Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Engang var Liberal Alliance den rene vare. Er de nu endt som et bredt, borgerligt kompromis?

Det er opsigtsvækkende, at Liberal Alliance efter EU-valget vil være med i den konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet. Og det er mærkeligt, at partiet afviser kritikken af deres valg, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Liberal Alliance har meddelt, at de vil søge optagelse i den konservative gruppe i Europa-Parlamentet, hvis partiet skulle blive repræsenteret i det transnationale europæiske parlament efter valget 9. juni.

Hvad er den nu af? De fleste ville nok forvente, at de deltog i den liberale gruppe. Men nej, her ville spidskandidat Henrik Dahl passe dårligt ind. Han er ikke så liberal, at det gør noget.

Partiet er nok også mere kritisk over for EU-systemet, end de fleste af partierne i det europæiske liberale parti Alde eller den fælles gruppe mellem de liberale og mere frit stillede centrumspartier i Renew Europe.

Historisk har det været et smertensbarn for Liberal Alliance at finde sin europæiske politiske familie. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Måske ville det næsten være til at forstå, hvis de bare sagde det sådan: "Hey, vi er mere kritiske end de typiske liberale partier i Europa, og dele af partiet er måske også mere værdikonservativt, især vores spidskandidat Henrik Dahl, som vel nærmest er nationalkonservativ."

Men nej. Det hele skal køres igennem den spinmæssige vridemaskine.

Den allestedsnærværende nummer to på Liberal Alliances liste til europaparlamentsvalget, Mads Strange, forklarer, at det skam er helt naturligt, at partiet, der opfatter sig selv som Danmarks eneste liberale parti, er med i den konservative gruppe.

Hvor er i øvrigt Henrik Dahl henne? Har de lukket ham inde til efter valget for ikke at miste de nye unge vælgere?

Nå, tilbage til Strange. På det sociale medie Twitter (som jeg holder fast i at kalde det) skriver han blandt andet om det besynderlige gruppevalg i Europa-Parlamentet:

"Det her vedbliver altså med at være en fjollet kritik. EPP består af europæiske centrumhøjre partier, der både er liberale og konservative. Det er ikke en konservativ gruppe, bare fordi ordet 'konservativ' indgår i partinavnet."

Og det er da også en fjollet kritik, hvis det ellers var rigtigt, hvad Mads Strange skriver. Det er det bare ikke.

LA har historisk haft svært ved at at finde sin europæiske politiske familie. Ved 2019-valget til Europa-Parlamentet var det mere ligetil: Spidskandidat Mette Bock og partiledelsen ville i den liberale gruppe, og partileder Anders Samuelsen var stejl modstander af, at LA skulle ind i EPP-gruppen, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
LA har historisk haft svært ved at at finde sin europæiske politiske familie. Ved 2019-valget til Europa-Parlamentet var det mere ligetil: Spidskandidat Mette Bock og partiledelsen ville i den liberale gruppe, og partileder Anders Samuelsen var stejl modstander af, at LA skulle ind i EPP-gruppen, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

EPP – det europæiske folkeparti – er en sammenslutning af konservative og kristendemokratiske partier. Således er det Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne med for Danmark. De kristelige demokrater i Holland, Belgien, Tyskland og Østrig. Lige som eksempelvis Forza Italia, det østrigske folkeparti og de konservative i Spanien.

Ja, faktisk er det sådan, at der med enkelte marginale undtagelser er fuld plade på konservative og kristeligt demokratiske partier i EPP. Nogle med en mere national retning, nogle med mere fokus på det kristne, nogle mere erhvervsrettede og, ja, nogle med et mere liberalt præg. Men dog stadigt konservative.

Så nej, kritikken er ikke fjollet. Det er mærkeligt, at LA bare afviser den.

Endnu mere overraskende er det dog, at det berlingske hus' konservative yndlingstænker, Christian Egander Skov, i et debatindlæg i Berlingske kommer den unge hedspore (Eganders formulering) Mads Strange til undsætning og påstår, at de partier, der plejede at minde om Venstre, sidder i EPP, altså den konservative gruppe.

Læs også

Igen, hvis det var rigtigt, ville det være et godt argument. Men det passer bare ikke.

Alle de traditionelle liberale partier er med ovre hos de liberale i Renew Europe. Tysklands Frie Demokrater, FDP, hollandske VVD, de svenske Liberalerna.

Det er nok heller ikke tilfældigt, at den afdøde Venstre-formand og mangeårige udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var formand for de europæiske liberale i halvdelen af 1990'erne. Her føler man sig hjemme. Blandt liberale venner. Det ville være mærkeligt at være med hos de konservative.

Historisk har det været et smertensbarn for Liberal Alliance at finde sin europæiske politiske familie. Mest fordi partiet til alle tider har bestået af liberale i forskellige afskygninger og måske endda af enkelte medlemmer, der mere er dækket af andet led af partinavnet, det med alliancen.

Når man nu alligevel ender med at pege på EPP-gruppen, kan det selvfølgelig skyldes, at partiet har justeret sig i mere konservativ retning.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Op til valget for ti år siden ønskede den senere undervisningsminister Merete Riisager, at partiet skulle med hos ECR, der dengang var en euroskeptisk konservativ gruppe, men i dag nok er mere nationalkonservativ.

Hendes motiv var det kritiske, ligesom det måske er i fravalget af Renew Europe hos nogle af dagens LA'ere.

Det var helt uspiseligt for os i den daværende partiledelse, og spørgsmålet blev lagt til side, da vi alligevel var langt fra en plads i Europa-Parlamentet.

Efter folketingsvalget i 2015 skulle vi pludselig sende et medlem afsted til Europarådets parlamentariske forsamling. Hvilket parti skulle vi ind i? Igen var der intens diskussion, men vi endte salomonisk med at gå med i den liberale Alde-gruppe til gengæld for, at der ikke lå en automatik i, at vi også skulle være i den liberale gruppe, hvis vi kom i Europa-Parlamentet.

Ved 2019-valget til Europa-Parlamentet var det mere ligetil: Spidskandidat Mette Bock ville i den liberale gruppe, ligesom partiledelsen ønskede det.

De mere EU-skeptiske begyndte allerede dengang at tale om den konservative EPP-gruppe. Den daværende partileder Anders Samuelsen havde selv siddet i Europa-Parlamentet fra 2004 til 2007 – i den liberale gruppe. Han var stejl modstander af, at LA skulle ind i EPP-gruppen, som havde mange katolske abortmodstandere.

Når man nu alligevel ender med at pege på EPP-gruppen, kan det selvfølgelig skyldes, at partiet har justeret sig i mere konservativ retning.

Når man peger på de svenske Moderaterne, der kalder sig selv liberalkonservative, så er det jo nærmest en indrømmelse af, at man er gået fra den rene vare til det brede borgerlige kompromisparti. Man er gået fra Venstre under Uffe Ellemann-Jensen til Venstre under Anders Fogh. Og så giver det måske alligevel mening.

Og så er der lige det aber dabei, at det slet ikke er sikkert, at EPP vil have Liberal Alliance. Men det finder vi først ud af efter 9. juni.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA), podcastvært, Ministertid
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Henrik Dahl

Kommende MEP (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

Mads Strange

Politisk rådgiver, Liberal Alliance
b.sc.pol. (Københavns Universitet)

0:000:00