Corydons skygge truer S-projektet

ANALYSE: Mindelser om Thorning-Corydon-perioden udgør den største trussel mod Mette Frederiksens projekt. Derfor er striden om de offentlige overenskomster det sidste, S-ledelsen har brug for. Men partiet har placeret sig i en sårbar position.

Nu gik det lige så godt.

Socialdemokratiet stod solidt på store dagsordener som udlændingepolitik og velfærd og var efter mange år endelig kommet i sync med vælgerne. Meningsmålingerne havde bidt sig fast lige under 30 procent, og i modsætning til søsterpartierne i Europa var det danske socialdemokrati i fremgang. Og så kom overenskomsterne ind fra sidelinjen.

Som udgangspunkt er de offentlige overenskomster den siddende regerings problem, og det var i første omgang statens forhandler, innovationsminister Sophie Løhde (V), der kom i søgelyset sammen med kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler (K). Men snart hoppede aben over på Mette Frederiksens (S) skuldre.

Ingen fribillet til S
På Mette Frederiksens hjemmebane i Aalborg blev hendes 1. maj-tale aflyst, fordi hun ikke på forhånd ville afvise at støtte et regeringsindgreb. Det havde hun ingen chancer for at levere.

Som det store, regeringsbærende parti kan S ikke fraskrive sig muligheden for at støtte et indgreb, hvis en konflikt lægger hele samfundet ned. Det vil skabe ustabilitet, hvis den siddende regering ikke kan regne med opbakning i den situation.

Partier som DF, SF, Enhedslisten og – højst overraskende – Radikale, kører friløb i konflikten. Det kan socialdemokraterne ikke gøre, men S-ledelsen havde ikke behøvet at lægge sig helt op ad VLAK-regeringens position. S har nogle frihedsgrader, partiet ikke har benyttet sig af.

Nej til lockout i 2008
Der var således ingen, der tvang socialdemokraterne i KL og Danske Regioner til at stemme for en lockout, da der under Fogh-regeringen i 2008 var optræk til storkonflikt. Her gik socialdemokraterne i KL i starten imod en lockout.

Daværende overborgmester i København Ritt Bjerregaard (S) mente, at en lockout var en unødvendig optrapning, og det samme mente daværende borgmester i Odense Anker Boye (S). Derfor varslede KL først lockout på et meget sent tidspunkt i konflikten.

Førte den kurs til, at socialdemokraterne blev betragtet som økonomisk uansvarlige eller regeringsuegnede? Overhovedet ikke. Men det markerede en kant til de borgerlige.

Politisk valg
Lockouten er ikke det eneste område, hvor S kunne have lagt afstand til Sophie Løhdes kurs.

Den overordnede linje, de offentlige arbejdsgivere har valgt over for deres ansatte, er udtryk for et politisk valg. Som når flere af de statslige arbejdsgivere snupper tre fridage, som de ansatte har haft i årtier, fordi fridagene ikke er skrevet udtrykkeligt ind i overenskomsterne.

De tre fridage er ikke en del af de nuværende forhandlinger, men er noget af det, der på forhånd har forpestet stemningen. Her kunne S-formanden have markeret, at hun politisk er imod, at man forringer de offentligt ansattes vilkår.

Angrebet på de tre fridage blev foretaget af den Moderniseringsstyrelse, som Bjarne Corydon (S) fik oprettet som finansminister i 2011, og den kurs er siden blevet fortsat af de borgerlige. Havde Mette Frederiksen taget afstand fra Moderniseringsstyrelsen, var det blevet set som et opgør med Corydon. Det havde skabt lidt støj, men det havde primært været til fordel for S-formanden.

Slut med Chávez-fraktionen
Mette Frederiksen kommer fra Socialdemokratiets venstrefløj, og hun blev engang betragtet som en typisk ølkassetaler. Hugo Chávez-fraktionen, som hendes kaffeklub drillende blev kaldt i 00'erne.

Dengang var Mette Frederiksen sårbar for beskyldninger om sværmerisk uansvarlighed, og det var vigtigt for hende at vise, at hun kunne tage svære beslutninger. Men det har hun for længst bevist – både som beskæftigelsesminister og justitsminister.

Skuffelsen lurer
I dag er den største trussel for Mette Frederiksen ikke at blive beskyldt for økonomisk uansvarlighed. Truslen ligger et helt andet sted. Den består i Bjarne Corydons skygge.

Mette Frederiksen har flere gange signaleret, at hun godt kan forstå, at vælgernes tillid til Socialdemokratiet blev skadet under Thorning-regeringen. Skuffelsen bundede primært i arbejdsmarkedspolitikken, og derfor bliver der lagt særligt mærke til, hvordan S optræder i en overenskomstsituation.

S-formanden har været ferm til at lægge afstand til Thorning og få opbygget en forventning om, at det bliver anderledes næste gang. Det er denne målbevidste indsats for at reparere på skaderne, der risikerer at gå tabt.

Hvis vælgerne får mistanke om, at en regering under Mette Frederiksen bliver en gentagelse af tiden under Thorning-Corydon-Vestager, vil desillusioneringen brede sig endnu en gang. Bliver det udgangen på striden om de offentlige overenskomster, står S tilbage som den egentlige taber.

Forrige artikel Storkonflikt er tabersag for både Løkke og Frederiksen Storkonflikt er tabersag for både Løkke og Frederiksen Næste artikel LA er såret, men langt fra døende LA er såret, men langt fra døende
LA-dramaet er en spejling af striden i Venstre

LA-dramaet er en spejling af striden i Venstre

ANALYSE: Simon Emil Ammitzbøll-Billes farvel til LA understreger dilemmaet, når liberale partier skal forholde sig til trusler mod det liberale samfund. Men Ammitzbølls meget principielle holdning er af nyere dato.