Ammitzbøll: LA er ikke længere et protestparti

Der er slet ingen grund til overraskelse.

Når LA valgte at pakke sit ultimative krav ned i en lille boks, der blev byttet for seks ministerposter, var der blot tale om kulminationen på en længere udvikling. Væk fra protestpartiets rebelske rolle og over i de ansvarlige partiers rækker.

Det i hvert fald udlægningen fra Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, som Altinget mødte i en pause fra en af hans første folketingsdebatter som ny økonomi- og indenrigsminister.

Han repræsenterer nu et parti, der accepterer de grumsede kompromiser, der kendetegner et regeringssamarbejde – netop den type kompromiser, som LA var fuld af foragt over for. Men det var dengang.

 Vi har fået en netto fremgang på 500 medlemmer på bare en uge. Det tror jeg aldrig, vi har oplevet før.

Simon Emil Ammitzbøll
Økonomi-og indenrigsminister (LA)

Forvandlingen
”Igennem de sidste tre år er vi gået igennem en transformation fra et protestparti til et liberalt reformparti. Et parti, der er parat til kompromiser. Jeg har selv stået på et LA-landsmøde og sagt: ”Det kommer også til at gøre ondt på os”,” siger Simon Emil Ammitzbøll.

Så I er simpelthen ikke et protestparti længere?

”Nej. Jeg mener ikke, vi gik til valg i 2015 som et protestparti. Vi gik til valg som et liberalt reformparti med et program, der var gennemregnet af Finansministeriet. Den slags er noget, Anders og jeg har med fra De Radikale.”

Efter den mildt sagt overraskende udgang på krisen i blå blok har LA markedsført den udlægning, at det hele tiden var partiets primære mål at komme i regering - og at det ultimative krav om sænkning af topskatteprocenten kun var et midlertidigt surrogat for den ønskede regeringsdeltagelse.

Men den argumentation har I jo aldrig brugt før?

”Nej, ikke i det åbne rum.”

”Men forslaget om at danne en større borgerlig regering tog vi også op under krisen om landbrugspakken, så det er ikke noget nyt mål for os. Der har så været et forløb, hvor vi har sagt, at enten fik vi topskattelettelser, eller også var der ikke nogen Venstre-regering….”

I sagde, at uden minimum fem procentpoint på topskatten er der ”slet ikke en borgerlig regering”.

”Du kan finde formuleringen i forskellige udgaver. Men man kan i hvert fald sige, at Lars Løkke Rasmussen II-regeringen er væk, for den er blevet afløst af LLR III. ”

Hvorfor siger I ikke bare åbent, at I har ændret strategi – i stedet for de der sjove forklaringer?

”Fordi sådan er det ikke. Den sandfærdige historie er, at vi forsøgte at komme i regering både i 2015 og 16.”

Den vestagerske logik
Vekslingen af ultimativt krav til regeringsdeltagelse er dog kun et af kritikpunkterne mod Liberal Alliance. Et helt andet spørgsmål er, hvor meget LA har fået igennem i det nye regeringsgrundlag, der har kun har vage formuleringer om topskat og lægger op til offentlig realvækst på 0,3 procent.

Kan du nævne noget som helst, der er afgørende forskelligt fra det tidligere regeringsgrundlag?

”Ja, det er helt afgørende for os er, at man har fået en anden ambition og nogle andre måltal.”

"Velstandsmålsætningen er øget fra 65 milliarder til 80 milliarder, og arbejdsudbuds-målsætningen er øget fra 40.000 til 55.000-60.000. I en nærmest vestagersk logik er det de to tal, der er styrende i alle de udspil denne regering, kommer med,” siger Simon Emil Ammitzbøll og tilføjer synligt tilfreds:

”Det er med CEPOS’ ord det mest liberale regeringsgrundlag, man kan få i Danmark.”

Det er vel ikke en liberal revolution, fordi man sætter nogle måltal lidt op?

”Jeg har aldrig været noget revolutionært menneske. Det afgørende er, om vi i LA kan trække mere i liberal retning og levere mere indflydelse til vores vælgere end før. Svaret er et rungende ja.”

Parlamentarisk er situationen den samme, så risikoen er vel, at I kommer til at administrere en politik, der minder meget om den forrige regerings?

”Det tvivler jeg på. Men vi ser det her projekt i et langt perspektiv. Hvis denne regering kommer fornuftigt fra land, så tror jeg, den kan sidde de næste ti år.”

Radikalt DNA
Bag hele transformationen fra protestparti til regeringsparti ligger spørgsmålet om, hvorvidt det pr. automatik er en fordel at have del i regeringsmagten. Sådan som det ligger i DNA'et fra det Radikale Venstre, hvor fire af seks LA-ministre kommer fra.

Er det altid bedre at være i regering end udenfor?

”Ikke altid. For SF var det ikke. Men de var også nødt til at rive deres partiprogram i stykker for at komme ind i regeringen. Vi har revet det gamle regeringsgrundlag i stykker for at komme ind og få aftryk på et nyt. Det er en meget afgørende forskel.”

”Vi har aldrig påstået, at vores politik vil blive ført igennem 100 procent. Det sagde S-SF om deres planer op til valget i 2011. Det var det, der førte til hele løftebrudsdiskussionen.”

Der er vel også nogle skuffede forventninger til jer, fordi I havde brandet jer selv som ”et helt anderledes parti”?

”Det er min oplevelse, at de 90 procent, der ikke vil stemme på Liberal Alliance har fået deres konsoliderede fordomme bekræftet, mens vores eget bagland har været utrolig opbakkende. Vi har fået en netto fremgang på 500 medlemmer på bare en uge. Det tror jeg aldrig, vi har oplevet før.”

Fattig-Carina
Liberal Alliance er ellers et af de partier, der har formået at få indflydelse uden at sidde i regering. Det er foregået gennem holdningsprægede debatter, som i den berømte ”Fattig-Carina”-sag.

Risikerer I ikke, at den indirekte indflydelse smuldrer nu?

”Det er i hvert fald en problematik, man skal være meget opmærksom på. Det anerkender jeg til fulde,” siger Ammitzbøll og fortsætter:

”Derfor er det vigtigt, at vi stadig har stærke personer tilbage i vores folketingsgruppe, som for eksempel Joachim B. Olsen, Christina Egelund og Henrik Dahl. Så vi både kan tage den traditionelle magt og indflydelse og fortsætte med den moderne holdningsbearbejdning.”

Så jeres ordførere vil forsvare partiets politik, mens jeres ministre vil forsvare regeringens?

”Vores ordførere vil ikke lave konflikter med ministre fra de andre regeringspartier. Men LA-ordførerne kan rejse de principielle diskussioner på en anden måde, end ministrene kan. Det er selvfølgelig en balance, for vi skal heller ikke optræde som et oppositionsparti. ”

Men evnen til at bevare skarpheden er og bliver essentiel for Liberal Alliance, hvis man ikke skal lide samme kranke skæbne som andre regeringspartier, erkender Ammitzbøll:

”Det er utrolig vigtigt, at man kan indgå kompromiser, men lige så vigtigt, at man ikke lader som om, at kompromiset er politikken. Nogle af de partier, der er blevet skadet af at sidde i regering, er endt med at identificere sig med kompromiserne.”

Siger Simon Emil Ammitzbøll, der nu sidder på præcis det ministerium, den tidligere radikale leder Margrethe Vestager havde så stor succes med. Men hun sad med de afgørende mandater.