De 'grå eminencer' kan få uvant nøglerolle i valgkampen. Og ende som en hovedpine for Mette Frederiksen

Embedsmænd opererer helst bag linjerne væk fra offentlighedens søgelys.

Men statsminister Mette Frederiksens (S) centrale styring af magten og embedsværket har skabt betydelig debat, og allerede nu står det klart, at embedsværket og især den højst placerede embedsmand på Slotsholmen, Barbara Bertelsen, helt utraditionelt kan få en nøglerolle i en formentlig nært forestående valgkamp.

Og dermed også ende med at påvirke Mette Frederiksens mulighed for at genvinde Statsministeriet.

De borgerlige partier har indtil nu vist få fælles politiske fodslag. Kritikken af statsministerens måde at lede regeringen på er en af undtagelserne. De kritiserer regeringen for magtarrogance, lukkethed, topstyring og mere flydende grænser mellem politik og embedsværk.

For eksempel har Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen kaldt regeringens "magtfuldkommenhed" og "magtarrogance" i de skæbnesvangre dage for minkavlerne i november 2020 for “helt uden sidestykke”.

Kritikken er ikke kun kommet fra blå blok.

Sidste efterår harcelerede også støttepartiet Radikale Venstre i Berlingske over, at regeringen bedrev “lukkethed og politik på en topstyret måde”.

“Magtfuldkommenheden er voldsom lige nu”, lød det fra Sofie Carsten Nielsen, der i forløbet om slettede sms’er i Statsministeriet under minksagen bemærkede, at regeringen “øjensynligt” lægger “et politisk pres på embedsværket”.

Ønskes: Embedsmænd, der tænker politisk

Det er en af kongstankerne i statsministerens regeringsprojekt, som bliver angrebet.

Mette Frederiksen har fra første færd signaleret, at der skulle være mere politik og mindre drift, at flere sager skulle udspringe fra statsministerens kontor, og at hun ønskede embedsmænd, der spiller med, tænker politisk og som kaster sig ind i at føre politikernes visioner ud i livet.

Flere ja’er. Færre forbehold. Mere handlekraft. Mindre træghed.

Barbara Bertelsen er inkarnationen af en embedsmand efter Mette Frederiksens hoved.

Som departementschef i et styrket Statsministerium var hun en af de drivende kræfter bag at håndtere corona-epidemien og minksagen og er samtidig blevet en kendt offentlig figur.

Det kan vise sig at blive en af statsministerens akilleshæle i en valgkamp.

I juli blev den store handlekraft i Statsministeriet kritiseret af minkkommissionen for at have haft en afgørende betydning for “den forcerede proces” i minkforløbet. En proces, der endte med at føre til grov vildledning af befolkningen og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.

Nu undersøges det, om forløbet skal have en ansættelsesretlig konsekvens for Barbara Bertelsen og ni andre højtstående embedsmænd, som minkkommissionen vurderer kan drages til ansvar.

Grænsen mellem politik og embedsmænd

Ved andre lejligheder er det oppositionen, der har langet ud efter Barbara Bertelsen. 

Blandt andet bemærkede Konservatives Rasmus Jarlov i Politiken i december måned sidste år, at Barbara Bertelsen “voldsomt” overskred sine beføjelser, da hun i sms’er udtrykte utilfredshed med, at den tidligere faglige direktør Kåre Mølbak på et pressemøde ikke tydeligt nok sagde, at Statens Serum Institut anbefalede at aflive alle mink.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, pointerede i samme ombæring, at det virkede som om, at "de grænser mellem politik og embedsmænd, som der skal være, er ved at ryge fuldstændig under Mette Frederiksens ledelse”.

Som symbol på Mette Frederiksens måde at forvalte magten på, rammer kritik af Barbara Bertelsen i høj grad også statsministeren selv. 

Flere udvalg sat i arbejde

I det hele taget har myndighedernes håndtering af minksagen, lækagen fra Forsvarets Efterretningstjeneste og andre sager skabt debat om tilliden til og kvaliteten af det arbejde, der foregår i det politiske og administrative maskinrum.

Som konsekvens kommer en ekspertgruppe, nedsat af Djøf, denne sommer med bud på, hvordan man kan forbedre de administrative systemer, så man undgår forhastede beslutninger, selv om der på kort tid skal træffes store valg.

Også regeringen har i kølvandet på minksagen bebudet et demokratiudvalg, der skal forholde sig til, hvordan regeringer indretter arbejdet, herunder samspillet mellem embedsmænd og politikere.

Statsministeren lancerede flere andre tiltag på pressemødet den 1. juli, herunder at rette op på en række procedurer i det interne regeringsarbejde og at indskærpe overfor sit embedsværk, at al væsentlig information skal fremgå af selve sagsfremstillingen – ikke blot af bilag.

Mette Frederiksen fremhævede desuden, at sager fremover skal sendes tilbage til det ansvarlige ministerium til kvalificering, inden beslutningen føres ud i livet i tilfælde, hvor resultatet af en drøftelse ikke har været forudset eller behandlet i mødepapirerne.

“Med de her initiativer handler vi på baggrund af kommissionens kritik, og det er nogle af de forslag, vi har til, hvordan vi lærer - for det skal vi – af det forløb, vi har været igennem. Er det nok? Det er ikke sikkert, og vi drøfter meget gerne med Folketinget, om der er brug for flere initiativer, som også kan bidrage til at skabe en større åbenhed,” lød det fra statsministeren.

Forhandlinger om mere åbenhed

Oppositionen er langtfra tilfreds, og hvis Radikale Venstre får held med at fremtvinge et valg senest i begyndelsen af oktober, så kan blå blok gå ind i en valgkamp med målinger, der viser, at et flertal af danskerne stadig ønsker en advokatundersøgelse mod Mette Frederiksen.

Et andet tilbagevendende kritikpunkt mod regeringen og dens forvaltning har været lukkethed.

Mink-skandalen fik i foråret 2021 Venstre til at tilslutte sig koret af partier, der ønsker at lempe den omdiskuterede offentlighedslov. Blandt andet for at få større indsigt i, “hvad der er politik, og hvad der er faglighed i ministerierne”.

Foreløbigt er meget lidt sket til stor frustration for Folketingets partier, men måske minkkommissionens harske kritik og et muligt efterårsvalg med temaer som lukkethed og magtfuldkommenhed kan fremskynde processen.

For embedsværket er udsigten til at blive hvirvlet ind i en valgkamps hårdt optrukne fronter uanset hvad langt fra et ønskescenarie.

De lever bedst i det stille.