Benny Damsgaard: S er klar favorit til kommunalvalget

KOMMENTAR: Med en markant borgmesterfremgang ved seneste kommunalvalg og momentum i de nationale målinger tegner årets kommunalvalg lyst for S. Anderledes trist ser det ud for V. Og så kan vi se frem til en historisk dyr og ikke mindst svinsk kommunalvalgkamp.

Den store politiske begivenhed her i 2021 bliver kommunal- og regionsvalgene i november.

Vinteren og foråret vil stadig være præget af corona og ikke mindst afklaringen af, om Inger Støjberg skal for en rigsret, og om Løkke stifter et nyt parti. Realpolitisk er det, der betyder mest i 2021, dog kommunalvalget til november. Resultatet vil bestemme den politiske retning for landets 98 kommuner og fem regioner fire år frem.

Og denne gang vil valget, fordi det ligger midt i Folketingets valgperiode, også blive udlagt som en landspolitisk temperaturmåler – et dansk midtvejsvalg om man vil - som kan give vinderne fornyet momentum og gøre tabernes krise endnu dybere.

Et af de første tegn på, at det snart er ved at være kommunalvalgstid er, at mængden af kommunalpolitikere, der skifter parti, begynder at stige. Der har altid været langt flere partiskift i lokalpolitik end i national politik.

I sidste periode var det cirka 150 kommunalpolitikere ud af de godt 2.430, der er valgt, som skiftede parti undervejs. Billedet tegner til at blive nogenlunde det samme denne gang. Danske Kommuner opgjorde i sommer, at der indtil da havde været 100 partihoppere i perioden. Siden er der kommet en del flere til.

Den primære forklaring på skiftene er simpel egeninteresse. De fleste partihop sker fra partier, som klarer sig skidt i de nationale målinger, og hvor chancerne for genvalg – især hvis man er en kandidat lidt nede på listen – ser ud til at være blevet reduceret i forhold til sidst.

Op til sidste kommunalvalg i 2017 var det især Det Konservative Folkeparti, det gik ud over. Denne gang er det især Dansk Folkeparti og til dels også Liberal Alliance, det går ud over.

Uanset hvad grunden er, og den er kun sjældent politisk, så er det ikke risikofrit at skifte parti. Vælgerne bryder sig grundlæggende ikke om partihoppere. Ifølge valgforskeren Roger Buch halverer partihop chancen for genvalg for landspolitikere, og effekten er sandsynligvis noget lignende på lokalplan.

For det andet bryder partiernes medlemmer sig heller ikke selv meget om partihoppere, og det gælder også medlemmerne i de partier, der hoppes til. Alle tager naturligvis pænt imod nye mandater, men der vil altid sidde en nagende mistanke om opportunisme tilbage hos det parti, man skifter til.

Selv om mange medier ofte vil gøre det, skal man være meget varsom med at lægge nationale målinger og tendenser ned over lokalpolitik. Lokalvalg er først og fremmest lokale. Vælgerne stemmer ud fra lokale, borgernære temaer og på personer fra deres lokalområde, de kender og stoler på. Ideologi og nationale problemstillinger har kun i begrænset omfang effekt. 

Mange iagttagere har brugt en gammel huskeregel om, at nationale målinger cirka slår halvt igennem lokalt. Den regel skal man dog være yderst varsom med at lade styre sine forudsigelser.

Op til seneste kommunalvalg i 2017 var der for eksempel en forventning om, at Dansk Folkeparti det år ville få sit kommunalpolitiske gennembrud ovenpå kanonvalget til Folketinget i 2015.

Partiet var i november 2017 på landsplan gået lidt tilbage siden valget i 2015, men lå stadig pænt over niveauet fra kommunalvalget i 2013. Valget i 2017 var dog en stor skuffelse for Dansk Folkeparti. Partiet gik 1,38 procentpoint tilbage på landsplan og mistede 32 pladser.

En af forklaringerne på Dansk Folkepartis relativt skuffende valgresultat i 2017 er sandsynligvis, at Danske Folkeparti det år kørte en landspolitisk inspireret kommunalvalgskampagne med fokus på indvandrere.

Udlændingetemaet, uanset om man forsøger at lave en kommunal vinkel på det, er normalt ikke et tema, som opfattes lokalt. Vælgerne ved godt, at udlændingepolitik ikke er noget, kommunalbestyrelsen kan gøre så meget ved – til forskel fra skoler, plejehjem og kommunens veje.

Ved efterårets kommunalvalg får vi endnu en test på, om man kan omsætte et nationalt spørgsmål til kommunal succes. Det Konservative Folkeparti er som en af de første partier allerede nu begyndt at varme op til kommunalvalget med annoncer om den seneste udligningsreform, som partiet ikke var med i, og som vil straffe en række af de velstående konservative kommuner i hovedstadsområdet.

Der er ingen tvivl om, at udligning er et spørgsmål, som vælgerne i for eksempel Gentofte går meget op i. Det er til gengæld ikke et spørgsmål, som vælgerne i kommuner uden for hovedstadsområdet normalt går voldsomt op i.

Endelig er udligning ikke et spørgsmål, som kommunalbestyrelserne har ret meget indflydelse på, hvorfor vælgerne reelt skal bruge deres stemme på at ”straffe” partierne bag udligningsreformen. Uanset hvad bliver det spændende at følge, om det denne gang lykkes et parti at gøre et landspolitisk spørgsmål til et lokalt tema.

Hvor det er usikkert, om man kan få en lokal effekt ud af at føre nationalt inspirerede kampagner lokalt, er det til gengæld sikkert, at det giver en betydelig fordel at sidde på borgmesterposten.

I kommunerne er det reelt kun borgmesterposten, som for alvor betyder noget. På nær i de helt store byer er borgmesteren den eneste fuldtidsansatte politiker, og platformen, kontrollen over apparatet og de mange automatiske repræsentative pligter gør, at borgmesteren står langt stærkere politisk og kampagnemæssigt end de andre politikere.

Ved sidste kommunalvalg skete der betydelige udsving i antallet af borgmestre. Socialdemokratiet gik 14 borgmestre frem til 47. Venstre gik 11 tilbage til 27 og Det Konservative Folkeparti gik fem tilbage til otte. Det store spørgsmål i år bliver, hvilken indflydelse disse historisk store udsving i antallet af borgmestre kommer til at få på valgresultatet.

De ekstra borgmesterposter vil – alt andet lige – betyde, at Socialdemokratiet står med et markant stærkere lokalt udgangspunkt ved efterårets kommunalvalg end ved det sidste. Og når man hertil lægger, at Socialdemokratiet på landsplan ligger markant højere i de nationale målinger end ved seneste kommunalvalg, tyder alt på, at Socialdemokraterne står til et flot kommunalvalg.

Omvendt står Venstre til en nedgang. De 11 færre borgmesterposter giver et dårligere lokalt udgangspunkt end ved sidste valg, og landspolitisk ligger Venstre i dag i de landspolitiske målinger på cirka 18 procentpoint. Der lå man også i november 2017 (se Risbjerg-snittet ovenfor), og man kan derfor ikke denne gang, som målingerne ser ud nu, se frem til at få hjælp af nogen landspolitisk fremgang.

Det Konservative Folkeparti tabte ved seneste kommunalvalg fem borgmesterposter. En relativt set markant tilbagegang i borgmesterposter, og man har i dag ikke længere konservative borgmestre i Jylland.

De færre borgmestre vil alt andet lige give et markant svagere lokalt udgangspunkt end sidst. Til gengæld har man siden sidst fået betydelig fremgang landspolitisk og er i dag mere end fordoblet i forhold til de fire procent, man landspolitisk stod til i 2017. Mit bud er, at det Det Konservative Folkeparti får en lille fremgang ved kommunalvalget, men at den vil være langt mindre end forventet.

Uanset hvordan stemmerne ender, kan vi se frem til en historisk dyr kommunalvalgskampagne. Tendensen ved de seneste valg har været stigende udgifter, og den vil fortsætte.

De store partier har i over et år forberedt sig på kommunalvalget med uddannelse af kandidater og kampagneansvarlige. Og økonomisk er der blevet sendt hundredetusindvis af kroner ud lokalt til finansiering af de lokale kampagner. Begge ting skete også ved seneste kommunalvalg i 2017.

Den primære ændring i år ved kommunalvalget – udover de større budgetter – bliver, at valgkampen vil blive historisk hård. Den politiske debat på især de sociale medier har ikke tidligere været så hård, som den er nu efter et år med coronanedlukning, mink-skandale og diskussionen om en eventuel rigsret til Støjberg.

En række af de normale barrierer for, hvad man beskylder sine politiske modstandere for, er blevet brudt ned og der skydes på alt og alle. Derfor bliver den største taber ved dette års kommunalvalg nok den demokratiske samtale.

-----

Benny Damsgaard (f. 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Benny Damsgaard:  Stor del af Venstre håber på rigsretssag mod Støjberg Benny Damsgaard: Stor del af Venstre håber på rigsretssag mod Støjberg
Mai Villadsen klar favorit som ny spids for Enhedslisten

Mai Villadsen klar favorit som ny spids for Enhedslisten

ANALYSE: Enhedslisten ventes at vælge ny politisk ordfører inden for det næste halve år, og pilen peger på klimaordfører Mai Villiadsen. Det vil signalere en videreførelse af den mere folkelige linje, partiet har anlagt de senere år.