Benny Damsgaard: Vrede politikere vil straffe pressen efter valget

KOMMENTAR: Der er en enorm vrede på Christiansborg mod enkelte journalister og medier, som ifølge politikerne igen og igen går over stregen. Benny Damsgaard skriver om, hvorfor medieansvarsloven sandsynligvis bliver strammet – uanset hvem der vinder valget.

Hvordan ville du have det, hvis der sad en fotograf på din bagtrappe og tog billeder ind i din lejlighed?

Eller hvis du fandt ud af, at der var journalister fra formiddagspressen, som ringede til alle værtshusene i din hjemby for at høre, om du egentlig ikke havde et alkoholproblem? Eller at de samme journalister ringede rundt til alle motionscentrene for at høre, om nogen – gerne anonymt - ikke kunne bekræfte, at du brugte anabolske steroider?

Eksemplerne er desværre ikke fiktive. De er ganske virkelige og stammer fra Køge tilbage i 2011. Manden, der var udsat for 'behandlingen', er Socialdemokratiets nuværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen.

Begivenhederne fandt sted i tiden umiddelbart efter regeringsforhandlingerne i ’det sorte tårn’, hvor Sass fik besked om, at han ikke kunne få en ren sikkerhedsvurdering. En udvikling, der efterfølgende fik især B.T. til at smide alle hæmninger i jagten på slibrige detaljer om Sass’ privatliv.

Dette er ikke en klumme om behandlingen af Sass i 2011. Det er der skrevet meget rigtigt – og ikke mindst meget forkert – om. Jeg har alligevel valgt at starte der, fordi de tre eksempler fra dengang er illustrative for den opførsel, som mange politikere på Christiansborg har fået nok af.

Der er blandt politikere en følelse af, at det primære mål for dele af især formiddagspressen er at få politikere ned med nakken – ikke at blive klogere på substansen. Man oplever, at politikere per definition opfattes som uærlige og ude på at mele deres egen kage, og at målet med god journalistik anno 2019 derfor er at afsløre dem som det, de reelt er.

Selv om eksemplerne med Sass fra 2011 er ekstreme, er de på ingen måde enestående. Langt de fleste Christiansborg-politikere kan fortælle deres egne eksempler. Personligt havde jeg i min tid på Christiansborg ’fornøjelsen’ af at skulle håndtere en række af sådanne sager.

Et illustrativt eksempel var sagen om Ekstra Bladets fysiske jagt på daværende K-formand Lars Barfoed på Christiansborgs gange i starten af 2013. En jagt, som medførte, at den jagende journalist og fotograf fik karantæne fra Christiansborg i et halvt år for at overtræde Presselogens regler for, hvordan pressen skal omgås MF’erne i Folketinget.

På trods af den klokkeklare overtrædelse af reglerne for god opførsel mente Ekstra Bladets chefredaktør efterfølgende, at netop de regler ikke gjaldt for Ekstra Bladet i denne sag!

Netop pressens manglende vilje til at erkende egne fejl og acceptere sanktionerne irriterer næsten endnu mere end selve sagerne.

Alle kan lave fejl – især når tingene går hurtigt, som de ofte gør i toppolitik – og der er brodne kar i alle brancher. Men i stedet for at indrømme fejl, rydde op og komme videre gør man fra pressens side al kritik – også den berettigede af enkelte journalister og mediers fejltrin – til et grundlæggende angreb på pressens frihed.

Det er alt eller intet. Ingen nuancer.

De mange sager, hvor man politisk føler, at journalister er gået over stregen, og især den manglende selvkritik i branchen har skabt en bred politisk opbakning til en strammere medieansvarslovgivning.

Man har fra både regering og opposition bevidst holdt igen med konkrete forslag her op mod valget. Ingen ønsker at blive uvenner med pressen netop nu.

Men når valget er overstået, kan medierne godt forvente, at ’krabasken’ bliver fundet frem fra skuffen. Pressenævnet får langt flere sanktionsmuligheder, og bøderne får sandsynligvis også endnu et nøk opad – som minimum.

Den politiske kritik af visse dele af pressens arbejdsform er blevet udlagt som en ”krig” mod medierne og den fri journalistik. Det mener jeg er en overfortolkning.

I de godt 25 år, jeg har været i politik, har jeg aldrig oplevet andet end politikere, som har en grundlæggende respekt og forståelse for pressens helt centrale og nødvendige rolle i demokrati – også de gange, hvor man har følt sig dårligt behandlet af enkelte journalister.

Og uanset hvor hårdt det er at være under den kritiske lup, så er der ingen seriøse politikere, som ønsker en følagtig presse, som bøjer sig for magthaverne. Om ikke andet fordi der altid kommer et tidspunkt, hvor man ikke selv har magten længere.

Full disclosure
Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at jeg personligt har kendt Sass i snart 25 år. Vi mødte hinanden i starten af 90'erne, da Sass var formand for DSU, og jeg var formand for KU. Efterfølgende har vi kortvarigt omkring årtusindskiftet drevet kommunikationsbureau sammen. Jeg er derfor ikke objektiv, når det kommer til sagen fra 2011 eller den måde, Sass blev behandlet på.

.......

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese, hvor han har ansvar for politisk rådgivning af udvalgte klienter. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013 til 2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Forrige artikel Benny Damsgaard: Derfor hader politikere mandatprognoser Benny Damsgaard: Derfor hader politikere mandatprognoser Næste artikel Lars Midtiby: Det kræver konflikt mellem partierne, hvis valget skal blive grønt Lars Midtiby: Det kræver konflikt mellem partierne, hvis valget skal blive grønt
  • Anmeld

    Ernst Poulsen · Journalist

    Benny Damsgaard får det til at lyde som om pressen er gået helt amok. Men hvis man tjekker statistikkerne og ser på udviklingen i medielandskabet de seneste 10-20 år, er det slet ikke tilfældet.

    For lige at tjekke tingenes tilstand, slog jeg op i Pressenævnets årsrapport, der indeholder en statistik over antallet af klager og kendelser. Tallet svinger en del fra år til år, men der er ikke nogen klar tendens hen mod flere kendelser mod pressen. I 2001 gik 37 kendelser imod pressen – i 2017 var antallet 38.

    Benny Damsgaard får det også til at lyde som om pressen aldrig lytter til kritikere.

    Men han glemmer at nævne, at flere medier (DR, TV2, Politiken) har indført uafhængige læser-redaktører, man kan klage til, hvis man er uenig i det svar man får fra en journalist eller redaktør. De har også oprettet faste rettelsessider, hvor man er blevet bedre til at opsamle selv ganske små rettelser.

    Benny Damsgaard foreslår også, at Pressenævnet skal have flere beføjelser og, at bøderne skal sættes op.

    Men han glemmer at fortælle, at Pressenævnet allerede har strammet kursen og forlangt af medierne, at de bringer rettelser tydeligere og mere markant. I et enkelt tilfælde har Pressenævnet endda overtaget forsiden på en avis.

    De Presseetiske regler er også blevet justeret, så man nu har længere tid til at indsende en klage, og det er nu specifikt nævnt, at man kan klage til redaktører, hvis man mener, at forældede sager uden betydning ødelægger ens renommé fordi de stadigt kan findes i et online-arkiv.

    Hvis man ser på det overordnede billede af magtforholdet mellem politikere og presse, så står vi ikke over for en magtfuld presse, der dagligt underkuer politikere eller menige borger.

    For tyve år siden, var magtforholdet mellem Pressen og omverdenen helt anderledes. Hvis man fik negativ omtale, kunne det være svært at komme til orde med sin egen version. Sådan er det ikke længere.

    Alle politikere, firmaer og organisationer har hjemmesider, sociale medier og egne kommunikationsfolk – måske endda studier, så de lynhurtigt kan svare igen på egne kanaler – og vælge at lade være med at stille op til kritiske interviews. Det er ikke nødvendigt, når de nu har egen netavis, med lige så mange læsere som de ”gamle” medier.

    Hvis man slår op i statistikkerne vil man også hurtigt finde ud af, at det er antallet af kommunikationsfolk og spin-doktorer, der er steget langt mere end antallet af journalister.

    Benny Damsgaard skriver, at pressen ikke ”ryder op”. Men der er faktisk kommet flere programmer (Mennesker & Medier, Detektor, TjekDet, Presselogen, Mediawatch), der diskuterer mediernes etik og, som tager sager op, hvor redaktørerne bliver stillet til ansvar. Hvis man blot ser på mængden af debat efter Iben Marie Zeuthens interview med Ghita Nørby viser det ret klart, at pressen kan være særdeles kritisk over for hinandens metoder.

    Det betyder alt sammen ikke, at journalister og medier ikke laver fejl. Tværtimod. Det gør de, og noget af det hænger sandsynligvis sammen med, at pressen er mere økonomisk presset end nogensinde før. Men når man tjekker Pressenævnet er der intet der tyder på, at pressen etisk set er værre end førhen.

    Vi har i stedet fået et mediebillede, hvor alle er blevet publister, og derfor ville det være fremragende, hvis det var nemmere for menigmand at blive klog på mediejura. (Det har jeg skrevet et blogindlæg om her: https://journalisten.dk/giv-folket-gratis-mediejura ). Men det handler om folkeoplysning, ikke om højere straffe.

    Vi har altså i stort omfang en presse, der gerne langer ud efter konkurrenter og som fakta-tjekker hinanden mere end før. Kilderne har også flere muligheder for at klage og blive hørt. Og kilderne har nu langt større mulighed for at komme til orde gennem egne kanaler.

    For vi har faktisk et Pressenævn, der faktisk fungerer ret godt. Vi har en Højesteretsdommer siddende for bordenden så juraen er i orden. Vi har kort sagsbehandlingstider. Vi har mulighed for at klage ganske gratis. Og vi har en presse, der i det store og hele klapper hælene sammen og retter ind, når Pressenævnet kommer med en ny kendelse.

    Hvis man øger sanktionerne og indfører bøder, så får man ikke nødvendigvis en bedre presse. Så risikerer man blot, at vi får en situation, hvor redaktører (især på små netmedier) nemt kan trues til tavshed, hvis de ved at de risikerer bøder, hvis de står over for en modstander med flere juridiske armkræfter.

    Alt i alt har vi ikke brug for en svagere presse.

    Vi skal blot fortsætte med at gøre det vi gør: Have nemme klagemuligheder, holde hinanden fagligt og etisk i ørerne, diskutere medieetik konstant – og så have et velfungerende Pressenævn til at tage sig af de komplicerede sager.

  • Anmeld

    Benny Damsgaard

    Svar til Ernst Poulsen

    Tak for din kommentar.

    For god orden skyld, så er det ikke mig som foreslår, at pressenævnet skal have flere beføjelser og at bøderne skal hæves. Det er de politikere, som jeg har talt med på Christiansborg om sagen. Her er der en bred træthed og i nogens tilfælde også vrede over det, man opfatter som en presse, som med jævne mellemrum går over gevind i jagten på forargelse og clicks. Jeg er dog også personligt enig i behovet for en skærpelse af reglerne.

    Du har fuldstændig ret i, at der allerde er sket noget på området. Sidste år blev bødereglerne strammet (http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2018/bedre-beskyttelse-naar-privatlivet-kraenkes-i-medierne). Der er bare en opfattelse, hos de politikere jeg har talt med, at det ikke er nok med højere bøder. Dels er de så små, at det stadig er en god forretning for medierne at køre på. Dels skal der også større sanktioner til, når du f.eks. har medier (primært EB) som ikke accepterer det, når de får en straf i Pressenævnet, og forsøger at snige sig udenom ved f.eks. at vende avisen om, så Pressenævnets afgørelser vises på bagsiden (https://politiken.dk/kultur/medier/art5489713/Ekstra-Bladets-chefredakt%C3%B8r-Vi-giver-l%C3%A6serne-avisen-bagfra-i-dag).

    Problemet med både Presselogen og Mennesker og Medier er, at det er en gratis omgang. Man sidder og snakker, uden at det har nogen konsekvenser. Det svarer lidt til, at advokatrådet lavede et program, hvor man sidder og snakker om de problemer der måtte være i branchen, og så er det det. Ingen indgreb overfor de brådne kar, som kan blive ved med at skade, og som hiver hele branchens troværdighed ned.

    Der er ingen jeg har talt med, som ønsker et svagere presse. Og det gør jeg personligt heller ikke - tværtimod. Det er dog et ønske om en mere ansvarlig presse, som sanktionerer dem der træder over grænsen igen og igen. Og argumentet om, at skærpede sanktioner kan få små netmedier til at holde igen bekræfter i realiteten min pointe. Hvis mediet havde orden i dokumentationen, så var der jo ikke noget at frygte. Medmindre altså at pressenævnet eller domstolene træffer forkerte afgørelser?

    Endnu engang tak for et godt og sagligt indlæg.

  • Anmeld

    Benny Damsgaard

    Svar til Ernst Poulsen

    Tak for din kommentar.

    For god orden skyld, så er det ikke mig som foreslår, at pressenævnet skal have flere beføjelser og at bøderne skal hæves. Det er de politikere, som jeg har talt med på Christiansborg om sagen. Her er der en bred træthed og i nogens tilfælde også vrede over det, man opfatter som en presse, som med jævne mellemrum går over gevind i jagten på forargelse og clicks. Jeg er dog også personligt enig i behovet for en skærpelse af reglerne.

    Du har fuldstændig ret i, at der allerde er sket noget på området. Sidste år blev bødereglerne strammet (http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2018/bedre-beskyttelse-naar-privatlivet-kraenkes-i-medierne). Der er bare en opfattelse, hos de politikere jeg har talt med, at det ikke er nok med højere bøder. Dels er de så små, at det stadig er en god forretning for medierne at køre på. Dels skal der også større sanktioner til, når du f.eks. har medier (primært EB) som ikke accepterer det, når de får en straf i Pressenævnet, og forsøger at snige sig udenom ved f.eks. at vende avisen om, så Pressenævnets afgørelser vises på bagsiden (https://politiken.dk/kultur/medier/art5489713/Ekstra-Bladets-chefredakt%C3%B8r-Vi-giver-l%C3%A6serne-avisen-bagfra-i-dag).

    Problemet med både Presselogen og Mennesker og Medier er, at det er en gratis omgang. Man sidder og snakker, uden at det har nogen konsekvenser. Det svarer lidt til, at advokatrådet lavede et program, hvor man sidder og snakker om de problemer der måtte være i branchen, og så er det det. Ingen indgreb overfor de brådne kar, som kan blive ved med at skade, og som hiver hele branchens troværdighed ned.

    Der er ingen jeg har talt med, som ønsker et svagere presse. Og det gør jeg personligt heller ikke - tværtimod. Det er dog et ønske om en mere ansvarlig presse, som sanktionerer dem der træder over grænsen igen og igen. Og argumentet om, at skærpede sanktioner kan få små netmedier til at holde igen bekræfter i realiteten min pointe. Hvis mediet havde orden i dokumentationen, så var der jo ikke noget at frygte. Medmindre altså at pressenævnet eller domstolene træffer forkerte afgørelser?

    Endnu engang tak for et godt og sagligt indlæg.

Sverige er Mette Frederiksens dystopi

Sverige er Mette Frederiksens dystopi

ANALYSE: Såvel åbningstalen som regeringens sikkerhedsudspil understreger, at en retspolitisk strammerlinje er central for socialdemokraternes strategi. Hensigten er både at holde på blå vælgere og forhindre tilstande som i de svenske storbyer.