatdiscipliner, som bogen gør rede for.

Og selve kontraktpolitikkens natur var ifølge Kock med til at suspendere reel debat, da den form for politik jo ligger urokkeligt fast og dermed bliver argumentresistent.

Udover stråmændene lancerer forfatteren en række andre begreber, som karakteriserer debatkulturen, og han udstiller politikerens hang til at fuske med tal og til at skyde andre holdninger i skoene - et såkaldt "omvendt lommetyveri".

Og så udstiller han på fornemste vis, hvordan politikerne ofte slet og ret undlader at svare. I den kategori er "en Hornbech" den værste - altså da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i 2008 for rullende kameraer smilende forholdt sig helt tavs. Men ofte pakkes fortielserne bedre ind end det. Et andet af Kocks eksempler er Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, der hér "svarer" en kronikskribent, som har kritiseret regeringens miljøpolitik:

"Enhver, der læser ovenstående kronik, kan se, at det må være en person, som er så fyldt med frustration over, at han og hans meningsfæller ikke længere styrer værdidebatten og miljøpolitikken."

Vesselbo affejer altså dermed pure skribentens argumentation uden at gå ind i den - en helt klassisk måde for politikere at kommunikere. 

Indvandrerdebatten én gang til
Bogens absolut længste kapitel tilegnes den såkaldte "indvandrerdebat". Det giver udmærket mening at bruge så meget krudt på det emne, da uskikkene i høj grad florerer her, men mange af eksemplerne vil de fleste kende i forvejen, og derfor virker kapitlet langt.

Kocks pointe er, at der findes to skarpt opdelte sider i indvandrerdebatten. To sider, som hver især dæmoniserer hinanden og beskylder den anden side for alverdens udokumenterede påstande. På den ene side opridser Kock en art "best of Dansk Folkeparti" med de mest opsigtsvækkende udtalelser fra Søren Krarup, og på den anden side kritiserer han debattører som Carsten Jensen for kun at tilfredsstille læsere, der på forhånd er enig med ham - altså at agere en "ideologisk sutteklud".

Eksemplerne er mange og grelle. Og også velkendte. Det havde været mere interessant med større fokus på de mere skjulte og subtile eksempler - dem som man ikke lige bemærker med det samme - men som alligevel ubemærket påvirker debatten.

Det kan desuden undre, at Kock konkluderer følgende uden at argumentere grundigt for sin påstand, når det netop er det, han efterlyser:

"To fløje i debatten opgejlede en polariseret, fjendtlig stemning mod hinanden. Og indvandrerdebatten har nok været med til at øge afstanden mellem mange 'etniske' danskere og 'nydanskere' og har dermed forsinket og svækket integrationen og lokket et vist antal indvandrere ud i radikalisering og fjendtlighed over for Danmark".

Hvor er Kocks argument for, at debatten har ført til radikalisering og fjendtlighed?

Hvem henvender bogen sig til?
Christian Kock forklarer selv, at bogen blandt andet kan bruges som inspiration for politikere og journalister. Og der er ingen tvivl om - især efter at have læst bogen - at debatniveauet i den grad kunne blive højnet, hvis der blev luget ud i unoderne.
Skal man alligevel finde hår i suppen, kan man spørge, hvem bogen ellers henvender sig til. Selv understreger forfatteren flere gange, at bogens perspektiv er borgerens, men han sætter sig alligevel mellem to stole.

På den ene side underbygger forfatteren sin argumentation grundigt med referencer til eksempelvis Hal Koch og Jürgen Habermas og har strøet i alt 189 fodnoter ud over siderne. Ikke noget, der ligefrem appellerer bredt.

På den anden side bruger retorikprofessoren dybt fortærskede eksempler som Holbergs Erasmus Montanus og fælden "er du holdt op med at slå din kone", som næppe vil ramme målgruppen for ovenstående mere "tørre" og akademiske indhold. Mest grelt i den kategori er, at Kock forfalder til at bruge den populære DR-serie Borgen til at eksemplificere brugen af spin.

Og effekten?
Mange vil utvivlsomt blive opildnet til at forbedre den nødlidende debatkultur og den politiske journalistik efter at have fået Christian Kocks gedigne og nødvendige opsang.

Men uanset hvor gerne politikere og journalister vil give plads til spinfri argumentation med substans - og dermed klæde befolkningen bedre på til at tage stilling - så er det desværre svært at forestille sig, at bogen vil ændre noget fundamentalt. For der mangler realistiske og konstruktive løsninger.

Jo, Kock opfordrer godt nok vælgerne til at stoppe med at stemme på politikere, som ikke svarer, men eftersom han samtidig argumenterer for det store omfang af uskikkene, er det - set fra vælgernes synspunkt - svært at gennemskue, hvem man så skal stemme på?

Så hvad skal velmenende journalister og politikere reelt stille op? Mediebilledet står jo ikke just står foran en gennemgribende forandring, hvor alle pludselig vil følge i P1's fodspor, og populære programmer som Mogensen og Kristiansen, som i Kocks optik er med til at forværre debatniveauet med det evindelige fokus på strategi og taktik, bliver der næppe heller blive skruet ned for i fremtiden.

Christian Kocks overordnede pointer er - desværre - ikke nye, og effekten bliver formentlig til at overse. Men det skygger ikke for, at bogen velskrevet og yderst relevant, og at hovedpointerne er grundigt underbyggede med bundsolide argumenter. Det sammen med de mange underholdende eksempler og Christian Kocks skarpe sproglige univers gør i den grad bogen anbefalelsesværdig.

Christian Kock: "De svarer ikke - fordummende uskikke i den politiske debat". Gyldendal., 225 sider, 179 kroner. Er udkommet.

 

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK