Cordua: Projekt Messerschmidt trues af mistillid og mulig partidannelse

Den generelt stærkt dalende respekt for Pia Kjærsgaard kunne tirsdag ikke blot tydeligt ses ved selve den udsøgte og giftige timing af udbrydernes kategoriske farvel til det parti, som flere af dem har tjent i årevis.

Aftenen før Kjærsgaards 75-års fødselsdagsreception forlod de første fire gruppemedlemmer projekt Messerschmidt ved at foranstalte entydige, voldsomme karaktermord på både formanden og partistifteren over for alle medier med tændte mikrofoner.

Tirsdag formiddag, hvor man var ved at anrette til Kjærsgaards storstilede reception i Fællessalen i Folketinget, tog også medlem af gruppens bestyrelse Hans Kristian Skibby sin afsked med brask og bram. Det blev til et gevaldigt smæk med døren også med henvisning til Kjærsgaards opførsel i den senere tid og Messerschmidts personlige utroværdighed.

Selve receptionen forløb uden den større dramatik, bortset fra at Dansk Folkeparti smed Ekstra Bladets sædvanligt frække reporter Brian Weichardt ud af lokalet, da han ville bruge den festlige anledning til at få en frisk kommentar fra Kjærsgaard til de hårde anklager fra de frafaldne gruppefæller. Den fik han ikke.

Morten Messerschmidt begynder med en tillidskonto, der er totalt i bund

Jarl Cordua

Deltagerantallet ved receptionen blev i øvrigt af veteraner fra tidligere Kjærsgaard-receptioner beskrevet som ikke ligefrem overvældende og med god plads til deltagerne. Den blev dermed ikke helt samme tilløbsstykke som i forne tider, hvor Dansk Folkeparti var blandt Christiansborgs mest magtfulde partier, og hvor Kjærsgaard selv sad i Folketingets formandsstol.

Borte var tonerne fra dansktopsanger Richard Ragnvald, der på melodien til sin Giro 413-landeplage 'Kære lille mormor' hyldede Kjærsgaard på hendes 50-års fødselsdag med de til anledningen omskrevne strofer til ære for "kære lille Pia", der "får masser af stemmer", fordi "nu stemmer vi på dit parti". I samklang med den nye partiformands musikalske præferencer var operasanger Gert Henning-Jensen dog i stedet indkaldt til at løfte stemningen.

Man kan dog ikke tage fra Kjærsgaard, at hun har fået gennemtrumfet, at det er hendes valg af arving til Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, som efter to og et halvt års intern magtkamp endelig troner over det stærkt decimerede parti, der dog med kun 11 mandater er en skygge af fortidens magt og vælde og nu blot det syvende største parti på Christiansborg. Prisen for magten er til at få øje på, og de færreste forestiller sig, at nedsmeltningen af partiets folketingsgruppe ender med afskalningen af de fem frafaldne.

Marie Krarup har været den mest højrøstede kritiker i gruppen, men hænger stadig på. Den tidligere formand, Thulesen Dahl, forsikrer, at han bliver i Dansk Folkeparti, men han ytrede alligevel sympati for de frafaldne, som i hans optik nærmest udgjorde partiets rygrad.

Det er i hvert fald interessant, at flere af dem, eksempelvis Bent Bøgsted og Liselott Blixt, hørte til de mere velfærdsorienterede – for ikke at sige socialdemokratisk klingende DF-ordførere – som ikke kan se sig selv ledet af Messerschmidt, som ifølge Bøgsted er ultrakonservativ. Selv om de fleste iagttagere hælder til, at brydningerne i partiet bunder i personlige opgør, aner man også, når det gælder enkeltpersoner, en politisk uenighed.

I deres afskedssalut peger de dog alle på, at Thulesen Dahl er et "ordentligt menneske", mens man må forstå, at det er hans arvtager ikke. De beskriver ligeud Messerschmidt som en begavet, politisk charlatan med store talegaver, men helt uden moralsk dømmekraft, som de ikke stoler på, og som de derfor ikke vil lægge deres navn til og anbefale vælgerne at stemme på.

Det interessante er, om denne kritiske bedømmelse af Messerschmidts personlige karakter deles af Christiansborgs andre partier. Det gør den i udpræget grad.

Spørger man sig lidt for, efterlades man ikke i tvivl. De blå partiledere spiller dog på overfladen med og byder Messerschmidt pænt velkommen i deres kreds, som de bør. Men han skal næppe regne med, at et nært og fortroligt samarbejde nogensinde bliver en realitet.

Flere har i tidens løb indhøstet personlige erfaringer med DF-formanden, og sagen er, at de ikke stoler på ham over en dørtærskel, selvom de samtidig håber på, at Messerschmidt drejer Dansk Folkeparti væk fra Thulesen Dahls omklamring af socialdemokraterne og melder sig mere entydigt ind i den borgerlige lejr.

Thulesen Dahl havde mange irriterende sider af sin personlighed, men han var ikke typen, der rendte fra en endelig aftale, og han var sig meget bevidst, at hans politiske indflydelse stod og faldt med andre partilederes tillid til ham.

Morten Messerschmidt begynder med en tillidskonto, der er totalt i bund, hvilket naturligvis også handler om hans uafklarede sag med anklagemyndigheden. Hans nu tidligere partifæller har bare bekræftet det billede, som mange politikere på Christiansborg i forvejen har af Messerschmidt.

Mistillid bliver derfor et problem for ham, hvis den tid skulle komme, at Dansk Folkeparti igen bliver et stort parlamentarisk parti, og han ikke kan omsætte mandater til reel politisk indflydelse. 

Iagttagere hæfter sig ellers ved, at Messerschmidt – befriet for "sure, bagstræberiske kværulanter" på bagsmækken og med sikre flertal i gruppen og i hovedbestyrelsen – nu har ryggen fri til at udfolde sit store, politiske projekt om Dansk Folkeparti 2.0.

Allerede nu kan man i kronikker, videoer på de sociale medier og søsætning af diverse forslag se, hvordan en energisk Messerschmidt forsøger at genføde Dansk Folkeparti med resolut fokus på politiske udmeldinger.

Det sker med en nærmest barnlig insisteren på, at hans egen person ikke skygger for budskaberne. Indtil videre har dog kun én meningsmåling vist fremgang, siden han overtog formandstøjlerne, mens resten af målingerne peger på status quo.

Denne uge bliver næppe et vendepunkt for Messerschmidt, selvom han logisk nok i fremtiden ikke længere har så mange dissidenter at tage hensyn til. I den nærmeste tid vil der vedblive med at være opmærksomhed på enhver udmelding om fremtiden fra brødrene Thulesen Dahl, Marie Krarup og gruppeformand Peter Skaarup. 11 mandater kan dermed hurtigt blive til syv.

Samtidig ser man, at et arbejdsfælleskab mellem de fem frafaldne folketingsmedlemmer kan materialisere sig. Måske omkring tidligere formandskandidat Martin Henriksen, der står for at skulle anmelde et nyt politisk parti.

Et nyt, konkurrerende parti vil alt andet lige skærpe kampen yderligere om stemmerne på højrefløjen

Jarl Cordua

Hvis de fem går sammen med yderligere fire og Martin Henriksen – der politisk var i alliance med Thulesen Dahl – kan et nyt og mere velfærdsorienteret højrefløjsparti hurtigt se dagens lys.

Spørgsmålet er igen, hvem der så skal lede det? Her kunne man igen rette opmærksomheden mod Inger Støjberg, der i et opslag på Facebook tilsyneladende er i fuld gang med en politisk tilpasning, der kunne være et match for den nye, politiske konstellation. Således opsiger Støjberg sin tidligere EU-begejstring, som hun tilskriver sin loyalitet til sit tidligere parti, Venstre.

Meget belejligt erstatter hun sine tidligere holdninger med en EU-skepsis ved at henvise til EU's mange indviklede og umiddelbart uforståelige og overformynderiske tiltag. En kritik, der har udbredt klangbund i det blå vælgerkorps.

En sommer gør ingen svale, men det ligner en Støjberg, der gør klar til landing i et nyt højrefløjsparti med gamle DF'ere, hvor hun kommer til at spille en hovedrolle som ny formand.

Et nyt, konkurrerende parti vil alt andet lige skærpe kampen yderligere om stemmerne på højrefløjen, hvor Dansk Folkeparti i forvejen er presset af Pernille Vermunds Nye Borgerlige, og gøre det endnu sværere for Messerschmidt at kunne levere den fremgang til Dansk Folkeparti, som Thulesen Dahl mistede magten for ikke at kunne levere.

Går det galt, er det dog ikke alene Messerschmidts fortjeneste at have formøblet resten af arven. Han må dele ansvaret med Pia Kjærsgaard, som hjalp ham med at trække tæppet væk under Thulesen Dahl og sine solide bidrag til, at endnu færre følte sig hjemme i det, der indtil for kun to og et halvt år siden var Danmarks største parti i blå blok.