Det uforståelige nej til at gå i regering er et sammenbrud for den radikale selvforståelse

Tirsdag kl. 20 drog Mette Frederiksen til Amalienborg for at fortælle dronningen, at hun har i sinde at danne en flertalsregering. Få timer forinden havde den nyvalgte radikale leder, Martin Lidegaard, meddelt, at det bliver uden radikal deltagelse.

Det, på trods af seks ugers intense forhandlinger – herunder hele mandag nat, der begyndte på aftenen for Lidegaards 56 års fødselsdag. Om Lidegaard blev underkendt at den decimerede radikale gruppe, eller om han selv led af svage nerver, må for nu stå hen i det uvisse. Uforståeligt er det under alle omstændigheder.

Lad os lige huske på, at det var de radikale, der væltede S-mindretalsregeringen med det formål at få en regering hen over midten. Endelig kunne denne evige radikale drøm gøres til virkelighed, og så forlader partiet forhandlingerne 10 sekunder i tolv med en vag begrundelse om, at ambitionerne ikke var store nok på børn og klima. Hvabehar?

Afklædte står de tilbage efter danmarkshistoriens længste valgkamp. Udløst af dem selv

Lidegaard lyder som et ekko af SF-formand Pia Olsen Dyhr, da hun forlod forhandlingerne. Og man kan frygte, at de radikale nu glider ud til venstre sammen med folkesocialisterne. SF’erne havde dog den fordel, at de gik til valg på en centrum-venstreregering. De radikale gik til valg på en bred regering over midten. Den får vi. Bare uden det engang så magtfulde parti.

Engang sagde man om de radikale, at de enten sad i regering eller regerede. Sådan var det stort set fra 1924 til 2001. I det 21. århundrede har de haft sværere ved at leve op til fordoms storhed – med undtagelse af Thorning-regeringerne fra 2011 til 2015.

Partiet var så snublende tæt på magten, men turde ikke. Det parti for hvem idealisme ellers altid har været kombineret med pragmatisme og viljen til magt, blev bange for sin egen skygge. Men hvad skal vi med et højtråbende radikalt parti, der atter kan iføre sig våddragten og svømme gennem vælgerhavet med populære budskaber - uden at have noget at have det i?

De radikale har lige siden stiftelsen i 1905 taget for sig af regeringsmagten. Allerede efter fire år sad de i regering helt alene. De har været med i et utal af socialdemokratisk ledede regeringer, taget del i et par borgerlige og på lange stræk været afgørende støtteparti for både S, V og K. Nu er de ingen af delene. Hverken fugl eller fisk. Nærmere en halvdød grøntsag.

Deres syv mandater betyder nu slet ingenting. Afklædte står de tilbage efter danmarkshistoriens længste valgkamp. Udløst af dem selv. Den netop afgåede leder, Sofie Carsten Nielsen, står efterladt som midterpolitikkens kristusfigur, der tog alle synder på sine skuldre, men blev forrådt af sine egne disciple, der farisæisk sidder og tæller de pseudo-oppositionelle sølvmønter.

Som tidligere radikaler med en aldrig helt slukket kærlighed for det lille parti er jeg overrumplet, målløs og trist

Men netop disse syv ikke-afgørende mandater kunne have fået masser af indflydelse. De har med al sandsynlighed allerede fået det på regeringsgrundlaget. Og havde de turdet tage imod magtens nøgler, da Folketingets tre store partier rakte dem til de radikale, havde det lille parti få meget mere at skulle have sagt, end både mandattal og mandatlogik ville tilsige.

Når først man er en i regering, er der masser af indflydelse. Hver eneste dag. Det har jeg tidligere beskrevet i en klumme her på Altinget.

Og klimaet? Og børnene? Ja, ingen af dem får det bedre af, at de radikale holder sig uden for regeringskontorerne. Tværtimod.

De radikale er blevet kaldt meget gennem årene. Slingrefise. Svære at holde fast i som et stykke håndsæbe. Lige så svære at sømme noget fast på som en budding. Fordi den særegne kombination af høje idealer og indædt pragmatisme udført af folk med en ofte overnaturlig selvopfattelse har provokeret og forvirret modstanderne.

Denne gang er det svært at finde ord. Som tidligere radikaler med en aldrig helt slukket kærlighed for det lille parti er jeg overrumplet, målløs og trist.

”Både og” hed det radikale valgslogan. Kombineret med ”Tænk Nyt”. Nu blev det hverken eller. Men nyt blev der da tænkt. I hvert fald for radikale. Nu er magt og indflydelse ikke længere noget man naturligt tager på sig. Det må siges at være et sammenbrud af den radikale selvforståelse. Nu sidder folketingsgruppen fri og magtforskrækket tilbage.

Held og lykke med oprydningsarbejdet …